“Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstacy-benzin-drevet trekant”

“Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstacy-benzin-drevet trekant”

Den amerikanske indie-crooner og storcharmør Father John Misty, 35, har med fire udsolgte danske koncerter inden for det seneste år lagt, i særdeleshed, damerne ned. Eurowoman mødte kvindebedåreren i et mørklagt hotelværelse til en smålummer snak om syre, sex og den store kærlighed.

Oppe på 15. sal i værelse 1511 på Radisson-hotellet på Frederiksberg bor den amerikanske musiker Joshua Tillman aka Father John Misty. Et pudsigt valg af hotel for den ellers så storladne crooner, damernes ven, verdensmanden. Foyeren ligner en forladt messehal, som højst sandsynligt ville svare "Øller," hvis man råbte: "Hvad drikker Møller?" Joshua Tillman er i byen for at give to koncerter i Falconer Salen for et dansk publikum, der i den grad har taget Father John Misty til sig. Efter han på sidste års Roskilde Festival gav den bedst anmeldte koncert under hele festivalen, har danskerne sunget med på de langsommelige sange med tekster om sex, sæd, blod ... og den store kærlighed. Det gør ikke oplevelsen dårligere, at han er pæn at kigge på. Den første koncert i denne omgang gav han aftenen inden dette interview og vendte ikke tilbage til hotellet før klokken syv i morges. Derfor er gardinerne trukket for trods den glimrende udsigt til høj sol og Københavns grønne spir denne sene majdag. Den høje mand er i nedknappet skjorte med tigre på, stramme jeans og bare fødder på det plyssede gule væg til væg-tæppe. Værelset er tilrøget og sengen uredt. Foran den står hans chelseastøvler med et par strømper ud over kanten. Klokken er 15, og Joshua Tillman kunne meget vel lige være stået op. Der var efterfest på Arch, Remees nye klub i Nørregade. Ligesom hotellet var det måske ikke umiddelbart der, man ville sende Joshua Tillman hen. En dunkel røgfyldt bar med noget Tom Waits fra højttaleren ville have været mere passende. Men han hyggede sig. Med at iagttage lyshårede langbenede modeller, der var helt ubevægelige med undtagelse af, når der blev taget billeder af dem, hvor de legede fest med hvin og arme i vejret. Og med at være på syre.

LÆS OGSÅ: "Freja er den første pige, jeg har været sammen med"

Jeg har ellers læst et sted, at du var færdig med stoffer?

"I to år tog jeg ingen stoffer. Jeg ville se, hvordan det var. Hvad der virker, og hvad der ikke virker for mig. Jeg fandt ud af, at der er tre ting, der ikke holder. Kokain, hash og kaffe. Det giver mig angst. Mens syre, MDMA og svampe er godt. Da jeg kom hjem i morges, havde jeg lyst til bare at ryge cigaretter og lytte til musik. Stille og roligt. Det var dejligt."

Kvinderne synes, du er dejlig. Hvad er din mojo?

"Jeg tror, kvinder godt kan lide, at jeg i mine sange siger tingene, som de er. At jeg flipper ud, er patetisk og vil eje kvinder. Det må være sjælerensende for kvinder at høre en mand sige det, de allerede godt ved, at mænd tænker, men som ingen tør sige højt. Fx når jeg synger: "She gets down more often than a blow-up doll." Det er jo virkelig at gøre en kvinde til objekt. Det er jo forfærdeligt at sige."

Kunne der gemme sig noget mojo i skægget ...?

"Ja. Og nu har jeg også fået langt hår. Jeg ved ikke, hvordan det skete ..."

Han hiver ud i de krøllede lokker.

"Måske er kvinder vilde med mig, fordi de kun behøver være sammen med mig i halvanden time, når de er til koncert. De skal, heldigvis for dem, ikke leve sammen med mig. Jeg tror faktisk godt, at kvinder kan se igennem den side af mig, der er alt for meget, som jeg er, når jeg er på scenen. De kan se helt ind i mig, hvor der sidder en femårig knægt i smoking og græder: "Elsk mig nu bare! Elsk mig nuuu!" Det er egentlig ikke særlig sexet."

Hvad er din definition af sexet?

"Der er mange, som synes, Antonio Banderas er sexet, fordi han har velsat hår og en glat, muskuløs brystkasse. Dem, som synes, han er lækker, er dem, der hader sex. De vil have det blidt, rent og hårløst. Sådan er sex ikke. Ikke ægte sex. Det er også underligt med mænd, der vil have barberede fisser. Det er noget infantilt shit. Det er unaturligt. Hele ideen om sex er blevet forskruet. Det skal være puritansk og perfekt. Den måde, folk imiterer stønnende sexlyde, bider sig i læben og siger: "I am bad, you are dirty." Det er tillært opførsel. Det er kabaret. Sex skal i stedet handle om kommunikation. Der er ting, der kun kan siges gennem sex."

Hvilke?

"Nonverbale ting. Der, hvor ord ikke længere rækker. Vi er så stolte af vores ord og vores sprog, men de skaber forvirring. Tænk på, at verden blev patriarkalsk, da mænd besluttede sig for at skrive alting ned. Hvad blev der af den kvindelige intuition? I stedet for at bruge vores fornemmelser begyndte vi at bruge love nedfældet med ord, så vi var fri for selv at mærke efter. For det kan gøre dig bange at mærke efter, og det vil vi helst undgå. Men du har brug for at kunne stole på dig selv."

Hvordan bliver vi bedre til at lytte til vores intuition?

"Ved at være intime, for så ryger al logik. Vi skal stoppe med at holde på formerne."

Hvornår har du selv holdt på formerne?

"Hele det første år, da jeg var forelsket i Emma (Joshua Tillman har været sammen med Emma siden 2010. De giftede sig i 2013, red.). Jeg forsøgte at blive ved med at være den person, jeg først havde præsenteret hende for. Den her sjove, kloge mand, der bare var totalt afslappet. Men ham kunne jeg ikke blive ved med at være. Det var så deprimerende at skulle vise Emma mine grimme sider, min vrede og frustration. Men det var jeg nødt til, for jeg elskede og elsker hende, og man er nødt til at være sig selv over for den, man elsker."

LÆS OGSÅ: "Jeg ved godt, at jeg lever ekstremt"

Hvordan reagerede Emma, da hun så, hvem du virkelig var?

"Hun havde allerede luret, hvem jeg var. Alle andre ville være løbet skrigende væk, men hun har aldrig forsøgt at lave om på mig. Hun ser igennem ideologien og støjen. Hun ser kun, hvordan verden og jeg virkelig er."

Hvordan er jeres forhold?

"I starten var jeg meget optaget af, at vores forhold skulle følge nogle konservative kærlighedsværdier. At vi skulle forblive to forelskede mennesker, der altid skulle give sig hen til hinanden i en lukket, isoleret boble. Det var en meget middelklasseagtig måde at tænke på, en romantisk fantasi. Det sidste års tid er jeg blevet klogere. Jeg har fundet ud af, at det mest dyrebare, du kan give et andet menneske, er frihed. Man skal kunne tale åbent om sine lyster, og hvad man drømmer om, så bliver man mindre tilbøjelig til at såre og udnytte folk."

Det lyder, som om I har et åbent forhold?

"Alle har hver deres måde at definere et åbent forhold på ... For mange par handler et åbent forhold kun om, at man må dyrke sex med andre. Når jeg ser Emma sidde i en bar og tale med en mand, og hun rykker tættere på og lyser op, fordi de har en god energi sammen, bliver jeg glad. Jeg ved, at Emma ikke vil gøre noget for at gøre mig fortræd. Men jeg ved også, at hun er nødt til at gøre det, hun føler for. Uanset hvad hun gør, stoler jeg på hende."

Hvad betyder tillid i jeres forhold?

"At jeg forstår hende. Jeg forstår hende virkelig. Du kommer kun til at forstå et andet menneske, hvis du giver ham eller hende plads til være den, han eller hun er. Du skal bare holde kæft og observere dem med generøsitet og forståelse i stedet for skepsis og mistanke."

Hvad ville Emma sige, at hun elsker mest ved dig?

"At jeg ingen tabuer har. Og at jeg ingen øjenbryn har. Hele min krop er dækket af hår. Men ingen øjenbryn!"

Hvad giver Emma dig?

"Det samme som de bøger, jeg læste, da jeg var lille. Jeg føler mig forstået."

Hvilke bøger læste du, da du var barn?

"Siddhartha, Les Miserables, Kurt Vonnegut. Jeg fik også fat i noget Arthur Schopenhauer. Hvordan fik jeg egentlig fat i ham? Jeg voksede op i forstæderne og var totalt isoleret. Jeg var ikke fri til at tænke og udtrykke mig, som jeg gerne ville, pga. min undertrykkende religiøse barndom (Joshua Tillman er opdraget af sine forældre i et strengt kristent-evangelisk miljø i en forstad til Washington D.C., red.). Mine tanker blev overvåget i bogstaveligste forstand, og mine forældre lyttede til mine telefonsamtaler. Det var deprimerende. Jeg fandt trøst i bøgerne. Så da jeg tog ud i verden, forsøgte jeg at finde samme følelse af at blive forstået."

Hvordan mødte I hinanden?

"Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstasy-benzin-drevet trekant. Hun kørte forbi mit hus, og jeg stod ude foran ved min bil. Jeg sagde: "Hiii ..." Hun sagde: "How goes?" Jeg spurgte, om hun ville have en drink. Jeg havde brug for at fortsætte min rus, og jeg havde brug for et nyt stykke røv. Her må du altså love at skrive "griner bittert", ellers lyder jeg som en total narrøv. Jeg var en narrøv ... Men jeg vidste også med det samme, at hun var den eneste ene."

Med sin store kærlighed, fotografen Emma Elizabeth Tillman

Hvad gjorde dig sikker på, at Emma var den eneste ene?

"Hun var no bullshit. Jeg havde det bare sådan: "Kvinde, du er min heltinde!" Hun var sjov, men på en rolig, ikke-fjollet måde. På det tidspunkt kommunikerede jeg kun med folk gennem plat humor. Det var virkelig hårdt arbejde hele tiden at finde på alle de forpulede vittigheder. Med Emma følte jeg mig straks rolig. Ligesom da jeg læste bøger som barn. Vi er hinandens familie, også selv om hun bliver forelsket i en anden. Det er o.k. Det er menneskeligt."

Mener du virkelig det ...?

Ja, det mener Joshua Tillman faktisk. Mere konkret kan jeg ikke blive. Det lovede jeg ham. Men han gjorde sig nogle meget zenagtige tanker om den frie kærlighed. Derfor mit næste spørgsmål.

Du er jo en totalt holistisk yogafyr?

"Jaeh, njaeh ...," siger han og springer ud på gulvtæppet og laver en pænt imponerende yoga-flowsekvens. Og svarer så på spørgsmålet.

"Nej, jeg kan blive virkelig vred ... Men når jeg tænker på de lange psykedeliske samtaler, Emma og jeg kan have med hinanden, hvor verden åbner sig, og angsten forsvinder, er der ingen tvivl om, hvad jeg ønsker allermest i denne verden. Det er at bevare den energi og intimitet med Emma."

LÆS OGSÅ: "Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

Hvorfor ville I gerne giftes?

"Da vi havde været kærester i to år, følte jeg, at vi var nødt til at gøre noget drastisk. Jeg var nødt til at sikre mig, at jeg ikke skred. Det ville jeg ikke kunne bære. Det elsker jeg hende for meget til."

Joshua Tillman rejser sig op, som sad han på et katapultsæde, og løber de tre skridt, der er hen til Nespresso-maskinen. 

"Jeg skal have en kop kaffe! Selv om jeg sagde, jeg var færdig med det skidt! I am a complicated man, Eurowoman!!! I'll do what I want!!!" råber han, som var han en sur neurotisk gammel mand. Overraskende og hysterisk morsomt. Han tænder endnu en cigaret og asker ned i kaffekoppen, hvor en håndfuld skodder svømmer rundt i nikotingult vand.

I er gift, hvad er næste skridt? Børn?

"Førhen talte vi meget om at få børn. Det gør vi ikke længere. Jeg ender nok med at blive en gammel far. Måske 40? Mine forældre fik mig, da de var 24. Så skulle jeg have haft et barn på 10 år nu. Men så ville jeg bare være ham faren i forvasket badekåbe, der hele tiden havde travlt med at være på turné. Når jeg bliver far, er jeg færdig. På den anden side er der mange kunstnere, der har fået børn og er blevet ved med at være kunstnere: Henry Miller, John Lennon, Serge Gainsbourg, Nick Cave. Men nej, jeg er endnu ikke klar til at vie mit liv til et barn."

Og med de ord lukker Joshua Tillman i, og blikket bliver fjernt. Der er ikke mere at komme efter. Han skal lade op til i aften, hvor endnu en koncert venter. Endnu en selvsikker sceneoptræden med hænder, der kører gennem håret og et fastholdt blik til damerne på første række. Det er hårdt arbejde at være musiker, men nogen er nødt til at gøre det. Joshua Tillman virker som den helt rigtige til opgaven.

LÆS OGSÅ: Beyoncé: 'Okay ladies, now let's get in formation!'

LÆS OGSÅ: Girls-stjerner smider tøjet i uretoucheret undertøjskampagne

LÆS OGSÅ: Christopher sagde til mig: "Skal vi ikke bare aftale, at du er min fra nu af?"

Father John Misty

• Joshua Tillman er hans rigtige navn.

• Født i 1981 og vokset op i et strengt kristent miljø, hvor forældrene kontrollerede og overvågede ham og ikke gav ham lov til at dyrke populærkulturen.

• Var trommeslager i det amerikanskefolkrock-band Fleet Foxes fra 2008-12.

• Har lavet otte soloalbum underkunstnernavnet J. Tillman og to undernavnet Father John Misty.

• Gift med sin store kærlighed Emma Elizabeth Tillman, der er fotograf, og har bl.a. skrevet sangen I Love You, Honeybear om hende.