Özlem Cekic: "Vi mødtes første gang til et politisk møde, hvor jeg var gift og han havde en kæreste"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var i en lille by lige uden for Ankara i Tyrkiet. Der boede jeg sammen med min mor og min storebror de første år af mit liv, hvor min far var gæstearbejder i Finland. Min mor var ufaglært, utrolig smuk og meget kreativ, for selv om hun ikke havde ret mange penge, gik vi altid virkelig flot klædt i det, hun selv syede og strikkede til os. 

Vi flyttede op til min far i Helsinki, da jeg var to år og derfra til Danmark. Da jeg skulle i 3. klasse, flyttede min bror og jeg tilbage til Tyrkiet, hvor vi boede hos min mormor, mens mine forældre blev i Danmark, hvor de arbejdede i døgndrift for at spare op til et hus i Tyrkiet. Det var svært at undvære dem, for vi kom til et land, vi ikke rigtig kendte, vi havde ingen relation til min mormor, og skolesystemet var meget anderledes end det danske. Der var ingen telefoner, så vi skrev breve, som var månedsvis undervejs, inden man fik et brev tilbage. I alle årene har mine forældre talt om at rejse hjem til Tyrkiet. I starten sagde de ”om fem år”. Så var det ”når børnene var blevet gift”. Da min yngste søster blev gift, spurgte jeg min mor, hvornår de så ville rejse, men der grinede hun bare. I dag pendler de mellem Danmark og Tyrkiet.

Hvordan fandt du din levevej?

– At finde min levevej var ligesom at stå ved et stoppested og vente på den rigtige bus, men da den ikke kom, tog jeg den næstbedste. Jeg ville gerne have været jordemor, men jeg havde ikke snittet, så jeg blev sygeplejerske. Jeg kom i praktik i børne- og ungdomspsykiatrien, som jeg faldt totalt for. Siden arbejdede jeg med traumatiserede flygtninge, misbrugere på gaden og børn med sjældne sygdomme. Nogle af de børn kom ind hver 14 dag og fik en livsnødvendig sprøjte til 110.000 kroner. Der tænkte jeg: Af alle lande i verden er Danmark det bedste. Senere blev jeg politiker, og som min far altid sagde: ”Med din tunge skal du enten være advokat eller politiker.” 

Jeg har altid haft en stor trang til at gøre noget ved uretfærdighed. Børn skal ikke vente på at få hjælp i psykiatrien, og hjemløse skal ikke nægtes en kop kaffe på en café, når de kan betale for den, bare fordi ejeren synes, de skræmmer de andre kunder væk. Jeg har altid haft et behov for at ændre på de ting, jeg oplever, er ekskluderende, for som min far sagde, så kan man ikke tillade sig at brokke sig over noget uden at gøre noget ved det. Det gav mig tit en voksenrolle i familien, at jeg tog ansvar og gjorde noget ved tingene. Jeg tolkede for de andre, kunne alle mine familiemedlemmers CPR-numre, og da jeg kom i Folketinget, kunne jeg socialloven og beskæftigelsesloven udenad. Men at jeg er sådan, betyder også, at jeg glemmer at holde fri. Når jeg ser en spiseseddel, skal jeg lige skrive et læserbrev, ringe til en journalist eller skrive noget på sociale medier. Jeg kan ikke holde fri, når der er internet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Devrim, min mand. Ham elsker jeg overalt. Han er min bedre halvdel, min bedste ven, min fortrolige og ham, jeg kan grine bedst med. Han er den, jeg helst vil på plejehjem med, men også ham, jeg har mest lyst til at kvæle, når han snorker. Vi mødtes første gang til et politisk møde, hvor jeg var gift, og han havde en kæreste. Vi blev venner, og da vi begge blev singler, begyndte vi at kysse. Det holdt vi dog hurtigt op med, for vi fandt ud af, at det var bedre at være venner. Sådan gik det tre gange, inden vi en dag blev enige om, at vi godt kunne være både venner og kysse. Vi deler de grundlæggende værdier, men derudover er vi som dag og nat. Jeg kan godt lide at skabe struktur og være i gang, mens han helst vil se Netflix og gå en tur. Han er rolig og kan lide forudsigelighed, mens jeg er spontan, og hvis jeg kunne undgå at sove, gjorde jeg det for at få mest muligt ud af livet. Tilsammen har vi tre børn, for Devrim har adopteret min ældste på 21 år, og så har vi to børn på 13 og 11 år sammen. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Så hyggeligt. Det bedste er, når folk kommer og hilser. Nogle gange er der folk, der skriver, at de har set mig et sted, men de ville ikke hilse. Arjjj, det skulle de da bare gøre. De fleste af dem, der stopper mig, er ældre mænd, som vil kramme mig. Det er så faderligt, men det må de ikke nu på grund af corona, og jeg savner det, for det fylder mig med energi. Det eneste, jeg ikke kan lide, er, når folk sviner mig til foran mine børn. Det har en pris at være en del af den offentlige debat. Jeg får stadig hademails, og da den franske skolelærer fik halsen skåret over i oktober, havde jeg lyst til at skrive et opslag om det på Facebook, men jeg orker simpelthen ikke det, der følger; trusler og hademails.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– En af dem er overrabbiner Bent Melchior. Vi er sammen mindst en gang om ugen, og vi kan ikke gå 100 meter på gaden, uden at folk stopper os og har tårer i øjnene, fordi det er så sødt, at en muslim og en jøde går sammen. Jeg har aldrig mødt mine bedstefædre, så vi har aftalt, at han er min bedstefar. Han rådgiver mig, og jeg ringer til ham i tide og utide. I forgårs ringede jeg til ham tre gange på én dag. Første gang fordi jeg havde fået en mail, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare på. Anden gang for at aftale et møde med ham og tredje gang var sent om aftenen, hvor jeg lige havde læst en sjov historie, som jeg bare måtte grine ad samme med nogen, og jeg ved, at han er B-menneske. Han er meget inspirerende. Jeg kender ingen andre 91-årige, som planlægger ti år frem i tiden, og det motiverer mig at være sammen med et menneske, som aldrig giver op. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, en dag i 2012, da jeg stod i min entre og var på vej ud for at handle med mit ældste barn. Pludselig kunne jeg ikke overskue æg, mælk og smør. Jeg var hende, der altid kunne have 20 bolde i luften uden at tabe nogen. Nu kunne jeg ikke stå op og tage tøj på på under en time. Jeg kunne ikke arrangere mine børns legeaftaler eller handle. Alt var umuligt, og når jeg kom hjem om aftenen, faldt jeg i søvn på sofaen. Jeg mistede grebet, og det overraskede mig selv mere end nogen andre. Jeg gik i et langt forløb hos en stresspsykolog, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville komme derud igen. Min mand er en fantastisk far og tog det store slæb i den periode. Nogle gange i dag, når han kommer sent hjem, tænker jeg på dengang, jeg havde stress, eller da jeg var i Folketinget og max spiste hjemme tre dage om ugen. 

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg drak min første dialogkaffe i 2009. Jeg følte, at jeg hele tiden blev ramt af racisme og had, men jeg var måske også selv med til at skabe den polarisering? Den første dialogkaffe var med Ingolf. Han havde på forhånd fortalt mig, at han var blevet smidt ud af Dansk Folkeparti, fordi han havde så ekstreme holdninger til jøder og muslimer, og han havde lavet radio for de danske nazister. Da jeg skulle besøge ham, var jeg bange for, at han ville slå mig ihjel, og jeg forventede at møde en mand med sorte negle i et hjem, der lugtede. Jeg havde taget morgenmad med, for hvor der er mad, er der fred. Jeg turde ikke engang sige til ham, at jeg slet ikke drikker kaffe. Men jeg mødte en mand, der var dybt optaget af grønne planter, og han havde den sødeste kone. Jeg sad der i 2,5 timer, for vi havde så meget tilfælles. For eksempel hvor mange fordomme, vi havde overfor hinanden, og enigheden om at velfærdssamfundet har mange mangler. Det overraskede mig, at vi havde så meget til fælles, for i mit hoved var jeg den gode, og han var den onde. Nu er jeg holdt op med at google folk, inden vi mødes til dialogkaffe, for jeg vil ikke sætte mennesker i kasser. Jeg har i øvrigt stadig kontakt til Ingolf.

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg er på vej til at starte en demokratisk bevægelse, der hedder Brobyggerne, og som allerede har 2200 medlemmer. Jeg synes, et af vores største problemer er polarisering. Vi lytter ikke til hinanden, men har travlt med at sætte mærkater på hinanden som halalhippie, landsforræder, klimatosse eller højreradikal. Jeg tror dog på, at der er mere, der samler os, end der skiller os ad. Men vi er alle sammen med til at dæmonisere hinanden, så jeg håber, flere vil tage et personligt ansvar for samtalen. 

Hvem er Özlem Cekic

• Født 1976 i Tyrkiet, men er også vokset op i Finland og Danmark. 
• Uddannet sygeplejerske, men blev valgt til Folketinget for SF i 2007. Fik i 2015 næstflest stemmer, men kom ikke ind, fordi partiet gik tilbage. Siden har hun forladt partipolitik. 
• I dag generalsekretær for foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, som arbejder mod polarisering og dæmonisering. Derudover holder hun foredrag. 
• Gift og mor til tre.