Phillip Faber: ”Jeg fik mere ansvar, end jeg selv ønskede”
Phillip Faber var ikke helt som sine jævnaldrende i skolen, fortæller han i denne uges ALT for damerne. Det skyldtes ikke mindst, at han i en ung alder skulle bære en masse ansvar – også mere, end han i nogle tilfælde havde lyst til.
Allerede som ung dreng var Phillip Faber enormt optaget af musikken, og derfor skilte han sig ud fra de jævnaldrende skolekammerater.
”De andre drenge spillede fodbold, men det har jeg aldrig interesseret mig for. Jeg havde da venner, men ikke nogen, der interesserede sig for det samme, som jeg gjorde. Min første musikalske forelskelse oplevede jeg, da Liva Weel-serien kørte over skærmen i 90’erne med Ulla Henningsen i hovedrollen. Jeg havde simpelthen en regulær forelskelse i Ulla Henningsen som 12-14-årig. Og det kunne jeg ikke dele med så mange. Jeg havde bl.a. et stort ønske om at klæde mig ud som Liva Weel og optræde med sangen ”Jeg ku’ bli’ no’et så 1-2-3” i min fritidsklub. Men guderne ville, at det aldrig blev ført ud i livet, og jeg tør slet ikke tænke på …”, siger chefdirigenten til ALT for damerne og griner højt, før han tilføjer:
”Altså, det ville nok ikke have bidraget til min coolness, hvis jeg havde gjort det.”
Med andre ord: Phillip Faber følte sig anderledes end de andre i skolegården – og på nogle fronter også ”vigtig”, fortæller han:
”Jeg var med i nogle film og en masse teaterstykker på Folketeateret og blev meget tit taget ud af skolen. Jeg kunne godt have brugt lidt hjælp til at tackle det spændingsfelt, jeg stod i. Det var lidt af et mirakel, at jeg ikke blev mobbet i skolen, for jeg følte virkelig, at jeg var meget speciel og vigtig, fordi jeg spillede teater og lavede film. Jeg syntes, at jeg var noget ganske særligt, men det fik jeg ikke meget kredit for blandt mine jævnaldrende. I teaterverdenen oplevede jeg et fællesskab, hvor jeg havde en rolle. I mere end en forstand.”
Et stort ansvar
Der var også andre aspekter ved barndommen, der gjorde, at Phillip Fabers opvækst adskilte sig en del fra de andres.
Phillips mor og far blev nemlig skilt, da Phillip var ganske lille. Han boede mest hos sin mor, som fik to sønner med en ny mand, men han besøgte også jævnligt sin far i Næstved, hvor han fik to halvsøstre. Det var ikke noget problem for Phillip, for han har altid elsket børn – men ansvaret var stort, og måske også lidt for stort til tider:
”Min ældste bror er ti år yngre end mig, og min yngste søster går stadig i gymnasiet, og jeg har fulgt med hele vejen, fra de blev født. Jeg var i meget høj grad den bleskiftende storebror. Og måske også i højere grad, end jeg selv valgte. Min mor blev også skilt fra mine brødres far, så jeg boede alene med hende og dem og havde et kæmpe ansvar for de to drenge. Også mere, end jeg selv ønskede og syntes var smart. Men heldigvis elsker jeg at være sammen med børn.”
Hvordan har det påvirket dig at få så stort et ansvar så tidligt?
”Jeg tror, jeg har turdet noget tidligt. Da jeg gik i 1.g og var 16 år, stod jeg pludselig ved et tilfælde – og ved en meget skarp musiklærers hjælp – og dirigerede skolens lille symfoniorkester. Jeg kan huske, at jeg bagefter tænkte, at det sgu var godt, at jeg havde passet William og Laurits så meget, for det gav mig en lille smule rygrad til at fortælle 3.g’erne, hvad der skulle ske på takt otte. Det tror jeg ikke, jeg ville have turdet ellers.”
Læs mere om Phillip Faber i dennes uges ALT for damerne, hvor han blandt andet fortæller om at blive en national kendis, og hvordan hans liv har forandret sig, efter at han er blevet far.
