Rosa fra Bagedysten: "Han døde ti minutter efter, at vi kom til sygehuset"

Inden Rosa i fjord skulle giftes med Carsten, sin mand nummer to, var der noget, hun måtte have på det rene. Noget, hun skulle spørge præsten om.

– Når man har været det igennem, jeg har, bliver man mere direkte – så jeg spurgte præsten, om man godt kan ligge på kirkegården mellem sine to mænd, siger Rosa.

– Vi skal jo herfra en dag, og jeg havde spurgt Carsten først, ler livsglade, ligefremme Rosa, som Danmark lærte at kende sidste år i Den store bagedyst.

Hurtigt blev hun vores alles farmor fra Glyngøre, som dæleme nok skulle vise de unge, hvordan man ordner en gang wienerbrødsdej, samtidig med at man bevarer fatningen og humøret, selv om kameraerne kører, og værten presser på med sit "så er der fem minutter tilbage".

61-årige Rosa Kildahl er sådan. Solid, munter og ikke sådan at tippe ud af balance. For sådan blev hun nødt til at være, da skæbnen satte hende på en hård prøve for tyve år siden.

Skæbnesvanger morgen

Det er tidlig morgen hjemme hos dengang 41-årige Rosa. Hendes teenagebørn sover, men hendes mand har vækket hende, fordi han ikke kan trække vejret og har voldsomme smerter. Rosa ringer 112, og så vækker hun børnene og forklarer så roligt, hun kan, at mor og far må et smut på hospitalet, fordi far har ondt.

Nogle uger forinden har Tommy været til læge med rygsmerter, men er blevet sendt hjem med et støttebælte og en håndfuld øvelser. Øvelserne viser sig at være for smertefulde, og Tommy bliver røntgenfotograferet, hvilket afslører nogle skygger på den ene lunge. Denne tirsdag har han derfor en tid til skanning.

Så langt når han bare aldrig.

– Vi kom ind på sygehuset klokken 7, og klokken 7.10 var han død, konstaterer Rosa.

Både mor og far

Rosa er i chok og overbevist om, at der må være sket en lægefejl, så hun vælger, at Tommy skal obduceres – og det viser sig, at hendes mand er fyldt med kræftsvulster.

– Det var fuldstændig uvirkeligt, og jeg husker ikke meget fra tiden lige efter, fortæller Rosa.

– Tommys søster var død efter lang tids kræftsygdom, og Tommy havde altid sagt, at hvis han fik det sådan, så var det bedre, at vi skød ham. Børnene og jeg prøvede at finde en meningsfuld side af det, der var sket – at Tommy var sluppet for et opslidende sygdomsforløb – men det var ikke til at forstå, at det var endegyldigt.

Sin egen sorg pakker Rosa væk, for der er vigtigere ting at tage sig af, og hun slår med egne ord over på automatpilot.

– Tommy og jeg kunne have haft mange år, men sådan skulle det ikke være, så mit fokus var på børnene, og jeg koncentrerede alle mine kræfter om at være både mor og far for dem, husker Rosa og fortsætter:

– Vi begyndte at gøre ting, som han ikke havde interesseret sig for. Han var hjemmemenneske. Så vi gik mere ud at spise, lavede festmad, når vi havde lyst, tog på ferier.

Rosa kollapsede nogle år efter sin mands død og lærte at passe bedre på sig selv. Foto: Tine Hvolby. 

Savner en bjørn

I tiden efter Tommys død arbejder Rosa fuld tid i Post Danmark, og hun kører Tommys værksted videre, indtil hun sælger det til førstemanden.

– Jeg følte et kæmpe ansvar for børnene og tænkte, at jeg måtte klø på, så længe de boede hjemme. Jeg arbejdede konstant, og det var nok også en måde at komme igennem det på, siger Rosa og forklarer, at selv om familien støttede så godt som muligt, så klarede hun hverdagen alene. Hverdagen og savnet.

– Sådan er det. Man skal selv arbejde sig igennem det, siger hun og tilføjer:

– Men der var da tidspunkter, hvor jeg længtes efter, at en stor bjørn kom og holdt om mig; én, jeg kunne læne mig op ad, og som tog lidt af ansvaret.

Efter nogle år i højt tempo går det da også galt. Rosa har de klassiske stresssymptomer: hukommelsesbesvær, søvnløshed, kort lunte. Men kan ikke selv se det.

– En dag da jeg stod i køkkenet og talte i telefon med en kunde, sagde min datter: "Mor, jeg tror altså ikke, man taler sådan til kunderne," husker Rosa.

Da hun omsider bliver sygemeldt, bliver hun indhentet af flere års negligering af kroppens signaler. Hun overmandes af træthed og sover nærmest en måned i træk.

– Det var en eftervirkning. Jeg havde ikke givet mig selv lov til at bearbejde sorgen, indrømmer hun.

– Men efter den måned i sengen var det, som om jeg var nulstillet. Jeg trængte til at ændre mit liv. Børnene var blevet store, og for første gang følte jeg, at jeg godt kunne tænke på mig selv.

Derefter uddannede hun sig til ejendomsmægler og fik et nyt arbejdsliv, og siden 2008 har hun været selvstændig.

Det værste er sket

Da Hendes Verden taler med Rosa, har hun også travlt. Der er noget hastværk ude på lageret, og der venter en større kage-event. At sørge har ikke haft og har stadig ikke førsteprioritet, indrømmer Rosa, mens vi snakker.

– Jeg har ikke sat mig og grædt i flere dage. Men ...

Og så knækker hendes stemme over, og pludselig kommer tårerne.

Vi sidder stille lidt, indtil Rosa fortsætter:

– ... så kan det komme, når vi snakker som nu. Men dengang kunne det ikke nytte noget, at jeg fik ondt af mig selv og sad og hylede. Det ville vi ikke komme videre af, forklarer hun.

– Jeg var nødt til at se fremad og fokusere på det positive. Jeg tænkte: "Det værste, der kan ske, er, at der sker noget med din familie." Nu var det værste sket, så fra nu af ville alting være vand ved siden af.

Fra det afsæt tog Rosa fat på at gøre alt det, hun indtil da havde frygtet: Tog jagttegn, lærte at stå på ski trods højdeskræk, tog sejlerbevis.

– Det havde jeg aldrig turdet ellers, men man får så meget hår på brystet af at stå sådan noget igennem. Jeg er blevet stærkere, og jeg har fået en belønning, siger hun.

I dag er Rosa selvstændig med firmaet H2O Branding, som sælger vand på flaske til virksomheder med deres logo på. Foto: Tine Hvolby. 

Lige i smørhullet

Samme mod sendte hende for 12 år siden ned i den lokale marineforening. Og her sad Carsten.

– Han var lidt indadvendt og havde aldrig haft en kone, så jeg måtte fare med lempe – jeg bagte på ham et år, ler Rosa – og tilføjer, at det var uden kage.

– Man kan få en frisk start, hvis man handler og skuer fremad. Prøv at få det bedste ud af det, tænk på de gode ting, I havde sammen, men lad være med at hænge fast. Det tjener ikke nogen. Man må tage skæbnen i sine egne hænder.

Efter 11 års samliv giftede Rosa og Carsten sig efter Den store bagedyst – og Rosa bagte naturligvis bryllupskagen.

Og så var der lige det med hendes sidste hvilested.

– Præsten svarede ja. Så når den tid kommer, skal jeg ligge i smørhullet.