Stjernen fra Doggystyle: "Der ligger en sårbarhed skjult under det hele"

Hvordan starter din dag?

– Når jeg vågner, kan jeg altid høre min veninde, der også er min roomie, trække sin skydedør til side, og så tænder hun for Radio24syv. Vi siger ikke så meget til hinanden om morgenen, det er bare dejligt at have én at stå op sammen med.

Hvad laver du for tiden?

– Jeg går på Akademiet, en fysisk teaterskole, der ligger på Nørrebro. Jeg føler, jeg har hovedet nedad hele tiden, fordi vi laver mange kolbøtter og saltomortaler. Det er spændende at udtrykke sig på en anden måde end med ord. Vi siger så meget med kroppen, og det opfatter vi måske endnu bedre end tale.

Hvad var særligt ved at være med i Doggystyle?

– Anna Emma, som har skrevet og instrueret serien, skriver replikker, som ligger rigtig godt i munden. Som vi rigtig taler. Sprog i film og serier vil altid være anderledes end hverdagssprog. Derfor er det også en kunst at få publikums ører til at tro på det. Og så var det bare en virkelig god historie at fortælle og et virkelig godt hold at gøre det sammen med.

Hvad er seriens vigtigste pointe?

– At det ikke handler om at blive til noget, men at blive til nogen. Hvis du ikke har dig selv med i det, du laver, kan det være lige meget. I starten af 20’erne prøver du at finde ud af, hvem du er. Det skal alle igennem. Men jeg tror, at ensomheden i den proces bliver mere og mere udtalt i den tid, vi lever i. Selv om alle er trætte af at tale om sociale medier, er det stadig virkeligheden, og du kan ikke være blind for den forvirring, de kan skabe, fordi du hele tiden kan se, hvordan andre har det – eller lader, som om de har det.

Hvad gør Doggystyle til sin egen?

– Serien er ægte, og karaktererne er komplekse. Min karakter Asta gør nogle gange nogle irriterende ting, men hun gør det af en grund. Du kan lide hende på trods af hendes handlinger. Vi er jo alle sammen irriterende en gang imellem, og det er okay, for ligesom Asta rummer vi også søde og sjove sider. Det er også dejligt, at Doggystyle foregår i provinsen. Vi har brug for at glo på noget andet end Nørrebrogade og Søerne og se, hvordan livet ser ud udenfor vores egen lille klokke.

Hvad har du fået af reaktioner?

– Serien taler til forskellige aldre, og det har overrasket mig, hvor mange rigtig voksne, der har set den og fået noget ud af den. De er meget omsorgsfulde over for hovedkarakteren og hendes situation og kan genkende sig selv fra den periode i deres liv. Den sårbarhed, som ligger skjult under det hele.

Hvad har du taget med fra serien ud i det virkelige liv?

– Helt praktisk har jeg lært, hvordan jeg skal bevæge mig under en optagelse, hvor boomstangen er, og om jeg skal gå højre eller venstre om kameraet. På et mere eksistentielt plan rejser serien en masse spørgsmål om at være ung, men besvarer dem ikke. Det er vigtigt! Der er en tendens til, at du skal gå på CBS og have en fed lejlighed og nogle børn, men sådan fungerer virkeligheden ikke. Der er ingen, heller ikke politikere, der kan lave en opskrift for, hvordan, hvornår og hvor længe unge skal tage en uddannelse. Hvorfor skal du skynde dig? Du kan godt gøre tingene i et langsommere tempo og nå det samme samtidig med, at du udvider din horisont. Min mor siger: – Man kommer aldrig for sent til noget. Hun er klog.

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du kunne, da du stod på kanten til ungdomslivet?

– Lad være med at bekymre dig så meget om alt muligt, for du kan ikke styre en skid alligevel. Det forsøger jeg stadig at sige til mig selv ...