"Jeg var 17 år og havde aldrig kysset nogen, og jeg var skrækslagen"
Rudi Nielsen har spillet Mie i Far til fire-filmene, men selv om hun var med i otte film, tænkte hun aldrig på det som et arbejde, omend det endte med at blive hendes levevej. Filmene satte gang i karrieren - og så gav det hende ikke mindst hendes første kys.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Søborghus Park. Men først boede jeg hos mine bedsteforældre i Gladsaxe. Min mor var danserinde og forlovet med min biologiske far. Da hun blev gravid, skrev hun et brev til ham, men det viste sig, at han desværre var gift og havde to børn i forvejen. Min mor arbejdede, så derfor boede jeg hos mine pragtfulde bedsteforældre. Min mormor hentede mig hver dag fra skole med hunden, og maden var færdig, når morfar kom hjem fra arbejde. Så var hjemmeskoene og Aftenbladet klar til ham, og aftenen gik med at høre radio, lave lektier og håndarbejde. Den kærlighed, der var mellem de to mennesker, har præget mig resten af livet. Min mor og hendes nye mand, som jeg betragtede som min far, kom og besøgte mig engang imellem, og jeg var også på besøg hos dem. Men jeg hørte til i Gladsaxe. Først da jeg gik i 2. klasse, flyttede jeg hjem til mine forældre, som i mellemtiden havde fået min lillesøster, Annisette. Mine forældre var hund og kat, og jeg spurgte ind imellem min mor, hvorfor hun ikke lod sig skille. Men hun var opdraget som husmor, og hun var bange for, at hun ikke kunne klare sig uden en mand.
Hvordan fandt du din levevej?
– Min mor var jo danserinde, og det var naturligt for hende at bukke mig i begge ender, fra jeg blev født, så at sige. Jeg gik til ballet og akrobatik, og Annisette og jeg kom i Pingklubben, som var et børneteater. Jeg var med i Annie Get Your Gun, da jeg var seks år. Det var rigtig sjovt. Jeg tog selv bus og sporvogn hjem om aftenen efter forestillingen. Som otteårig blev jeg Danmarksmester i akrobatik og fotograferet til bladene. Dengang ledte de efter børn til Far til fire-filmene. Jeg blev prøvefilmet, og det gik åbenbart meget godt. Jeg var lige lille nok, men det tog dem et år at finde Lille Per, og på den tid var jeg vokset ti centimeter, så jeg kunne være med. Vi lavede otte Far til fire-film plus et par andre film. Jeg tænkte aldrig på det som et arbejde. I dag hører man jo om børn, der bliver pacet, men for mig føltes det som en leg.
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– I den sidste Far til fire-film mødte jeg Harald, som var et supertalent i fodbold. Han skulle spille Lille Pers fodboldtræner, som havde et godt øje til Mie. Da der skulle laves pressearbejde til filmen, blev vi bedt om at kysse foran fotograferne, for vi var lidt af et scoop. Først ville jeg ikke, men så blev jeg overtalt. Jeg var 17 år og havde aldrig kysset nogen, og jeg var skrækslagen. Da jeg kørte hjem den aften, tænkte jeg: Hvad skal jeg sige til mine forældre? Men de syntes bare, det var sjovt. Allerede næste dag ringede Harald og inviterede mig ud. Han havde reserveret bord på Bellevue Strandhotel og bestilt spaghetti og vin til os. Jeg havde aldrig prøvet nogen af delene, og jeg havde spaghetti op ad armene. Da vi kom ud til bilen, tilbød jeg at betale halvdelen af middagen, for jeg tjente jo mine egne penge som skuespiller. Siden dengang grinede vi meget af, at det var derfor, han valgte mig: Jeg er en pige, der betaler for sig selv.
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg tænkte ikke så meget over opmærksomheden dengang, og jeg har altid syntes, at folk var rare, når de henvendte sig. Herhjemme har man jo ret til et privatliv i modsætning til i udlandet. Men der var meget opmærksomhed på os. Vi skrev breve sammen hver eneste dag, mens han boede i Italien, og jeg boede i Danmark. I brevene aftalte vi, hvornår vi skulle tale i telefon sammen. Så bestilte man en samtale på Rigstelefonen og ventede i timevis på, at den gik igennem. Harald og jeg mødte for nogle år siden en dame, der kom over og fortalte, at hun havde arbejdet på Rigstelefonen og været med til at stille vores samtaler igennem. Hun fortalte også, at selv om de ikke måtte lytte med, gjorde de det.
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
– Kort efter jeg havde mødt Harald, skulle jeg være med i en revy i Gilleleje. Harald kørte mig derop til prøverne, men han var nødt til at køre hjem igen, for han skulle i Idrætsparken og spille fodbold. Volmer Sørensen, som var instruktør på forestillingen, kørte mig hjem bagefter, men vi kørte galt, og jeg kom voldsomt til skade. I ni dage lå jeg på hospitalet, og det kunne gå begge veje. Da jeg vågnede, havde jeg indre blødninger, brækkede lemmer, og jeg kunne ikke mærke mine ben. Samlet set lå jeg over tre måneder på hospitalet. Jeg tror, jeg alligevel kom så godt igennem det, fordi jeg var så forelsket. Ulykken gjorde også, at jeg fik et helt andet syn på livet. Unge mennesker tror, at der ikke kan ske dem noget. De tager stoffer, ryger og drikker spiritus, men når du ligger der på hospitalet, ved du, at livet ikke er en selvfølge. Det kan gå galt på et øjeblik, og det sidder i baghovedet, at du skal være glad for livet.
Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Jeg var med i flere teaterstykker, da jeg blev optaget på Privatteatrets elevskole. Jeg var sådan set klar til at fuldføre teaterskolen, men der stod Harald over det hele, og vi længtes sådan efter hinanden. Til sidst blev jeg løst fra min kontrakt og rejste ned til ham i Bologna, hvor han spillede fodbold. Det hele gik så stærkt, og jeg var kun 19 år. Tænk hvis jeg ikke havde mødt Harald, så var jeg nok blevet ved filmen, men som Harald altid sagde, så har han reddet mig fra mange forliste ægteskaber og selvmordsforsøg. Jeg brændte alle broer, selv om jeg kunne have haft en karriere. Men Harald betød mere end det. Dengang kunne man ikke bo sammen i Bologna uden at være gift, så vi blev gift over stok og sten. Harald fik to fridage, så vi kunne tage til Danmark og blive gift hos Erhard Jakobsen, som var borgmester, på Gladsaxe Rådhus. Det var meget tys-tys, for journalisterne var stadig interesserede i os. Vi var et hot par. Det var Erhard Jacobsen, der skulle tage et billede af os, men han havde glemt at sætte film i kameraet, så der eksisterer ikke et eneste billede fra mit bryllup.
I Italien blev jeg hjemmegående. Jeg havde gået på et husholdningskursus i Danmark, så jeg vidste, hvordan man vred en klud på den rigtige led og pudsede vinduer i avispapir. Jeg havde også lært at bage rugbrød og wienerbrød, men jeg lovede mig selv, at det ikke var det, jeg skulle bruge mit liv på. Mad interesserede os dog, og i Italien lærte jeg at spise spaghetti. Vi boede samlet set 11 år i Italien. Hustru og mor er den fornemmeste rolle, jeg har haft. At få livet til at fungere for en hel familie er fornemt. Når du tænker over, hvad du giver videre til eftertiden, er det jo dine børn og børnebørn.
Hvordan fandt I vej hjem?
– Harald fik en diskusprolaps og holdt op med at spille fodbold. I stedet begyndte han at handle med ting mellem Danmark og Italien. Dengang kunne ingen italienere fremmedsprog, så det var svært for danske virksomheder at komme ind på det italienske marked. Harald handlede med laks, elektronik og kobber. Jeg plejer faktisk at sige, at han handlede med alt fra tandbørster til lokomotiver. Harald var endnu mere populær i Italien end i Danmark, og han kunne snakke sport og politik med italienerne. Sådan startede det, og til sidst oprettede vi et handelsselskab, som importerede tasker fra Italien til Danmark. Harald var en dygtig forretningsmand og investerede også pengene. Han var vokset op som en fiskehandlers søn, så han havde kunnet handle, siden han var barn.
Dit livs omvej?
– Jeg har aldrig mødt min biologiske far, og jeg har heller aldrig haft lyst. Men for nogle år siden fik jeg et brev fra mine fem halvsøskende. De havde set mig i biografen dengang og fået at vide, at jeg var deres halvsøster. De ville gerne mødes med mig, og jeg ville også gerne møde dem. Vi snakkede i timevis, og de viste mig billeder af vores far. De har klaret sig godt de fem, og det hele faldt på plads, da jeg mødte dem. Annisette og jeg har aldrig betragtet os som halvsøskende, og selv om vi altid har fået at vide, hvor forskellige vi er, så føler vi os ikke forskellige.