Skønheden og Udyret Live Action

Så er den her! Se den nye, smukke trailer for ”Skønheden og Udyret”

Så er der nyt om den allerede hypede live action-version af Disneys animationsklassiker "Skønheden og Udyret". Holdet bag filmen har nemlig netop offentliggjort traileren – og den ser eventyrligt lovende ud!

Der er dømt eventyr og Disney-nostalgi for alle pengene i traileren til den kommende live action-version af Disneys tegnefilmsklassiker "Skønheden og Udyret" fra 1991. Udyret, spillet af Dan Stevens, ligner sig selv, slottet i skoven ligner sig selv, de levende lysestager, tepotter og service ligner sig selv – og Belle, der, som et stort scoop for Disney, bliver spillet af Emma Watson, ligner fuldstændigt Belle, som hun så ud i den animerede udgave. Selv soundtracket har ikke fået meget mere end et lille ansigtsløft siden 1990'erne.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama: Førstedamen, der vandt vores hjerter

Og det er jo sådan, det skal være! Vi synes i hvert fald, at den netop offentliggjorte trailer til live action-dramaet ser overordentligt lovende ud.

Filmen, som udkommer 17. marts 2017, er da også allerede temmelig hypet og får en del opmærksomhed på de sociale medier – formentlig delvist på grund af castet af tidligere Harry Potter-skuespiller, feminist og UN Women Goodwill-ambassadør Emma Watson i hovedrollen som Belle, som jo netop er en af de Disney-heltinder, der bliver hyldet for at være andet og mere end et kønt ansigt. Belle læser bøger, vender bejlerne ryggen og drømmer om en verden langt fra det trivielle landsbyliv. Hun bliver flere steder fremhævet som et godt forbillede for de unge seere – ja, ligefrem som "et tidligt eksempel på feminisme i Disney-film".

Der er ikke sket meget med looket siden 1991, hvor Disneys tegnefilmsklassiker "Skønheden og Udyret" havde premiere. Her et billede fra den nye film, som kommer ud i foråret 2017. 

Uanset om man er enig i dén analyse eller ej, ser det ud som om, at man i hvert fald kan glæde sig til en god portion barndomsnostalgi og eventyr krydret med special effects og smukke kjoler i den nye film. Varm op med traileren her:

Disney har også offentliggjort en række smukke billeder fra filmen, som du kan se her, hvis du slet ikke kan få nok:

Emma Watson som Belle på slottet, som først virker uhyggeligt, men senere bliver hendes hjem. Det levende inventar er selvfølgelig også at finde i slottets kroge - ligesom i tegnefilmen. Foto: Disney.

Ingen "Skønheden og Udyret" uden vores yndlings hadekarakter, den narcisistiske, opblæste og spejlblanke Gaston, der godt nok har kæbeparti for to, men derudover ikke har ret meget andet end floskler at byde på. Her spillet af Luke Evans. Foto: Disney. 

 

 Belle og hendes sødt-skøre far, opfinderen Maurice. Foto: Disney. 

LÆS OGSÅ: Her er Stan Smith og Superstars' afløser

LÆS OGSÅ: Fra Sex and the City til Alene Hjemme 2: Husker du også Donald Trump fra disse film og tv-serier?

LÆS OGSÅ: "Det nytter ikke noget, at vi siger til alle vores børn, at de er smukke, når det ikke passer"