Sidse Babett Knudsen hyldes på ekstraordinær vis af Frankrig
Skuespiller Sidse Babett Knudsen får den fornemmeste franske orden for sin indsats i fransk film.
”Ridder af den franske Æreslegion”.
Den titel er der ikke mange danskere, der kan skrive på CV’et – men det kan Sidse Babett Knudsen nu gøre.
Det skriver Den Franske Ambassade i København i en pressemeddelelse.
I sine ungdomsår drog Sidse Babett Knudsen til Paris for at holde blot et enkelt sabbatår, men det endte med, at hun blev hængende i seks år og tog sin skuespilleruddannelse der. Da hun flyttede dertil, kunne hun ikke ét ord fransk, men i dag taler hun det flydende og har medvirket i flere franske film.
Og det er netop også hendes indsats i franske film, som hun nu hædres for – og endda med den fornemmeste franske orden.
”Med sine beundringsværdige bidrag til fransk film illustrerer Sidse Babett Knudsen på perfekt vis rigdommen i de fransk-danske kulturelle forbindelser. Vi kan betragte os selv som meget heldige, at denne store skuespillerinde har en stor tilknytning til Frankrig. Tak til hende!” fortæller Frankrigs Ambassadør, Christophe Parisot i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Sidse Babett Knudsen fik overrakt æresordenen af den franske ambassadør. FOTO Ambassade de France / Tanguy Pégné
Skuespilleren, som er bedst kendt i Frankrig for sin rolle i Borgen, er meget beæret over den store anerkendelse.
”Jeg er meget stolt af at modtage denne fine orden, ikke mindst fra Frankrig, som betyder noget helt særligt for mig. Frankrig har været med til at gøre mig til den jeg er, efter jeg tilbragte nogle år i landet på et vigtigt tidspunkt i mit liv, som ung,” fortæller hun.
Hun har desuden vundet det franske svar på en Oscar, en César, for sin birolle i den franske film ’L'Hermine’ samt er ridder af den franske kunst- og litteraturorden L’Ordre des Arts et des Lettres. En grøn korsmedajle, som anerkender aktører, der har ydet ”signifikant bidrag” til berigelsen af den franske kulturarv.