En aften da Sisse Sejr ville koge pasta, sagde hendes krop stop

Når Sisse Sejr-Nørgaard går i køkkenet og finder ingredienser frem, er der for en stund ingen klimakrise, krig i Europa eller galopperende elpriser. Der er kun æg, mel, sukker og krydderier, som lige om lidt samler sig til en duftende kage. I en hverdag med to små børn og et job som journalist giver madlavningen noget, hun ikke finder andre steder.

"Når jeg ved, at jeg skal hjem og lave mad, går jeg rundt og glæder mig hele dagen – og når jeg er i gang, glemmer jeg verden et øjeblik," forklarer Sisse.

Læs også

Moniques underviser bad alle om at ringe til deres ekskærester – det blev en øjenåbner

Vigtig karriere

I hendes lejlighed på Nørrebro dufter der sødt af bagværk. Et tandfrembrud forstyrrede Sisses yngste datters nattesøvn, så hun fik sin mor tidligt ud af sengen, og derfor var der tid til røre en clafoutis (frugttærte) sammen, inden Hendes Verden kom på besøg. Herligheden står nu på spisebordet og venter på at blive nydt med creme fraiche.

For Sisse er det en stor tilfredsstillelse at kunne åbne køleskabet og bruge de råvarer, hun har, for kort efter at servere et velsmagende måltid.

"Det der med at stå op og sige: ”Jeg laver lige en kage” – det er rart. Nogle mennesker kan finde ud af at bygge ting, andre kan strikke, og jeg kan lave mad," siger Sisse, hvis kærlighed til madlavningen ikke kun handler om resultatet.

Faktisk er selve processen lige så vigtig som det, hun i sidste ende sætter på bordet. Det kommer vi tilbage til, for oprindeligt var der aldrig nogen, der forventede særlige kulinariske præstationer af Sisse.

I hendes barndomshjem var der fokus på, at hun passede sin skole, blev dygtig til noget og fik en karriere. Det gjorde hun også. Så godt, at det var ved at køre hende ned.

Kroppen sagde stop

Da Sisse var midt i 20’erne og nyuddannet, fik hun job som nyhedsjournalist på BT, og hun købte ind på forestillingen om, at en journalist aldrig har fri. Derfor knoklede hun og holdt sig kørende på ris med soja, baby bites fra Seven Eleven, pizza, og hvad hun ellers kunne finde på i farten.

Imens producerede hun et hav af artikler, som hun aldrig så igen, for næste dag var der nye historier, der skulle dækkes, og sådan fortsatte det i en endeløs cyklus.

Indtil Sisses krop sagde stop.

En aften da hun ville koge pasta – en af de få discipliner i et køkken, hun mestrede – vidste hun pludselig ikke, hvor hun skulle lede efter pastaen, og anede ikke, hvad der var op og ned.

Sisse fik en akuttid hos en psykolog og kom hjem med beskeden om, at hun havde galopperende angst og stress. Hun blev sygemeldt, og psykologen anbefalede senere hen, at hun fandt sig en hobby – for at få noget ind i sit liv, der gav hende glæde, ud over arbejdet.

Læs også

Natasja Crone: ”Det er hårdt, når man skal sige det uigenkaldelige farvel”

Zumba og brætspil

"Jeg prøvede alt muligt – brætspilsklub, zumba, bogklub, kunstklub. Og jeg fik mere og mere ondt i maven over, at der ikke var noget af det, jeg syntes var lige så sjovt som journalistik," husker Sisse.

Til gengæld begyndte hun – i fraværet af kantinemad og arbejdspres – at bruge mere tid på at lave mad. I begyndelsen simple retter som ris med et spejlæg, lidt grønsager eller soja. Men langsomt udviklede det sig.

"Hele den proces med at gå og overveje, hvad jeg ville lave, handle til det og forberede det for til sidst at sætte mig ned og spise et måltid gav mere og mere mening," forklarer hun.

"Jeg fik den her afrunding; en fornemmelse af at have lavet et stykke arbejde, som var færdigt, hvilket jeg aldrig fik som nyhedsjournalist. Det blev rent crack for mig."

Snurrer til familien

Madlavningen fik Sisse til at indse, at hun har brug for at arbejde med noget, som bliver færdigt. Så i dag hvor stressforløbet for længst er overstået, arbejder hun med områder af journalistikken, der har en mere naturlig afslutning end nyhedsstrømmen. Og maden er stadig hendes store hobby.

"Jeg bruger nok madlavningen lidt som de der mænd, der begynder at løbe i 40’erne og pludselig skal lave en ironman," smiler hun.

"Det er mit helle og en måde at trække mig fra en hektisk hverdag på. Men når jeg har stået flere timer i køkkenet, har jeg bagefter nogle fantastiske kardemommesnurrer, jeg kan give min familie og på den måde sige ”undskyld, jeg var væk”."

Den perfekte omelet

Ud over den lille timeout elsker Sisse, at madlavning rummer mulighed for at lære nyt. På hendes liste står blandt andet mousse – en disciplin, hun gerne vil mestre lige så godt som dem fra 'Den store bagedyst'.

Hun har også investeret i et aggregat til at lave pølser, og så drømmer hun om kunsten at stege en and til perfektion. Glæden er enorm, hver gang Sisse erobrer nyt territorium i køkkenet, men særligt én gang var det en ekstra stor tilfredsstillelse:

Læs også

Fra stripper til forfatter og familiemenneske: Tanya tog livet i egne hænder

For et par år siden bestilte hun en omelet på en fransk restaurant i nabolaget – og fik smagen af sin barndom i munden. Æggeretten smagte præcis som den omelet, Sisse som barn spiste hver aften i 14 dage på en ferietur til Eksjugoslavien, og som hendes far efterfølgende forsøgte at kopiere utallige gange uden held. Nu sad hun 30 år efter og nød samme fornemmelse af luftig æggemasse, og hun spurgte til teknikken.

Pisk æg godt, sæt panden på mellemvarme, og sørg for at løfte under omeletten med en spatel, mens den sætter sig, så den danner lag, lød svaret.

"Jeg gik hjem og prøvede, og den sad lige i skabet. Der smeltede jeg lidt indeni," husker Sisse.

Gråd og glæde

Ligesom alle andre har Sisse dage, hvor hun ikke gider at lave mad, og hvor hendes mand eller den nærmeste takeaway står for affodringen. Men maden er stadig hendes legeplads – også når den ind imellem er et besværligt bekendtskab.

"Det er ikke, fordi jeg altid er totalt i zen, når jeg laver mad. Jeg bliver gal, når jeg har en smag i tankerne, og det ikke vil lykkes. Jeg har grædt over mange kager, og min mand forlader altid matriklen, når jeg laver store lagkager," fortæller Sisse, som derfor både glæder sig til og frygter sin snarlige 40-års fødselsdag, hvor hun har planer om at kreere et ægte sønderjysk kaffebord med 21 kager.

"Det kommer jeg til at græde rigtig meget over, konstaterer hun – men trøster sig ved tanken om, at hun heldigvis altid kan frembringe en perfekt hjemmelavet omelet."