Ny X Factor-vært: Nu er Sofie Lindes barselsvikar fundet
Sofie Linde er gået på barsel lige op til, at X Factors liveshows går i gang. Heldigvis har DR allerede fundet en afløser.
I går offentliggjorde Sofie Linde på Instagram, at hun netop har født en lille pige ved navn Trine. Det skete blot en lille uge før, at X Factors liveshows går i gang, hvor Sofie Linde ellers skulle have været vært. DR oplyser dog, at de allerede har fundet en barselsvikar for Linde: Hendes mand Joakim Ingersen.
Joakim Ingersen er selv tv-vært og er blandt andet kendt fra ”Ultra Factor”, der er DR Ultras pauseunderholdning under X Factor. Han fortæller til DR, at han altid har drømt om at være med til at lave X Factor.
- Nu får jeg endelig muligheden som den første mandlige vært! Det bliver selvfølgelig en stor udfordring, for Sofie har sat barren højt, men jeg skal gøre mit allerbedste, fortæller Joakim Ingversen til DR.
Han mener selv, at det var helt oplagt, at valget faldt på netop ham.
- Sofie og jeg går gennem ild, vand og konfetti sammen, så det er helt naturligt, at det er mig, der på fredag tager kjolen på og er vikar for min hustru.
Det er DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, enig i:
- Joakim er som Ultra Factor-vært den perfekte vikar, der vil kunne træde direkte ind og løfte opgaven. Jeg er sikker på, at X Factor og seerne vil være i fuldstændig trygge hænder, indtil Sofie er tilbage, siger han.
I mellemtiden kan Sofie Linde bruge sin energi på at passe parrets nyfødte datter.