Sonja Oppenhagen åbner op om svære teenageår: ”Jeg følte, at jeg mistede alt”

Mit første minde

… er et glimt fra en mark.

Jeg springer gennem de nyhøstede kornstrå på bare pigeben.

Læs også

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

Men selvom jeg prøver at springe, så højt jeg kan, stikker de spidse strå mig alligevel, så jeg får små sår på anklerne. Jeg er vel en fire-fem år gammel og hjælper med at bære mad i store kurve ud til de arbejdende i marken. Solen skinner, og det er dejlig varmt. Jeg husker det som om, det var en af de somre, der varede for evigt.

Kornmarkerne lå ved en gård, som min fars familie ejede lidt uden for Holbæk. Og det var en gård, vi tit besøgte i ferierne. Det var en helt anden verden end den, jeg voksede op i på Frederiksberg, hvor der kun var en baggård at lege i. Her var der åbne vidder og ubegrænset frihed. En bedstemor i et forklæde ved et gammeldags komfur. Og en smuk, velholdt have med grøntsager, bær og blomster. Alt var anderledes. Og det var vi også.

Hjemme i København var der spændinger mellem min mor og far. Det mærkede vi selvfølgelig, min bror og jeg. Men når vi var på gården, var det som om, de problemer, de havde, blev ophævet for en tid. Og vi bare var sammen. Måske er det også derfor, at minderne fra de somre står så tydeligt for mig.

Min første skoledag

… var mildest talt ikke særlig vellykket. Jeg er venstrehåndet, men tilhører den generation hvor man lærte at skifte til højre. Min mor havde lært mig det, så jeg ikke fik problemer. Og jeg skrev faktisk godt med højre.

Men lærerinden var af den nye skole og gav mig besked på at skrive med venstre igen. Jeg gjorde selvfølgelig, som jeg fik besked på, men startede i venstre hjørne af papiret i stedet for højre – og kom derfor til at skrive skråt. Frk. Skråstreg døbte lærerinden mig. Og mit øgenavn hang ved. Fra første skoledag til jeg stoppede, da jeg blev optaget på Balletskolen. Mens det stod på, oplevede jeg det som helt utroligt irriterende. Og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være irriterende for et barn, selvom det selvfølgelig ikke er noget, der kan hidse mig op længere.

Mit første kys

… fik jeg af en smuk, lyshåret dreng en vinteraften i min gadedør. Det var min første lille forelskelse, og jeg var 14 år gammel. Jeg havde mødt ham på en skøjtebane på Enghave Plads i København. Dengang overrislede man pladsen med vand, når frosten kom, og så løb alle på isen med nyslebne skøjter.

Jeg husker ikke, hvordan vi begyndte at tale sammen. Men han har med garanti været god til at skøjte. Og så havde han meget smukke lyse krøller. En aften fulgte han mig hjem. Og så fik jeg mit kys. Det føltes som tusinde sommerfugle i maven. På en iskold vinterdag. Vi skøjtede sammen, og han fulgte mig hjem, indtil det begyndte at tø. Og så var det det.

Læs også

Badehotellets hr. Weyse: Her er hans kendte kæreste

Sjovt nok fandt jeg et billede af ham for ikke så længe siden, da jeg ryddede op i nogle kasser i mit sommerhus. Et pasbillede af den type, man udvekslede med venner og klassekammerater dengang. Der var han igen efter alle de år. Med sit smukke drengeansigt og sine lyse krøller. Og jeg tænkte bare: Ej, hvor er han sød!

Mit første nederlag

… mødte jeg tidligt i livet, da jeg som helt ung teenager blev smidt ud af Balletskolen. Jeg følte, at jeg mistede alt. Det Kongelige Teater var hele mit liv. Det var her, jeg dansede, her jeg gik i skole. Her mine venner og lærere var. Og vigtigst, så var det det sted, kreativiteten flød. Hvor alt det, jeg elskede og længtes efter, fandtes. Og pludselig fra den ene dag til den anden blev det hele taget væk.

Det tog mig mange år, før jeg kunne sætte mine ben på Gammel Scene igen. Jeg kunne ikke bære duften af harpiks og lyden af gonggongen, når der bliver meldt klar scene – uden at være en del af det. I dag elsker jeg at være der. Både på scenen og som publikum. Fordi det er der, min barndom og ungdom findes. Dengang var det et hårdt slag. Men det lærte mig, at hvis man virkelig vil lykkes med noget, så er der ikke andet at gøre end klø på. Og det gjorde jeg. 

Mit første job

… var som den unge pige Elise i Morten Korch-filmen Næsbygaards arving. Jeg var 16 år, men lignede et barn på 12 og blev også markedsført sådan. Det var meget fortvivlende for mig dengang. Jeg var jo teenager. Og følte mig bestemt ikke som noget barn.  Men det var det, filmproducenterne meldte ud, og sådan der blev skrevet i pressen, så jeg måtte finde mig i det.

Dengang var der ikke mange barnestjerner, så efterhånden som der kom flere roller, blev jeg hurtigt folkeeje. Jeg arbejdede, fortsatte min private balletundervisning og passede min skole. Det var et meget travlt liv for et meget ungt menneske. Men jeg elskede det og forstod meget tidligt, at det kreative er en nødvendighed for mig. Og disciplinen og arbejdsmoralen havde jeg med mig fra Det Kongelige Teaters Balletskole.

Da jeg selv blev mor, og min datter viste interesse for skuespilfaget, var der imidlertid ingen tvivl i mit sind om, at barnestjerne skulle hun i hvert fald ikke være. Hun skulle have sin barndom i fred. Så på den måde er man nok mere skånsom mod sine børn end sig selv.

Min første lejlighed

… flyttede jeg ind i som 19-årig. Jeg var lige blevet optaget på Odense Teaters elevskole. Det var et lille bitte sted. To små værelser med bad. Og skrå vægge. Men jeg gjorde det til et hjem. Med et lille interimistisk tekøkken. Jeg havde hverken blus eller køl, men kunne tilberede en variant af den på det tidspunkt meget moderne friturestegte camembert, ved at lune en ost på min brødrister. Og så servere med ristet brød og syltetøj.

Jeg fik teatersnedkeren til at lave to små specialfremstillede bænke, så man kunne sidde under de skrå vægge, og indrettede mig med mine bøger og mine få, men fine ting. Jeg har altid været optaget af at bo smukt. Ikke dyrt og stort eller fancy. Det interesserer mig slet ikke. Men det betyder meget for mig, at mine omgivelser er smukke. Jeg er æstetiker, når det gælder mit hjem. Der skal være ryddet og rart. Og så skal jeg nyde at være i det og nyde det, der omgiver mig. Alt, hvad jeg ejer og har i dag, har en historie. Ellers gider jeg slet ikke have det.

Læs også

Andreas Jebro og Amalie Dollerup har været sammen i 17 år: ”Dét har hun lært mig om kærligheden”

Min første skideballe

… viste sig faktisk at være en stor hjælp i mit professionelle liv. Selvom det selvfølgelig ikke føltes sådan, da det skete. Jeg var nyuddannet skuespiller og på turné med forestillingen Charles tante. Vi spillede 308 gange. På scener i hele landet. Denne aften i Hvidebækhallen. Og her gik det altså galt.

Midt under forestillingen fik jeg og tre andre unge skuespillere et ustoppeligt grineflip. Vi kunne simpelthen ikke holde op igen. Indtil den ældre og erfarne skuespiller Bjørn Puggard-Müller slog en hånd hårdt i bordet råbte: ”Hvad er det, der er så morsomt?!” Så blev vi stille. Jeg blev så forskrækket. Og flov.

Men siden har jeg haft en evne til at bremse mig selv og faktisk også andre i at grine på scenen. Jeg kan styre min egen latter og se så alvorligt og intenst på de andre, at de også stopper. Det er som om, jeg hiver latteren ud af dem. Selvom jeg aldrig skælder ud, ved jeg, at evnen stammer fra den aften på scenen i Hvidebækhallen, hvor jeg selv fik en ordentlig skideballe.

Mit første barn

… fik jeg som 25-årig. Det lyder ungt, men det er kun fordi, folk i dag får børn så fortvivlende sent. Jeg var helt klar til at blive mor og nød, da Anne kom. Men jeg havde travlt. Jeg var jo i fuld gang med at etablere min karriere og udvikle mig inden for mit fag.  Få det hele til at blomstre på én gang, simpelthen. Vi var så privilegerede, at vi kunne ansætte en ung pige, det gjorde det lidt mere fleksibelt. Hvis jeg havde prøver om dagen, var jeg hos Anne om eftermiddagen. Og når jeg spillede forestilling, havde vi dagene sammen.

Der gik lidt over 10 år, før jeg blev mor igen. Til Oliver. Og der var jeg på mange måder et andet sted i livet. Der var lidt mere ro på. Men som skuespiller handler det jo om at indrette sig og finde løsninger, så tingene kan gå op – ligesom det gør for sygeplejersker og taxachauffører og alle andre med skæve arbejdstider. I de år jeg spillede med i Hjørring revyen, tog både Anne, Oliver og min mand med om sommeren. Det havde børnene det ret sjovt med. De solgte programmer og plakater i pausen. Og vi var der sammen. Bare os fire. Langt fra hverdagen – også selvom mor var på arbejde.

Mit første venskab

… tog form, da Eva Schumann, datter af det Schumanske cirkusdynasti blev elev på Det Kongelige Teaters Balletskole. Vi var ti år gamle. Og vi havde den helt samme energi. Fjollede og legende og ret fulde af fantasi. Vi har været venner lige siden. Og der er bare noget helt særligt ved en ven, man har kendt som barn. Hvor vi badede, spiste is og gemte os på teatrets kringlede gange sammen.

Men man kan også møde sine livsvidner senere i livet. Jeg mødte mine på Odense Teaters elevskole. Helle Merete Sørensen, Kisten Olesen og jeg blev et trekløver. Og på mange måder blev vi de mest kontinuerlige figurer i hinandens liv. Gennem skiftende tider, børnefødsler, skilsmisser og nye begyndelser. Vi mistede Helle Merete denne vinter. Og det er et voldsomt tab. Det er en stor lykke at have et stærkt og smukt og langt venskab. Og det efterlader selvfølgelig et enormt tomrum, når det pludselig ikke er mere.

Mit første alderstegn

… meldte sig i form af en krise, da jeg fyldte 39. Og den krise er vendt tilbage med ti års interval lige siden. Da jeg fyldte 49, 59 og 69. Men den forsvinder lige så hurtigt, som den opstår. Jeg skal bare lige vænne mig til et nyt skarpt hjørne. Og et nyt ansigt i spejlet. Så er alt godt igen.

Rent fysisk har jeg været meget lidt plaget af alder. Jeg er rask og stærk. Og smidig. Det var et rent uheld, da jeg sidste forår faldt og flækkede en knæskal. I to en halv måned måtte jeg sidde stille. I den gode stol i vores stue, hvor jeg lod mig opvarte af min mand og læste bøger. Jeg klarede det egentlig meget fint. Og nu er knæet endelig ved at være godt igen. Så jeg gider slet ikke tænke på alder.

Jeg vil hellere tænke på, at jeg er her nu. At jeg arbejder og stadig elsker at arbejde, at jeg har en dejlig mand, to skønne børn og fire vidunderlige børnebørn. En på 20 som lige har været med mig i Imperial bio og se de første tre afsnit af Badehotellet, en på 15 der danser ballet og stadig kommer forbi og overnatter, en på fem som jeg kan gå i svømmehallen med og en helt lille fyr, jeg får lov at hente i vuggestuen. Jeg føler mig meget taknemmelig og meget glad for at være lige præcis der i livet, hvor jeg er.