Susanne mistede pludselig sin stemme: ”Jeg tænkte bare: shit!”

Hun åbnede munden. Udenfor, i studiet i Københavns nordvestkvarter, sad producere fra Disney.

Indenfor, i den firkantede glasboks, skulle hun indsynge sin drømmerolle: Ariels mor i den danske version af tegnefilmen 'Den lille havfrue 3'. Susanne Ørum kendte de to store sange ud og ind. Og havde elsket eventyret, siden hun som barn stod på færgedækket og kiggede ned i skummet, når hun skulle besøge sin mormor i Hobro. For i skumsprøjtet svømmede de smukkeste havfruer med deres glitrende haler og lange bølgede hår.

Læs også

Vivi gik ned med stress som dagplejer. I dag er hendes liv vendt 180 grader

"Jeg har altid drømt mig ind i det eventyr. Så det var helt magisk selv at skulle være en del af det."

I dag er hun aktuel med sin egen plade. Og det er ikke en hvilken som helst plade, men et album, der har været 20 år undervejs – og er symbolet på, at Susanne har fået sin stemme igen.

For dengang i 2008, da tonerne skulle finde vej ud af hendes mund og ind i mikrofonen, kom de ikke, som de plejede. De var anstrengte og ukontrollable på en måde, hun aldrig havde prøvet før.

"Jeg anede ikke, hvad der skete. Det var som om, jeg bare ramte en mur."

Susanne rømmede sig, lagde hovedet lidt tilbage, rystede læberne i et “brrr”. Prøvede alle de velkendte tricks for at tvinge tonerne frem.

"Jeg mærkede panikken indeni, mens jeg kunne høre producerne tale om, at de nok blev nødt til at finde en anden løsning."

Talte med sedler

På computerskærmen foran hende væver forskellige farver af lydspor sig ud og ind imellem hinanden. I sit musikstudie på Amager er Susanne i gang med at komponere en sammenskrivning af tre H. C. Andersen-eventyr til et af sine tre børnekor.

Det er 15 år siden, hendes stemme forsvandt. Alligevel står det klart i erindringen, hvordan hun kom til lægen, der fortalte, at hun havde en hævelse på stemmelæberne. At hun skulle opereres. Og at efter 14 dages tavshed ville hun være back in business.

"Så jeg sagde ikke en lyd i to uger. Jeg skrev små sedler til naboer og venner og brugte fagter over for mine børn."

Hun griner og fører en finger hen over halsen for at illustrere, hvor meget man kan sige til en fem- og en syvårig uden ord. Og efter 14 dage i tavshed gik hun ud på badeværelset. Nu skulle stemmen have lov til at folde sig ud og springe fra væg til væg.

"Jeg regnede med, at når jeg åbnede munden, ville det lyde som Sissel Kyrkjebø.

Hun synger en tone, høj og med vibrato. Og bliver så stille. For der kom ikke en lyd dengang. Ingenting."

"Jeg prøvede og prøvede og tænkte bare: shit! Jeg var jo min stemme. Og jeg følte nærmest, at uden min stemme eksisterede jeg ikke."

Læs også

Tine Aurvig vandt over 4 millioner i Lotto: Ringede til alle vennerne med én besked

Pop og pigedrømme

Susanne har altid fortalt historier gennem toner. I barndomshjemmet i Ishøj spillede begge hendes forældre, og rækkehuset gav genlyd af jazz, pop og gospel. Tidligt begyndte Susanne selv at klimpre på klaveret og synge de fortællinger, hun havde indeni. Om veninder, fremtidsdrømme og teenage-elskende, som mistede hinanden. Hun og hendes veninde klædte sig i deres brødres oversize denimskjorter og sang med på Whitney Houston og Rockers By Choice’s Engel. Og skrev deres egne sange.

Da hun senere kom på konservatoriet og mødte to piger, som manglede en tredje, gik det stærkt. Inden for et år havde de dannet bandet Me, She & Her og udgivet deres første plade og var blevet Ugens uundgåelige på P3. Pludselig var der spillejob på festivaler, og pigerne var gæster i tidens store tv-programmer, 'Eleva2ren' og 'Husk lige tandbørsten'.

"Det var vildt at høre den musik i radioen, som vi havde gået og hørt på vores discman. Og at blive genkendt på gaden, husker Susanne og ryster på hovedet, som om hun stadig næsten ikke kan tro det."

Efter fire måneder vandt trioen en Grammy som årets nye danske navn i 1995, men selv om det var vildt og spændende, ville de tre piger noget forskelligt musikalsk. Og uden drama gik de fra hinanden.

Brummetale

På det lille træbord i studiet ligger et album. På coveret sidder Susanne med korslagte ben, et lille smil og en stilet page. Hun kneb en tåre, da hun fik pladen i hænderne første gang for et par uger siden. For den har været undervejs siden begyndelsen af 2000’erne. Og i de sorte vinylriller er indprentet både glæden fra den tid, der fulgte efter popstjernelivet, hvor hun spillede i New York og Philadelphia med sin nu eksmand, men også sorgen fra den tid, hvor hun mistede sin stemme.

"Jeg anede ikke, hvad jeg kunne, hvis jeg ikke havde min stemme. Men jeg havde stadig klaveret, mine tanker og drømme. Jeg kunne stadig skrive og komponere, men jeg kunne ikke synge. Og det var smertefuldt."

Læs også

Anja tog en vigtig beslutning som 52-årig, da livet tog en pludselig drejning

I begyndelsen kunne hun kun få stemmen i gang ved at indlede en sætning med et “brrr”, så hendes børn troede en overgang, at det var den nye måde at tale på og sagde: “Brrr-kom her, mor!”

Men efterhånden kom flere af tonerne tilbage. Først fem, så syv, så otte. Samtidig løb hun, dyrkede yoga, lavede stemmeøvelser. Og arbejdede i en spa og siden sin fagforening for at tjene til dagen og vejen. Men først da hun stødte på en amerikansk teknik med fokus på det finmotoriske, begyndte der for alvor at ske noget.

Tre operationer

Susanne tager sig til kæben og rokker den lidt.

"Det sidder meget i munden og i tungen og kæben, men også i struben – og i kombination med min grundviden kunne jeg langsomt stykke mig sammen igen.

På pladecoveret står titlen GET REAL i sorte versaler mod grå. For det er vigtigt for hende, at den drømmeverden, hun har bevæget sig i siden barnsben, bliver kombineret med den virkelige verden.

Den verden, som byder på både op- og nedture. Og hvor det tog tre operationer og syv år, før hun for alvor var tilbage et sted, hvor hendes stemme kunne blive hendes levebrød – med et sangakademi, tre børnekor og også job med indsyngninger til film."

"Jeg lever af at skrive, synge og undervise. Og jeg har en ny dejlig kæreste. Jeg kunne ikke have det bedre, og jeg gør jo faktisk det, som jeg drømte om."

I dag ved Susanne også, hvad det vil sige at stå på en scene og være usikker. På, om man kan gennemføre sin optræden. Om stemmen pludselig svigter.

"Jeg ved, hvad mine elever gennemgår, hvis de har sceneskræk. Det ville jeg ikke vide, hvis jeg ikke selv havde været der. Og jeg kunne virkelig godt selv havde brugt én som mig dengang."

Susanne smiler.

"Hverken jeg eller min stemme er den samme i dag, men jeg er blevet god til at zoome ud og have fokus på alle de ting, jeg også er. Et menneske med et hjerte og nogle drømme og ønsker for livet."