Ulla Jessen: "I dag savner jeg ikke tosomheden"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Skolebakken ned mod vandet i Bisserup, som ligger mellem Skælskør og Næstved.

Dengang var der ingen vinterbadere, men vi børn badede mellem 1. april og 1. november, og om vinteren var der sne, så vi kælkede ned ad Skolebakken. Min far var præst, og vi boede derfor på præstegården, mig, min søster og vores forældre.

Jeg kan huske, at slagteren kom rundt til husene og solgte kød fra hestevogn, og når han havde gået sin runde, kom hesten ud på den mark, vi boede ved. Så sagde slagteren: ”Farvel og tak, frue,” til hesten, som så løb afsted. Det var ren Morten Korch-idyl ude på landet dengang.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup: "Bjarne og jeg kiggede på hinanden og sagde: Hvad laver vi egentlig her?"

Vi klatrede i træer og byggede huler, for der var ingen telefon og ipads. Jeg var sådan en pige, der dansede rundt i min mors gardiner og lod som om, jeg var en elverpige."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har altid elsket at spille skuespil og lave teater, for dengang brugte man sin fantasi. Jeg tog til København med firtoget – bogstaveligt talt – og kom til Gladsaxe Teater, som var helt nystartet og havde tre elever, der også hjalp til med det tekniske. Jeg var den ene og lærte en masse om teater, og så kørte det derfra. Jeg var også skrevet ind på teaterhistorie på universitetet, men jeg kom vist kun en gang.

Der er mange skuespillere, der siger til deres børn, hvis de også vil være skuespillere: ”Hvis du kan lade være, så lad være”. Jeg har dog altid haft det godt i den branche, som jeg har været i siden 1969. Jeg bliver også ved, for jeg kan ikke forestille mig at sidde med hænderne i skødet. Når man først en gang har prøvet at underholde mennesker, har man det i blodet.

Jeg har desuden undervist de seneste 30 år på Eventyrteatret, som er for de 7- til 19-årige, og det er jeg helt vild med. Der har også været perioder, hvor jeg ikke har haft travlt, men man behøver jo ikke have fuldt program hele tiden. Det kan dog godt være hårdt, hvis man slet ikke har noget i kalenderen, men man skal lære ikke at gå i panik. Så er det bare om at sætte sig ned og skrive et par revytekster.

Jeg tager også stadig ud og optræder blandt andet som Fru Hyacinth, for når jeg får hat og paryk på, ligner jeg hende ret meget. Hun er jo sådan en, der styrter hen til publikum for at tjekke om deres smykker er ægte, og så kan hun tillade sig at sige nogle ting, som Ulla ikke kan."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det var min far. Han sagde kloge ting som: ”Hold dig fra nærige mænd, for de er nærige med ALT”. Han kørte mig indimellem til fester, og når han hentede mig igen og så mine blussende kinder, spurgte han, om jeg havde kysset en dreng. Hvis jeg svarede nej, sagde han: ”Så bliv lige en halv time til”.

Han var meget frisk, og de unge i Bisserup kunne godt lide ham, for han var sådan en, der fortalte vittigheder fra prædikestolen. Engang var der en rundspørge blandt danske præster om, hvor de fik inspiration til søndagsprædikenen fra. Min far svarede, at det var fra Dirch Passer i radioen. Det var et meget anderledes svar fra en præst i 1950’erne, og folk var forargede.

Læs også

Merete Mærkedahl: ”Sidste jul følte jeg mig alene og stod og græd ned i brunede kartofler”

Til hverdag var han hjemme i præstegården, og vi måtte altid gå ind på hans kontor. Engang sad jeg og legede frisør på ham og gav ham røde sløjfer i håret, da det pludseligt ringede på. Det var nogen, som skulle tale med præsten om et dødsfald. De sagde ikke noget til ham om, at han sad med røde sløjfer i håret, mens han talte med dem. Min far lærte mig livsglæde og skæv humor."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg har kun været gift én gang, og der var jeg nok omkring 30 år. Vi blev udenlandsdanskere, fordi min mand ejede noget jord, som han ville blive ruineret af at betale skat af. Vi boede både i Spanien og Belgien, inden vi flyttede til London, hvor vi boede tre år. Jeg savnede at arbejde, og jeg prøvede at rejse frem og tilbage til Danmark for at arbejde, men til sidst flyttede jeg hjem og blev skilt.

For 40 år siden fik jeg en søn med en anden mand, men ham taler jeg sjældent om, fordi han ikke er i min branche, og han har jo ikke selv valgt at blive omtalt. Jeg blev hurtigt alenemor med Johan, og jeg gik meget hjemme i stedet for at sende ham i vuggestue. Jeg ville være den, der så hans første smil og oplevede hans første skridt.

Siden dengang er der mange, der har fundet vejen til mit hjerte, for sådan er det i et langt liv. Jeg kom engang sammen med en mand, og en dag gik vi på Købmagergade og diskuterede udstråling, og hvordan man nogle gange kan mærke det på lang afstand.

Jeg pegede på en mand med en helt vild udstråling og sagde, at han helt sikkert var et interessant menneske. Jeg gik over og hilste på ham, og det viste sig, at han var en israelsk dirigent, der var i København, fordi han havde vundet en konkurrence. Det endte med, at jeg skiftede ham min fyr ud med dirigenten, som besøgte mig hver gang, han var i København. Det sker kun for en, hvis man er modig nok til at gå hen og prikke en på skulderen. Hvis du er bange, mister du halvdelen af livet, for så inviterer du ikke tilværelsen ind i dit liv.

Jeg arbejdede også engang på et svensk tv-program, hvor der var en meget spændende svensk sanger med. Efter udsendelsen spiste hele holdet natmad på mit hotelværelse, og uden at jeg vidste det, gemte sangeren sig på altanen. Da alle andre var gået, kom han frem, og det gjorde mig sådan set ikke noget. Hvis han ikke havde gemt sig, var det ikke sket mellem os. Man skal være modig, for al succes er godt udnyttede fiaskoer, som jeg plejer at sige.

I dag savner jeg egentligt ikke tosomheden, for jeg befinder mig glimrende i mit eget selskab. Før i tiden gjaldt forelskelser liv og død, men som ældre er man ikke længere så sårbar. Der er meget godt ved at blive ældre, man får visdom, overbærenhed og rummelighed. Ja, nogle gør. Andre bliver bitre. Men der er flest fordele ved at blive ældre. Jeg takker Vorherre hver dag for, at jeg ikke har ondt nogen steder, men mest af alt for, at han har givet mig et lyst sind."

Læs også

Ann Lind Andersen: ”Jeg kommer nok aldrig til at bo sammen med en mand igen”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er kun hyggeligt, for jeg har heldigvis aldrig oplevet en shitstorm. Folk kommer over og siger, hvis de har set mig i for eksempel 'Piger i Trøjen' eller 'En by i provinsen'. For nyligt kom der en mand over og hilste og sagde, at han havde set mig i tv. Så sukkede han dybt og sagde: ”Ja, vi bliver jo alle ældre”. Jeg er heldigvis ikke særlig nærtagende. Jeg synes, det er hyggeligt, og hvis man ikke kan holde det ud, skal man finde en anden branche."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg overvejer at skrive en kogebog uden opskrifter. Opskrifter er altid lavet til seks personer, og når du bor alene, skal du dividere og gange. Desuden mener jeg, at champagne er opfundet ved et uheld, og det er meget god mad også. Jeg har så mange gode oplevelser i et køkken, så jeg vil gerne skrive en bog med mine egne erfaringer fra køkkenet. God mad tager tid.

Når man ser 'Masterchef' i tv, står de og råber: ”Nu er der tre minutter tilbage”, og folk snakker altid om nemme løsninger i køkkenet. Det bryder jeg mig ikke om, for mad bliver bedre at for eksempel intervalstegning."