Lejlighedssange

"Vi tror, at det er muligt at være lykkelig i døgndrift"

Hvis vi ikke er glade, tror vi strakst, at der er noget galt, siger forfatter Stine Pilgaard.

Hun har senest udgivet romanen 'Lejlighedssange', som vi bringer et uddrag af her

Gennem en yngre kvindes øjne, følger vi livets op- og nedture i en andelsboligforening, der rummer alle typer - mere eller mindre sære og meget sjove - eksistenser. Kvinden er nylig er flyttet ind i andelsboligen med sin kæreste, og hun kæmper med at vænne sig til voksenlivet, forventningerne til parforholdet, karrieren og alt andet. Hun lever af at skrive horoskoper og sange til enhver lejlighed, men drømmer også om at skrive bøger.

Vi har taget en snak med Stine Pilgaard om, hvorfor mange af os har så svært ved livet, selvom vi lever i den mest priviligerede del af verdenen. 

"En familie bliver aldrig helt som man havde håbet", siger moren i bogen – er du enig i det, og kan du uddybe hvorfor?

Vi har ofte meget store forventninger til hvad familiebegrebet skal rumme og hvor meget intimitet, der skal være. Det smertelige er, at selv om følelserne er store og ægte, så følger forståelsen og nærheden ikke altid i kærlighedens fodspor. Tidligere i historien havde familien en langt mere defineret rolle, man levede tæt sammen, havde en arbejdsdeling og nogle autoritetsforhold der ikke var til diskussion. I dag er rollerne i familien mere elastiske på godt og ondt. Der er en større frihed til at være den man er, men jeg oplever også en rådvildhed i forhold til spørgsmålet: Hvordan skal vi egentlig være sammen og hvilken funktion har vi for hinanden?

Hvad er de største udfordringer for din generation?

Hos mig selv og mine jævnaldrende oplever jeg en ubegrundet tiltro til at det er muligt at være lykkelig i døgndrift, at der er noget galt hvis vi ikke som udgangspunkt er glade. Så prøver vi at finde en række forklaringer, løsninger, vi taler og taler og tænker og tænker, overvejer om der er noget galt med os, vores kæreste eller vores liv. Måske er vi så heldige at finde en diagnose der passer, eller en lille allergi - gluten har fået skyld for rigtig meget de seneste år.

Undertiden tænker jeg at der mangler en erkendelse af at det ganske enkelt er svært at være menneske og hårdt at have en krop, der skal bevæge sig rundt i verden. Livet er som udgangspunkt uretfærdigt og meningsløst, men derfor kan der sagtens være smukke glimt af venskaber og kærlighedsmøder midt i den erkendelse. Måske skulle vi hellere fejre glæden som den virkelige overraskelse i stedet for at bebrejde os selv og vores omgivelser når tilværelsen er besværlig. Der er ingen der har lovet at det skulle være nemt, men derfor kan det godt være sjovt.

Hvorfor tager din bog udgangspunkt i en andelsboligforening?

- Jeg synes at andelsforeningen var en spændende og genkendelig kulisse at arbejde med fordi det er et konstrueret fællesskab, der – i lighed med familien – er ufrivilligt. Det er temmelig tilfældigt hvem dine naboer er, du kan ikke selv vælge dem og på samme måde er det med de genetiske bånd. Andelstanken er en forestilling man skal kæmpe for at få til at fungere, der er både sociale og økonomiske interesser, der skal gå op i en højere enhed. I andelsforeningen er der en lang række ting man skal nå til enighed om og i romanen var det en fin måde at portrættere en gruppe mennesker på, strukturen er ret inspireret af tv-serien som genre. Karakterernes forskellige dagsordner og livsindstillinger, er med til at tegne fortællingen, der sker altid noget interessant når folks værdier kolliderer. I netop dette sammenstød kan der opstå uventede og sjove hændelser.

LÆS OGSÅ: Her er sommerbogen, du ikke må glemme at pakke i ferietasken 

I bogen spidder du blandt andet en virkelig kedelig parmiddag - hvordan anbefaler du, at man gør, hvis man deltager i sådan en i det virkelige liv?

- Som udgangspunkt er det nok en god idé at drikke lidt for meget, jo strammere formen er, jo mere skal der til at bløde den op. Man skal gemme brætspillene rigtig langt væk og prøve at finde ud af hvorfor man sidder med de her mennesker omkring dette bord. Hvis ikke man kan finde ud af hvad man laver der, skal man huske at man gerne må rejse sig op og gå på en venlig måde. Al automatkommunikation, døde floskeler og gentagne klichéer er med til at dødsdømme ethvert nærvær mellem selv de bedste venner. Det er vigtigt at sætte sig selv på spil, synes jeg, ikke at holde for meget på facaden for så bliver al samtale og alt samvær ligegyldigt. Man kan få en fornemmelse af at der findes et usynligt manuskript til den klassiske parmiddag, ofte er det fuldstændig forudsigeligt hvad der vil blive talt om, hvem der vil sige hvad og på hvilken måde. Jeg tænker at det handler om at få brændt det manuskript på et kæmpe bål i haven, og så sammen finde ud af hvad der i virkeligheden skal stå på siderne.

I bogen skriver hovedpersonen horoskoper, som mange af os måske læser uden helt at ville være ved det. Hvorfor tror du, at det er sådan?

Jeg havde en periode i mit liv hvor jeg gik meget op i horoskoper og stjernetegn og læste en masse bøger om det. Jeg tror, at det er en måde vi mennesker undersøger vores egen identitet på. Man præsenteres for en række egenskaber og må spørge sig selv: Er jeg sådan og sådan, hvorfor svinger jeg ikke med stenbukken, er det stenbukken eller mig der er noget galt med. Horoskoperne er en mulighed for at tale om ting der ellers kan være rigtig svære at tale om, stjernetegnene kan være en slags platform for en samtale og man skal jo starte et sted. Hvis jeg ser et horoskop tjekker jeg lige om min uge bliver god, men når jeg så læser de andre stjernetegn passer de altid præcis ligeså godt på mig. Jeg synes at det er virkelig festligt at der findes et fællessprog, der på en absurd måde kan tale til alle og ingen på samme tid, at der trods alt findes steder hvor de fleste mennesker overlapper.

LÆS OGSÅ: Her er de 11 sprødeste fædre på Instagram

LÆS OGSÅ: 9 råd til at klare dig godt i dit første rigtige job

LÆS OGSÅ: 19 grunde til, at det er fantastisk at være mor  

Stine Pilgaard (f. 1984)

Hun er opvokset i Aarhus, har gået på Forfatterskolen og er cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og Medievidenskab. Hun debuterede med romanen Min mor siger i 2012, som blev solgt til udgivelse i Norge og Island, blev nomineret til DR Romanprisen og fik debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat. Læs mere om forfatteren på www.stinepilgaard.dk.