Yvette Espersen: ”Vi var sammen i seks dage - og kunne ikke glemme hinanden bagefter”
“Søren er faktisk så venlig og rar, at folk kan lide ham, uanset om de er enige med ham,” siger Yvette Espersen. Hun er fra England, men flyttede uden tøven til Danmark for sit livs kærlighed. Her fortæller hun om at være gift med politiker Søren Espersen, som mange kender og har en holdning til.
Hvordan mødte du Søren?
"Vi mødtes på Gibraltar i maj 1980, hvor Søren var taget ned for at lave afgangsprojekt som journalist. Jeg kommer fra England og var der for at besøge en veninde. Jeg sad på den bar, hvor hun arbejdede, og der faldt jeg i snak med Søren.
Vi var sammen i seks dage og kunne ikke glemme hinanden bagefter, så jeg tog til Danmark i sommerferien og var der i 14 dage. Da vidste jeg, at jeg skulle flytte fra England. 17. oktober flyttede jeg til Danmark, og præcis et år senere blev vi gift.
Der var ikke ret mange, der syntes, det var en god ide, for det var så spontant, men vi er stadig sammen og glade for hinanden. Det hele var spændende og et eventyr. Søren havde to små børn, og jeg var 24 år, men det er intet problem, når man er forelsket. Alting er nemmere, når man er to.
Jeg kunne jo heller ikke sproget, og det var frustrerende, når folk grinede, og jeg ikke forstod hvorfor. Derfor ville jeg lære sproget med det samme."
Hvad faldt du for ved Søren?
"Der skete det for mig, som alle håber sker på et tidspunkt i deres liv: At man finder den rette ved første blik. Kemien var der bare. Vi har haft ups and downs, men ofte handler et down mere om noget udefrakommende i ægteskabet, ikke om selve relationen. Vores forhold har altid føltes stærkt, og vi er gode til at snakke sammen."
Er det noget særligt at være sammen med en kendt?
"Det gik jo meget langsomt, at Søren blev kendt, for først var han pressechef for Dansk Folkeparti. Med tiden blev han mere kendt, fordi han blev valgt til folketinget. Jeg var selv en stor del af partiet, så det blev et parløb, og vi har delt den rejse, han har været på. Det er ganske vist hans ansigt, man kender, men det er ellers det samme for os begge.
I starten kom folk og råbte ad ham, hvis de ikke var enige, men han er sød og venlig og god til at stoppe det. Måske er det, fordi han ligner en udsmider, at vi aldrig er blevet generet fysisk. Søren er faktisk så venlig og rar, at folk kan lide ham, uanset om de er enige med ham, og han kan for eksempel godt færdes på Nørrebro. Hvis der kommer unge indvandrere over, snakker Søren bare med dem og får taget selfies med dem. De vil faktisk gerne høre hans holdninger, så jeg har aldrig mærket had.
For nyligt købte vi en is i Nyhavn. Ham, der solgte den, ville snakke politik med Søren, og det var kun alle de andre i køen, der blev irriterede over det. Søren bliver aldrig irriteret. Når vi skal på ferie, tager vi stille og rolige steder hen, gerne til udlandet, hvor Søren ikke er kendt. Hvis vi er på en restaurant i Danmark, kommer han til at tale politik hele aftenen.
I dag synes vores børn, det er sjovt, at deres far er kendt. Da de var yngre, følte de, at de skulle forsvare hans politik, også over for deres lærere, som de havde lange diskussioner med. Men de var godt rustet hjemmefra. I vores familie har vi alle mulige politiske holdninger. Vi har sønner, der er helt ude på venstrefløjen, og der er masser af meninger og diskussioner."
Hvilken krise er den største, I har gennemlevet?
"Det var nok, da vi meldte os ud af Dansk Folkeparti, for vi har begge været med fra starten. Men det var desværre nødvendigt, og i dag er vi enige om, at det var den rigtige beslutning at blive medlemmer af Danmarksdemokraterne i stedet."
Hvad ved du om din mand, som offentligheden ikke ved?
"Vi spiller Scrabble og har haft den samme turnering kørende i 15 år. Når vi har fri, kaster vi en terning – hvis det bliver et eller to, spiller vi engelsk Scrabble, tre eller fire er dansk Scrabble, og hvis det er fem eller seks, spiller vi canasta. Og jeg fører stort!"