Vibeke Dorphs brevkasse

Kan jeg forbyde mine svigerforældre at ryge foran mine børn?

Mine svigerforældre ryger foran mine børn, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om svigerforældre, der ryger foran børnene

Min kærestes forældre har aldrig prioriteret os eller vores børn særligt højt. De har altid forventet, at vi har rakt hånden ud, og det er svært med fuldtidsjob og to små børn. Af den grund har vi – jeg – altid fået skyld for ikke at ville dem. Nu vil de så pludselig rigtig gerne vores børn, og det er på en måde også i orden.

Problemet er blot, at de har et lidt løst forhold til alkohol, hvilket jeg dog synes, at vi har fået snakket godt igennem, men de ryger også e-cigaretter og viser aldrig hensyn. De ryger konstant og overholder ikke de grænser, vi har i vores hjem, og heller ikke omkring vores børn.

Mit dilemma er så, hvad jeg gør, når de vil til at passe mine børn i deres eget hjem. Jeg vil ikke have, at mine børn udsættes for røg, men jeg kan jo ikke bestemme, hvad mine svigerforældre gør hos dem selv. Jeg har ingen tiltro til, at vi kan lave aftaler, som de vil overholde. For de overholder jo i forvejen ikke de regler, vi har for rygning hjemme hos os. Her ryger de løs indenfor, selvom vi har fortalt dem, at rygning foregår udendørs.

Jeg er ikke fanatisk ikke-ryger, men jeg synes ikke mine børn skal udsættes for røg.  Og på trods af, hvad mange mener og tror, er jeg ikke enig i at e-cigaretter er uskadelige. Jeg er dog bange for, at hvis vi siger til dem, at der ikke må ryges, når de er sammen med børnene, så vil det udløse en konflikt.

Hvad tænker du?

M.H.

Vibeke Dorph råder til at være ærlig

Det lyder da vidunderligt, at dine svigerforældre vil engagere sig i deres børnebørn. Se det som en investering, der på den lange bane ikke kun vil være til glæde for dem, men da også for dig og din kæreste og da især dine børn – ja, for jer alle sammen.

Når det er sagt, så forstår jeg da godt din bekymring for deres el-cigaretrøg. Den type røg er også skadelig, så det er da i orden, at du sætter foden ned, og slet ikke i orden, at dine svigerforældre alligevel damper løs, når de er sammen med børnene. Derfor bliver du nødt til at være mere tydelig, når du taler med dem om emnet igen. Og her vil jeg så anbefale dig at gå mentalt lidt ned i knæ, for vi kommer sjældent særlig langt ved at korrekse andre mennesker, vores budskaber trænger faktisk bedre igennem, hvis vi får modtageren til at sætte sig ind i og forstå vores bekymringer.

Forklar derfor dine svigerforældre, at du er vældig glad for, at de gider deres børnebørn, og at den er du derfor helt med på.

Der er blot én ting, der skal være helt på sin plads, før det sker, og det er, at de ikke ryger på deres jerncigaretter indendørs, når børnene er der. For det er skadeligt for dem, så det vil du og din kæreste ikke have, at de gør.

Sig også, at du er glad for den aflastning, de tilbyder, men det vil ikke være en aflastning, hvis de ikke overholder jeres aftaler, og du derfor skal gå og bekymre dig. Prøv kort sagt at tale til dine svigerforældre som fornuftsvæsner, der er i stand til at lytte og forstå, så er chancen nemlig også større for, at de opfører sig derefter. Gør de ikke det, jamen, så har de selv smidt deres ellers så gode kort på gulvet.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.