"Jeg kan tydeligt huske, hvordan sundhedsplejersken kiggede på mærkerne og sagde: ”Jeg ringer lige til lægen”

Artiklen fortsætter under videoen...

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Sværdagervej i Jyllinge, hvor jeg er født, vokset op og boede, til jeg var færdig i gymnasiet. Det var et dejligt sted, som oprindeligt havde været sommerhusområde, men nu var der, folk selv byggede deres parcelhuse. En lille tryg oase med masser af børn."

"Det var fangeleg, hinkesten, klatre i træer og løbe ned til fjorden, selv om vi ikke måtte, så længe vi var små. Vi gjorde det alligevel. Min mor var lærer, og min far var mejerist og mødte tidligt om morgenen. Det betød, at de begge havde tidligt fri og var hjemme om eftermiddagen hos mig og min lillebror. Jeg var en rigtig drengepige, for jeg gik hverken i kjole eller legede med dukker. Jeg var også en rigtig storesøster, selv om der kun var 11 måneder mellem os – jeg var ud over stepperne, mens Michael altid gik et par skridt bag mig."

"Som voksen gik han en anden vej og kom i militæret, mens jeg var rød og revolutionær. Jeg tror, det var sådan, han kom ud af min skygge. Jeg kalder ham min katolske lillebror, for min mor var katolik og nægtede at bruge prævention, men da hun først fik mig og så min lillebror 11 måneder senere, håbede hun på Vorherres tilgivelse og fik p-piller."

Læs også

Som 6-årig blev Liva ramt af sjælden kræftform – nu har hun en mission

"Min mor kom fra den italienske del af Schweiz, hvor vi var på ferie tre uger hver sommer hos min mormor og morfar. Det var langt at køre tre dage på den tyske autobahn med campingvognen efter bilen."

"Mit første sprog var faktisk italiensk, for min mor gik hjemme med mig i starten. Men det var i 1960’erne, da der kom mange gæstearbejdere til Danmark, og hun satte en ære i at lære dansk og blev så god til det, at hun blev dansklærer og kunne svare på komplicerede spørgsmål om dansk grammatik. Derfor slog hun på et tidspunkt over i dansk, så jeg kan ikke tale italiensk i dag. "

"Min mor var så stolt over at bidrage til det danske samfund som lærer, for ingen skulle kalde hende en spaghetti, som hun altid sagde. Jeg ser stadig min familie i Schweiz, men vi taler engelsk sammen."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har aldrig lagt en karriereplan, men har haft et åbent sind. Jeg overvejede at blive journalist, for jeg var med til at lave skoleblad. Jeg var også politisk aktiv, fra jeg var 16 år, for jeg havde stærke meninger allerede dengang. Der var så meget galt i verden. Udryddelsen af regnskoven i Brasilien, undertrykte kvinder, sult i Afrika og atombærende krydsermissiler i Europa. Jo, der var store dagsordener i 1970’erne."

"Jeg følte mig tit magtesløs over de globale udfordringer, så jeg meldte mig ind i SF’s ungdom – ikke for at blive politiker, for jeg ville hellere lave aktivisme og gadeteater, men jeg endte alligevel på statskundskab og senere kommunikation. I 1994 blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til Folketinget for SF, men jeg blev ikke valgt ind. Så måtte jeg søge arbejde. Jeg satte mig ned og skrev til Mads Øvlisen på Novo Nordisk og til Lars Kolind på Oticon, for jeg syntes, de var spændende ledere. Den første hørte jeg aldrig fra, men den anden ansatte mig som kommunikationsmedarbejder. Ja, dengang var jeg ung og fuld af vovemod."

"Til valget i 1998 havde jeg skiftet kreds, og så blev jeg valgt ind for SF. Der var ret store konflikter i partiet. Den ene fløj sagde nej til alt, mens den anden var mere grøn og konstruktiv. Jeg syntes mest af alt, at det var underligt, at de aldrig talte om den private sektor, for det er trods alt der, pengene til velfærdssamfundet bliver tjent. Jeg blev stemplet som højreorienteret af partiet, da jeg også skrev en debatbog, som var en hård kritik af den venstrefløj, jeg selv var rundet af."

Læs også

Forældrene fik at vide, at "noget" var galt – men de vidste ikke hvad, før Lukas blev født

"Da jeg blev kontaktet af en headhunter, fordi der skulle starte en ny forbrugerinstitution, trådte jeg ud af Folketinget i 1999. Efter et par år kunne jeg mærke, at jeg havde flyttet mig. Jeg vidste godt, at jeg nu var socialdemokrat, selv om jeg indtil da havde opfattet dem som nogle tykke mænd med røde seler og beton i hovedet. Ja, det var min unge friske fortolkning af verden."

"Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet og stillede op og blev valgt i 2005 og sad der frem til 2018. Jeg troede egentligt, at jeg skulle have en periode mere, men så manglede LIFE-initiativet en direktør, og det blev mig. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle dø som politiker."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det sker stadig, selv om det er sjældent. Men da jeg var undervisningsminister midt i lærerlockouten i 2013, var der mange, der kom hen til mig på gaden og sagde både godt og skidt. Jeg synes stadig, folkeskolereformen var god, og jeg er egentligt en ret soft person, som har det svært i miljøer med beskidte spil, og hvor man ikke taler pænt til hinanden."

"Jeg tager stadig ikke min telefon, hvis jeg ikke kender nummeret, for jeg tror, det er nogen, som ikke vil mig det godt. Det stammer fra den tid. Jeg var glad for mine 15 år i politik, men jeg skal ikke tilbage."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Min mor uden tvivl. Min far var også sød, men min mor var den intellektuelle i familien, og man kunne tale med hende om hvad som helst. Min far bladrede i Politiken, min mor læste den."

"De havde dog det til fælles, at de havde en enorm tillid til mig og min bror, og jeg gjorde mig umage for at leve op til deres forventninger, mens min bror flippede lidt mere ud. Min mor døde desværre i 2008, og jeg ville virkelig ønske, at jeg havde haft hende, da jeg blev minister. Hun havde også været stolt af mig."

Læs også

8-årige Frida reddede sin mors liv: "Jeg lærte hjertemassage ved at se børne-tv"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Thor, som er mit ældste barn, var tre år, da han fik konstateret leukæmi. Han var ellers en rask dreng, men han fik sådan nogle store blå mærker. Det var min mor, der var vaks og lagde mærke til det. Vi havde lige fået Sofie, så jeg fik hendes sundhedsplejerske til at kigge på Thors blå mærker."

"Jeg kan tydeligt huske, hvordan sundhedsplejersken kiggede på mærkerne og sagde: ”Jeg ringer lige til lægen”. Fra da af gik alting hurtigt, og jeg kan huske, hvordan alle var briefet, da vi blev indlagt på hospitalet med Thor og en lille baby på armen. Jeg tænkte bare: ”Han dør fra mig”. Jeg brød fuldstændig sammen, men sygeplejerskerne tog det meget roligt, for allerede dengang var de ret langt med at kunne helbrede leukæmi."

"Jeg glemmer aldrig deres ro, mens jeg var ved at dø af skræk. Vi kom ind i et system fuld af ro og håb, og han overlevede og har ingen mén i dag. Men jeg kom meget tæt på sundhedssystemet dengang, og det har nok modnet min beslutning om at blive sygeplejerske selv."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har alle de mænd, jeg har været sammen med. I dag er det Jan, som jeg mødte på Roskilde Festival, efter en af mine veninder var kommet i tanker om at introducere os. Jeg havde været single længe – cirka ti år – og mit eneste krav til en ny mand var, at han var skilt på en afklaret måde, og at hans børn var store. Jeg skulle ikke rode rundt med nogen gifte mænd."

"Jan spiller badminton, er socialdemokrat og har store børn, og da vi mødtes på Roskilde Festival i 2019 over en flæskestegssandwich, så jeg en høj, flot, maskulin mand i slutningen af 50’erne, og han var nem at falde i snak med. Han havde ingen børn, der skulle i deleordning, så vi skulle faktisk ikke beslutte andet, end om vi kunne lide hinanden, og det kunne vi."

"Det var vigtigt for mig at være single i en periode, men på den anden side tror jeg ikke, der er noget vigtigere end kærligheden. Jeg tror, mange single kvinder omkring de 50 mister modet. Det skal man ikke."

Hvordan er kommandove- jen hjemme hos dig?

"Både Jan og jeg havde levet alene så længe, at vi havde styr på vores liv. Han havde fire voksne børn og sine egne venner, og vi havde aldrig behov for at tale om kommandovejen. Vi elsker børn, men jeg er altså nødt til at sige: Det gør det hele meget nemmere, at der ikke er børn derhjemme mere."

"Jan og jeg står tidligt op hver morgen og sætter os ud på vores terrasse og kigger på byens tage eller en flot solopgang. Om vinteren har vi varme jakker på. Så drikker vi morgenkaffe, taler sammen og ser på skyformationer. Om aftenen når vi kommer hjem fra arbejde, får vi os en ”skrider”, som Jan kalder det, når man deler en øl."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg har været begejstret for at være på LIFE, men det er også en stor lederstilling. Hvis jeg ikke havde mødt Jan, var jeg nok fortsat, men der er så meget, vi skal nå. Vi vil gerne vandre med rygsæk, opleve kultur og lytte til musik. Derfor har jeg gentænkt mit arbejdsliv, og jeg har faktisk altid drømt om at være i sundhedssektoren."

"Jeg kan godt lide, at man kan kombinere det naturvidenskabelige med menneskelige relationer. Jeg har sparet op, så jeg har råd til at læse til sygeplejerske i de tre et halvt år, det tager, og så håber jeg, at jeg bagefter skal arbejde på et hospital. Eller måske i Grønland? Eller med Læger uden grænser? Mulighederne er mange, men jeg satser på at have ti år som sygeplejerske."