Bolig fuld af lys og livsglæde
Store vinduer, friske farver og kæmpegardiner med kniv og gaffel! - Er du nysgerrrig, så kig med indenfor i Charlotte og Philippe Hedemann-Guéniaus uhøjtidelige hjem på Fyn.
En stemning af livsglæde er det første, man fornemmer, når man træder ind i Charlotte og Philippe Hedemann-Guéniaus hus i Odense. De mange store vinduer slipper et vidunderligt lys ind i de store rum, og fine, friske kulører dominerer indretningen. For farver glæder nemlig Charlotte både i privaten og i hendes og Philippes firma Rice, kendt for praktiske brugsgenstande i sødt og kulørt design.
Forført med det samme
Charlotte og Philippe flyttede med børnene Max og Selma på 12 og 10 år fra Kerteminde og ind i huset i juni sidste år, da transporten til og fra børnenes skole i Odense blev for tidskrævende. – Vi faldt fuldstændig for huset ved første besøg. Lyset, der vælter ind, sjælen i huset plus mulighederne, der var i at bo med god luft omkring os, gjorde, at vi ikke var i tvivl et øjeblik, om at vi hurtigt ville falde til, siger Charlotte og Philippe nærmest i munden på hinanden. Huset er rummeligt, på hele 550 kvadratmeter, bygget i 1918 og kendt under navnet Kirkehuset. Det skyldes, at arkitekturen minder lidt om en kirke udefra med dets tårnlignende gavl.
Højt til loftet
Der er højt til loftet og stuk i alle husets rum, så rammerne for at bo smukt var allerede til stede. Men inden familien flyttede ind, gennemgik huset en lettere renovering. Et par vægge blev væltet, og der blev bygget et gæstetoilet i stueetagen og en stor terrasse i træ.Tilbage var kun at indrette med alle de skønne møbler, brugskunst, billeder og skønne tapeter, som Charlotte blander med sikker sans for hyggelig æstetik – og farver. Undervejs indrettede hun også en lyserød stue, ‘Ladies Lounge’, som hun bl.a. bruger på aftener sammen med andre selvstændige kvinder. Så bliver der holdt forskellige oplæg, kvinderne sparrer med hin-anden og laver evt. middag sammen efterfølgende.
På gæstetoilettets væg hænger en fin samling af finurlige spejle, samlet gennem tiden. Tapetet er fra Mandrup Poulsen.
Stilleben på mahognikommoden. Rejseminder, Philippes og Charlottes yndlingsbog om musikkunstneren Serge Gainsbourg og en mini-humidor til cigarer, som Philippe fik i gave under et ophold i Afrika, går op i en højere enhed.
Fra køkkenet er der kig ind i stuen. Kniv- og gaffel-gardinerne fandt Charlotte på hjemmesiden thecollection.fr. Gyngestolen og sofabor-det er arvestykker fra Charlottes mormor.
Charlotte og Philippe elsker at lave mad sammen, og Selma på 10 år hjælper gerne til i køkke-net. Hylderne er specialbygget til køkkenet og rummer familiens mange krus, kopper og tallerkener.
Tallerkener fra Rice, fine kogebøger og notesbøger, blomster fra haven – og ægte fynsk brunsviger. Vi er jo på Fyn!
Som kontrast til rummets stil er komfur og køkkenbordplade i rustfrit stål. De stærkt turkise fliser har Charlotte fundet på en af sine mange rejser. Fletlamperne er fra Rice.
I køkkenet er husets oprindelige høje paneler bevaret, og her bliver der både spist og holdt masser af møder. Det fire meter lange spisebord er fra Tine K Home, stolene fra Sika-Design og loftslamperne fra Design by Us. De to lænestole i baggrunden ved udgangen til familiens store terrasse og have er lavet i Thailand. Den indbyggede reol rummer bl.a. kogebøger fra hele verden. Reolen er tapetseret med tapet fra Studio Ditte i Holland. Tjek studioditte.nl!
Fjernsynsstuen er indrettet med to lilla oversize lænestole med puffer købt i Holland. Velourplaiderne er fra Charlottes eget firma Rice, og maleriet er af Attasit Pokpong, der forhandles i The Gallery.
Trappen op til første sal. Spejlet fandt Charlotte og Philippe i Frankrig, mens de var bosat der. Taburetterne med hæklet sæde er fra Rice.
IDE
Bryd højtideligheden i et klassisk rum med en vild farve, f.eks. som den røde på gelænderet.
Et skønt stilleben mod den jade-grønne væg, en farve, Charlotte selv har blandet. Maleriet er ma-let af en thailandsk kunstner og købt på en af Charlottes mange ture derned. Kommoden er et arvestykke fra Charlottes mormor.
IDE
Giv nøgne grene en gang neonpink maling, og stil dem I en vase på et klassisk møbel som her for en frisk og levende kontrast.
Et udvalg af Charlottes yndlingsmaleri-er pryder væggen i hendes pink ‘Ladies Lounge’. Litografiet er af Charlottes veninde, Kristina Krake, og kan bestilles gennem Rice.
Charlotte tager et hvil i det pink værelse.
Selmas værelse ligger på 1. sal, med god plads til kollektiv lektielæsning. Skrivebordene er fra Ikea og lofts- og bordlampe fra Tine K Home.
I Philippe og Charlottes soveværelse er en mindre karnap udnyttet til bogreol og gulvet malet hvidt, så lyset reflekteres fint ud i rummet. Pygmæ træfiguren fik Philippe foræret under et besøg i Congo. Sengetæppet er fra Rice. Til højre anes den ene af to smukke glasmosaikdøre, der oprindeligt var vinduer. De blev købt i tidernes morgen i Frankrig af Charlottes mormor.
Etik og ansvar
“Det er super vigtigt, at jeg kan kigge mig selv i øjnene, når det gælder vores produkter i Rice”, fortæller Charlotte. Fra firmaets start har det været vigtigt, at virksomheden handlede globalt og samfundsmæssigt ansvarligt. Og i 2002 blev Rice SA8000 certificeret som første virksomhed i Danmark. Certificeringen handler om etik og social ansvarlighed. Efterfølgende blev Rice medlem af Global Compact, et stort globalt netværk for ansvarlig virksomhedsdrift.