Charlotte og Fredrik bor lige så hyggeligt privat som i den grønne lejlighed: ”Hygge er vores mest ærede koncept”
Nybyggerparret Charlotte og Fredrik fra grønt hus har gjort sig bemærket med deres festlige humor, hyggelige genbrugsfund og legende tilgang til indretningen. Koncepter, de også vægter højt i deres private hjem i Aarhus, hvor de bor med hunden Manfred – og snart også en fjerde beboer.
Et væld af farver, finurlige genbrugsfund og souvenirs fra rejser i hele verden fylder de rum, som 26-årige Charlotte Jakobsen og 28-årige Fredrik Holm Koch kalder hjem.
Når parret ikke sliber vægge og pynter værelser i den grønne lejlighed i TV 2-programmet Nybyggerne, bor de i en 50 kvadratmeters lejlighed i Montanagade på Frederiksbjerg, Aarhus, med deres hund, Manfred.
Og her er deres mest ærede koncept ”hygge”, fortæller Charlotte, da ALT.dk ringer for at hilse på.
- Vi har gjort meget for at skabe en hyggelig stemning i vores hjem. Vi har boet i tre lejligheder inden for de seneste par år, og det har taget lang tid at finde vores stil. Jeg synes, vi har opnået det i den nye lejlighed, hvor vi har indrettet med mange tæpper, farver og små finurlige genbrugsting. Det er minder, og de små, skæve ting, der får plads, siger hun.
På væggen hænger for eksempel et patværk af Mette Marie Bang, som Charlotte har fået i julegave, og i stuen står en kommode, hun engang fandt på et loppemarked, og som hun nægter at skille sig af med.
Derudover ejer parret ikke to kaffekopper, der er ens.
- Vi lader os primært inspirere af Instagram, men generelt er vi ikke sindssygt præget af tendenser. Jeg synes, det er vigtigt, at man tager stilling til, om man synes, det er fedt, bare fordi det er på Instagram, eller om det også er noget, man kan se i sit eget hjem. Gennem tiden har jeg lært, at jeg bliver gladere, hvis jeg giver mig tid til at vælge. Det betyder noget, når man har gjort sig overvejelser om de ting, man har, siger den 26-årige antropologistuderende.
Mette Marie Bangs patværk har fået en prominent plads over sengegærdet, hvor det er i selskab med masser af andre små, finurlige fund. Foto: Foto: Fredrik Holm Kock/Charlotte Jakobsen.
Væggen over sofan har Fredrik og Charlotte pyntet med forskellige billeder og keramik i flotte farver. Foto: Fredrik Holm Kock/Charlotte Jakobsen.
To bliver til tre
Hjemmet i Aarhus, der er bygget på to SU-budgetter, er på mange måder både et sted, hvor parret kan lade op, og hvor vennegruppen kan hænge ud.
Der er nemlig stort set altid gæster på besøg, og derfor skal indretningen ikke skræmme folk fra at hygge sig, fortæller Charlotte. Det skal være muligt at smide sig i sofaen og skåle i rødvin hældt op i kaffekopper.
Samme indstilling har Charlotte og Fredrik til den grønne lejlighed i Nybyggerne. Køkkenet er indrettet med fokus på, at det skal være et samlingssted, ligesom der er masser af plads om spisebordet ved vinduet.
Der skal være rum til at have det sjovt, men også dét kan tage lang tid at gøre til virkelighed. Det erfarede parret hurtigt i det populære TV 2-program.
- Vi sov i gennemsnit to timer per nat og kørte på nogle dampe, jeg ikke vidste, vi havde. Det tager virkelig lang tid og er psykisk hårdt i forhold til, at det er en konkurrence. I slutningen af ugen rammer det, og så husker man på, at det kan ændre hele vores liv, hvis vi vinder, siger Charlotte, der netop har offentliggjort, at hun og Fredrik venter sig deres første barn til efteråret.
En glædelig nyhed, der gør, at den 125 kvadratmeter store stuelejlighed i Hedehusene, som de dyster om at vinde i Nybyggerne, kunne blive en tiltrængt opgradering fra de 50 kvadratmeter i Aarhus.
Mens Fredrik sov
Selvom stuelejligheden til en værdi af 3,4 millioner kroner nu ligger nummer ét på parrets ønskeliste, lå det ikke umiddelbart i kortene, at de to skulle være med i programmet. Ud af de i alt fire par er Charlotte og Fredrik nemlig dem med mindst byggeerfaring, ligesom de aldrig havde talt om, at det kunne være sjovt at være med i et tv-program.
I bededagsferien sidste år blev Charlotte dog ramt af et øjebliks spontanitet og besluttede sig for at melde sig selv og Fredrik til Nybyggerne.
- Vi havde kigget på lejligheder i københavnsområdet, men med vores SU-økonomi kunne vi se, at det ikke kunne lade sig gøre. Så da jeg så, at TV 2 søgte deltagere, tog jeg en beslutning og sendte en ansøgning. Fredrik var ikke så meget på i starten, men da han en dag var faldet i søvn på sofaen, sendte jeg ansøgningen alligevel, griner Charlotte, der måtte afsløre sin gerning, da parret senere blev inviteret til casting.
Sidenhen har parret bl.a. imponeret seerne med hjemmebyggede stole, en skillevæg af gamle vinduer og et kæmpe billede af en cubansk dame, der sidder foran en gul væg og ryger en stor cigar.
Kærlighed i luften
Indretningen er imidlertid ikke det eneste, Charlotte og Fredrik har fået opmærksomhed for.
De sidste par uger er deres indbakke eksploderet med beskeder fra seere, som synes, at parret er et hyggeligt indslag, der bringer humor og god stemning til programmet.
Kommentarerne har overrasket de beskedne aarhusianere, der også har lært, at de trods deres seks år lange parforhold fungerer langt mere harmonisk i pressede situationer, end de selv havde regnet med.
- Vi har slet ikke været ved at rive hovederne af hinanden. Det har været en sjov oplevelse at få med sin partner, både fordi vi har revet to måneder ud af kalenderen, som vi kunne bruge sammen, og fordi vi har skullet klare denne kæmpestore udfordring i fællesskab, fortæller Charlotte og tilføjer, at selvom hende og Fredrik kendte hinanden godt i forvejen, har de alligevel lært nye sider at kende:
- Når den ene har haft det hårdt, så har den anden steppet op. Vi er gode til at bære eller støtte hinanden, og det er fedt at få bekræftet. Vi har lært hinanden bedre at kende, end jeg troede. Og så har jeg lært, at Fredrik, der nærmest ikke har noget temperament til daglig, godt kan blive sur, når gulvbrædderne ikke passer sammen, eller hvis tingene driller.
Om parret har flere fans end de tre andre nybyggerpar, er ikke muligt at spå om. Den spænding bliver forløst, når finalen på fjerde sæson løber af skærmen den 3. april.
I mellemtiden kan du lade dig inspirere af Charlotte og Fredriks indretningsstil på deres blog hyggebyggerne.dk.