9 ting, du kan bruge kaffegrums til
Nogle kan læse fremtiden i kaffegrums, men det er faktisk også ganske effektivt som blandt andet peelingsprodukt, sneglegift og lugtfjerner.
1. Håndrens
Gnid dine hænder med kaffegrums, og få bugt med stædigt snavs som olie, jord eller dej. Kaffen har samtidig en eksfolierende virkning, så smør hænderne ind i plejende creme bagefter.
2. Bodyscrub
Bland lige dele kaffegrums med brun farin, og tilsæt en duftfri olie, for eksempel mandelolie, til ’scrubben’ får en lind konsistens. Du kan eventuelt tilsætte en smule honning. Skrub din krop fra top til tå i badet, og skyl grundigt. Plej din hud med fugtighedscreme bagefter.
3. Sneglegift
Lidt kaffegrums strøet ud i køkkenhaven, et bed eller andre steder, som sneglene elsker, får dem og andre skadedyr til at fordufte. Det er koffeinen, som holder de små skadevoldere på afstand.
4. Skuremiddel
Brug grumset som effektivt skuremiddel til for eksempel din køkkenvask eller andre steder med trælse belægninger eller sæbeaflejringer. Eller har du problemer med at rengøre gryder og pander, så smør lidt kaffegrums på en klud, og gnid på pletten. Dog bør du ikke bruge kaffegrums på teflon- eller andre belægninger. Billigt og bæredygtigt.
5. Lugtfjerner
Har du haft hænderne i mad, hvis lugt bliver hængende, som kom odeuren til livs med kaffegrums. Gnid hænderne ind i grums, og skyl efter – og fiske- eller løglugten forsvinder. Du kan også putte lidt grums i en skål i køleskabet eller i en nylonstrømpe i klædeskabet, hvis du vil af med dårlig lugt.
6. Kompost
Brug grumset i kompostbunken. Det sætter gang i komposteringen og kan medvirke til at fjerne dårligt lugt.
7. Farvning
Giv papiret, påskeægget, stoffet eller garnet en varm kaffenuance ved at indfarve det med kaffegrums, som har trukket i varmt vand.
8. Fejning
Hæld grums ud over for eksempel asken i brændeovnen, så det ikke fyger, når du fejer det op.
9. Madlavning
Gør kødet ekstra mørt ved at tilsætte marinaden lidt kaffegrums. Det syrlige grums kombineret med salt fremhæver desuden smagen og giver sprød skorpe. Prøv en marinade af salt, paprika, farin, peber, kaffegrums, løg, hvidløg og koriander.
Kilder: helsenyt.com, samvirke.dk, havenyt.dk, hus-raad.dk, rigtigkaffe.dk mm.