Nem DIY: Sej ribbe til børneværelset og smart opbevaring til entreen
Se hvordan du kan lave en sjov og anderledes opbevaringsløsning til entreen eller hvad medsej ribbe til ungernes værelse? Det koster næsten ingen ting. Få vejledningen her.
OPBEVARING TIL ENTREEN
Sæt to smalle paller op på væggen i forlængelse af hinanden, og du har et praktisk og råt opbevaringssystem til entreen. Stolen er fra Normann Copenhagen, minirygsækken er fra Fjällräven, og de kulørte papæsker er fra Hay. House Doctor fører lignende gulvtæppe.
Du skal bruge:
2 smalle europaller, sandpapir, evt. lak, skruer, rawplugs og kroge (fra Ikea).
Sådan gør du:
Slib træet glat med sandpapir, tør af med en fugtig klud, lad tørre, og laker evt. pallerne. Skru pallerne fast på væggen, når lakken er tør. Hæng kroge på brædderne rundt omkring til at hænge nøgler, trøjer mm. op på.
COOL RIBBE TIL LEG
Her har opbevaringsmøblet fra billedet ovenover side fået en helt ny og sjov funktion til stor begejstring for både store og små. Husk at lægge en stor madras under ribben, for der bliver hoppet højt fra ribben! Væguret er fra Kähler, og skamlen er fra Stilleben. Kattepuden, sengetæppet og halstørklædet er fra Normann Copenhagen.
Du skal bruge:
2 smalle europaller, sandpapir, skruer, rawplugs og ca. 2 meter lagenlærred i forskellige farver (fra Panduro Hobby).
Sådan gør du: Slib træet glat med sandpapir, og tør af med en fugtig klud. Riv stoffet i 3-4 cm brede strimler. Vikl strimler om de fleste af tværbrædderne, så ribben bliver dejlig at klatre på og fin at se på! Skru pallerne fast på væggen.
TIP
Europaller kan fås i forskellige størrelser, også i halv størrelse og med større mellemrum mellem brædderne. Det er praktisk, hvis pallerne skal op at hænge. Alternativt kan du fjerne hvert andet bræt på pallen.
TIP
Spørg efter europaller hos trælasten, i supermarkedet, hos en lokal tømrermester eller lign. – eller søg på nettet …
► SE OGSÅ: Cool hjemmelavet skrivebord
► SE OGSÅ: Byg din egen solseng