Flødeskumskager - mere end 50 skønne opskrifter

Drop slankehysteriet og lav et ordentligt fadfuld hjemmelavede flødeskumskager. Der er noget ekstravagant over flødekager. De er altid virkelig smukke og den fede fløde giver kagerne et lækkert strejf af luksus. Ofte er det en af de kager, som vi køber hos bageren, men det er synd, for du kan sagtens lave dem selv.

Her på siden finder du masser af skønne opskrifter på lækre flødekager.

Du kan sagtens selv bage en jordbærtærte, en napoleonskage, et gåsebryst eller en af de andre klassiske flødeskumskager. Det er slet ikke så svært, som det ser ud til - og øvelse gør jo som bekendt mester, så hvorfor ikke bare prøve? Vi er sikre på, at der er mange, der gerne vil hjælpe dig med at smage på lækkerierne, så giv dig endelig i kast med opskrifterne her på siden, du vil blive rigt belønnet for dine anstrengelser i form af lækker kage og taksigelser fra dine kagegæster.

Her i Danmark elsker vi vores flødekager og alle har deres egne favoritter – hvilken flødeskumskage kan du bedst lide?

Er du til den helt klassiske og gode gammeldags gåsebryst? Den klassiske danske konditorkage stammer helt tilbage fra starten af 1900-tallet. Få opskriften på gåsebryst her

Hvis du ikke har mod på at bage bundene selv, så prøv denne nemme version med færdigkøbte lagkagebunde

Sol og sommer og klassisk jordbærtærte

Sprød mørdej, knasede mørk chokolade, blød creme og syrlig-søde jordbær. Der er mange grunde til, at jordbærtærten er blevet en dansk sommer klassiker. Prøv fx denne nemme jordbærtærte eller hvad med en version af den lækre tærte med hvid chokolademousse i stedet for creme?

Eclairs

En dejlig luftig vandbakkelse med det skønneste fyld af fx mokkacreme

eller med chokolade 

eller med frugt 

Kartoffelkager

Det er faktisk også vandbakkelser, du bruger til at lave bunden i en kartoffelkage  - den lidt rustikke kage med det fine kakaodryssede marcipanlåg har fået sit navn, fordi den ligner en stor kartoffel. Men med sin lette vandbakkelsesbund, lækre vaniljecreme og marcipanen på toppen, smager den af alt andet end kartofler, og er derfor et superpopulært indslag til eftermiddagskaffen.

Waleskringle med jordbær

Denne lette og yndige vandbakkelseskrans med friske bær og flødeskum er dejlig til sommerens eftermiddagskaffe eller som dessert. Prøv selv at bage en skøn waleskringle og fyld den med flødeskum og jordbær

Fastelavnsboller 

Ingen fastelavn uden fastelavnsboller – og her på ALT,dk kan fastelavnssæsonen sagtens starte først i januar. Vi er vilde med alle afskygninger af de lækre boller – også dem med flødeskum!

Men der er jo et utal af lækre kager at vælge imellem - måske vil du (også) prøve:

Othellolagkage 

Medaljer 

Fragilité 

Prinsessekage 

Prinsessekagen til „dagens prinsesse“ er en lækker dessertkage med hindbærfyld og marcipanovertræk. I Sverige er „Prinsessetårten“ nærmest obligatorisk til en fødselsdagsfest.

Walesboller 
Her i en supernem version, som du laver med færdigkøbt butterdej.

Roulade med flødeskum 
Den klassiske roulade får lige et nøk op med fløjlsblødt flødeskum

Semlor  
Vi elsker fastelavnsboller her i Danmark, men i Sverige kan de altså også noget med deres fastelavnsboller - prøv de skønne semlor  

Lagkage fra Svinkløv - den superpopulære valnøddelagkage fra Svinkløv Badehotel

Den berømte sportskage fra La Glace 

Men en af de allermest populære flødekager er napoleonskagen, en konditorkage der blev udviklet i den danske konditorkunsts storhedstid fra 1840 til 1910. Her får du en god opskrift på den klassiske flødekage:

Lækre napoleonskager

Opskrift: Katrine Klinken/ Foto: Line Falck

4 stk.
Arbejdstid: 40 min.
Bage/kogetid: 25 min.

Bunde:
½ rulle butterdej som kølevare (eller 2 plader frossen butterdej)

Kagecreme:
2 dl sødmælk
1 spsk. sukker
2 æggeblommer
1 1/2spsk. majsstivelse
1/2 stang vanilje

Drys:
1 spsk. sukker

Fyld:
1/2 dl piskefløde
8 spsk. hindbærmarmelade (stikkelsbærmarmelade, sveske eller æblemos)

Glasur:
50 g flormelis
1-2 tsk. vand

Pynt:
1 dl piskefløde (pisket til skum)
4 tsk. ribsgelé

Kagecreme:

1. Kom mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse i en gryde. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Kom den tomme stang og kornene i gryden.

2. Pisk det hele sammen i gryden, og bring i kog under piskning. Lad cremen koge i ca. 4 min. Drys sukker på cremen, og sæt den i køleskabet, til den er kold. Vend letpisket flødeskum i cremen.

Bunde:

3. Skær 8 stykker udrullet butterdej ud i stykker på ca. 6 x 10 cm. Læg dem på bagepapir, og prik dem med en gaffel. Bag i ca. 15 min. ved 200 grader. Afkøl dem på en bagerist.

Napoleonskager:

4. Rør glasur af flormelis og vand. Smør et lag på 4 stykker bagt butterdej.

5. Smør et lag syltetøj eller mos på 4 stykker bagt butterdej. Kom creme på, og glat siderne af kagerne med en palet. Læg butterdej med glasur på toppen.

6. Kom flødeskum i en sprøjtepose med stjerne spids, og pynt siderne af kagerne. Kom en teske gelé på toppen af hver kage.

Der findes ingen direkte forklaring på, hvorfor denne kage hedder Napoleonskage. Napoleons køkkenchef, Marie-Antoine Carême, brugte butterdej i sit køkken, så det er måske den tætteste sammenhæng, der er mellem navn og kage. Napoleon Bonaparte levede fra 1769 til 1821 og var fransk kejser fra 1804 til 1814 og igen i 1815. Han fik en militæruddannelse og førte en stribe krige.

Vidste du…
At flødeskumskager er et dansk fænomen? Ifølge historiker Bi Skaarup er flødekager et særligt dansk fænomen. Piskefløde blev først tilgængeligt for mange, da andelsbevægelsen og industrialiseringen slog igennem. Kombineret med kreative konditorers arbejde og håndværksmæssige kunnen blev flødeskumskagerne udviklet omkring 1900.

Så ligegydigt om du er til gåsebryst, kartoffelkager eller walesboller, så finder du med garanti em opskrift på en lækker flødeskumskage efter din smag lige her på siden. God fornøjelse - og velbekomme!