Banankage med marcipan
Har du en rest marcipan til overs fra julen, er det oplagt at bruge den i en kage.
Med en unge på to år har jeg næsten altid en banan med i tasken, ligesom pladsen under klapvognen normalt også rummer samme ingrediens. Så er man altid rustet til at tage toppen af den værste ulvehunger.
Men med flere banan-depoter sker det, at jeg har lige rigeligt af den gule sag. Og så er det jo om at få dem brugt til noget fornuftigt. Nogle ryger straks i fryseren, mens andre forvandles til smoothies, halvsunde muffins (se tidligere blog) eller denne skønne banankage.
1 kage, ca. 10 personer
1 vaniljestang
225 g rørsukker
3 æg
1½ tsk. bagepulver
250 g hvedemel
125 g smør
3 modne bananer
100 g ren rå marcipan
Overtræk:
150 g mørk chokolade
Drys: frysetørrede hindbær
1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med lidt af sukkeret.
2. Pisk sukker, vanilje og æg sammen til en cremet og luftig æggesnaps med håndmixeren.
3. Bland bagepulver og mel og si det i æggesnapsen.
4. Smelt smørret og lad det afkøle lidt.
5. Blend bananerne med en stavblender og riv marcipanen groft.
6. Vend bananmos, marcipan og smeltet smør med en dejskraber, så luftigheden bevares.
7. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 25 cm. i diameter) og bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca. 55 min. Tjek, med en tandstikker, om kagen er færdig.
8. Afkøl kagen på en bagerist og overtræk den med smeltet chokolade. Drys med frysetørrede hindbær.
Tip: Du kan også fordele dejen i muffinforme. Bagetiden er så ca. 15 min.