Basilikumpesto
Det tager kun få minutter at lave din egen pesto.
Min mand har netop rundet de fire årtier, og til fødselsdagen nægtede han at have blomster på bordene. Så da temaet for festen var italiensk, købte jeg en mindre skov af basilikumplanter som bordpynt. Det så både friskt og pænt ud, og som sidegevinst kunne gæsterne drysse basilikumblade på maden.
PRØV OGSÅ MIN OPSKRIFT PÅ PASTA MED ASPARGES OG LIME - TRYK HER
Da gæsterne gik hjem, var der masser af basilikumblade tilbage, og derfor var det nærliggende at lave en ordentlig portion basilikumpesto.
Den både dufter og smager vidunderligt og kan bruges på utallige måder, f.eks. vendt med nykogt pasta, som dressing på salaten, på pizza, i sandwich og som dip til gnavegrønt.
Ca. 4 dl
Arbejdstid: 15 min.
50 g pinjekerner
1-2 fed hvidløg (efter smag)
4 håndfulde friske basilikumblade
½ tsk. salt
1 dl parmesan
ca. ½ dl ekstra jomfruolivenolie
1 spsk. citronsaft
1. Rist pinjekernerne let gyldne på en tør pande
2. Kom pinjekerner, hvidløg, basilikumblade, salt og friskrevet parmesan i en blender, og kør til ensartet konsistens. Hæld olie og citronsaft i blandingen og kør til cremet konsistens. Justér konsistens og smag med olie, citronsaft og salt.
Tip: Pestoen kan holde sig i ca. 3 dage i køleskabet.