”Vi kan forstå verden gennem det tøj, vi bærer”

Til en udstilling med den amerikanske kunstner Agnes Martin på Tate Modern i 2015 fik den britiske modejournalist Charlie Porter første gang den tanke, at man ved at studere en kunstners tøj, kunne finde en ny vej ind til forståelsen af hendes eller hans værker. At man ved at kigge på garderoben, arbejdstøjet og de sociale gevandter kunne komme tættere på mennesket bag kunsten.

I udstillingskataloget var et fotografi af Agnes Martin på sit arbejdsloft i New York taget af magasinmanden Alexander Liberman i 1960. På billedet er den amerikanske kunstner klædt i et polstret, kviltet sæt‚ en gavnlig jakke og et par praktiske bukser i et snit, der lige så vel kunne være skåret af en ung Craig Green. Og det betagede ham.

“At jeg stod der og faldt i staver over hendes tøj, bragte mig tættere på hende, og jeg begyndte at tænke på, hvad vi kan lære, hvis vi kigger på kunstneres tøj. Jeg kan se på billedet med 2022-øjne og sige, at det er en fed jakke, den vil jeg gerne have, men sagen er jo, at hun har haft den på, fordi der har været hundekoldt i det loftsrum i New York, som hun har stået i. Og hun har stået dér, fordi det var en nødvendighed at stå der for at kunne arbejde, og fordi det har været det sted, hun på det tidspunkt har kunnet få fat på. Tøjet afslører fortællinger om kunstneres liv, som man ikke forventer,” fortæller han.

Agnes Martins sirlige grid-kunst bliver af mange opfattet som minimalistisk og ren, men hun betragtede mere sig selv som en abstrakt ekspressionist, en outsider, en stille provokatør, og det er sådan noget, man får med sig, når man begynder at interessere sig for mennesket gennem tøjet, mener Charlie Porter.

Siden har han fulgt sin interesse for kunstneres påklædning og er dykket ned i David Hockneys hang til kulørte cardigans, har studeret Alberto Giacomettis kærlighed til tweedjakker og Andy Warhols syn på jeans og har gransket, hvorfor en britisk samtidskunstner som Sarah Lucas lader sig fotografere i crewneck-T-shirt, jeans – og spejlæg.

“Sarah Lucas kunne sætte ord på, hvordan vi kan forstå verden gennem det tøj, vi bærer. Og hvordan kunstnere kan bruge tøjet til at formidle et budskab. Når hun bruger tøj som en del af sine skulpturer, føler hun, at beskueren kan se en del af hende selv. På det berømte selvportræt, hvor hun har spejlæg henover sine bryster, bærer hun en rundhalset T-shirt, der oprindeligt blev båret af amerikanske fodboldspillere og typisk har været en del af mænds garderobe. Og det siger jo så meget,” fortæller han.

Men hvorfor overhovedet studere, hvilke jeans, skjorter og sweatre kunstnere tager på?

“Hvis du spørger en kunstner direkte: “Hvad handler din kunst om?” kan de ofte ikke svare. Det er ikke en del af kunsten at fortælle om den, men hvis du spørger ind til deres tøj, vil de begynde at fortælle om deres daglige praksis, og hvad der skal til for at skabe kunsten, og på den måde kan du komme tættere på værkerne, end hvis du spurgte direkte,” siger han.

Kunstnerne trækker i arbejdstøjet

Første kapitel af What Artists Wear er dedikeret til den fransk-amerikanske kunstner og skulptør Louise Bourgeois, hvis garderobe var uløseligt forbundet med den kunst, hun skabte. Hun er en af de kunstnere, som både betragtes som velklædt og karismatisk og voksede op i en verden af Chanel. Sidenhen svøbte hun sig i pelse, perler og baret og blev kendt for at skabe en form for feminin autoritet med sin stil. Og så brugte hun ikke mindst kjoler, strømper og lingeri i sin kunst – eller hun iklædte sig kunsten som tøj.

“Louise Bourgeois vidste, at der lå både power og traumer i det tøj, hun bar, og hun skilte sig aldrig af med det, der var i hendes garderobe. Hendes far havde en affære, da hun var barn, og det svigt blev nøglen til hendes arbejde. Hun skrev ofte i sin dagbog, hvor meget hendes tøj betød, og hvordan det mindede hende om, hvad hun havde været igennem,” fortæller Charlie Porter, der har kigget i nakken på moden i Louise Bourgeois gamle lejlighed i New York.

“Hun arbejdede med kunsten, men blev i mange år ikke anerkendt for den, så tøjet fortæller også historien om, hvordan det var at være kvindelig kunstner i det 20. århundrede i en periode, hvor moden udviklede sig til kvindernes fordel.”

Selv om mange modeskabere har ladet sig inspirere af Louise Bourgeois’ skulpturelle eksperimenter, er det ikke den historie, Charlie Porter fortæller i sin bog. Han har bevidst udeladt fortællingerne om, hvordan kunstnere til alle tider har inspireret modedesignere til at skabe unikke kollektioner, og han har heller ikke villet bruge alt for mange ord på de mest ikoniske items, kunstnere har båret – som Picassos Breton-trøjer. Ikke desto mindre er de stribede jerseybluser blevet symbolet på den frie, rebelske kunstner i midten af sidste århundrede, som den britiske skulptør Barbara Hepworth, der også bar dem sideløbende med de taljerede kedeldragter, hun oftest huskes for. Og i det hele taget er arbejdstøjet, mere end store kjoler og vilde skrud, det mest karakteristiske kunstneroutfit, du kan finde.

“Ordet workwear bliver i dag brugt om tøj, der på ingen måde er til at arbejde i eller for alvor er funktionelt, men inspirationen kommer fra kunstnere som Agnes Martin og Barbara Hepworth, der rent faktisk iklædte sig workwear. De tog arbejdstøj på for at kunne arbejde, hvilket er noget underligt indlysende at sige, men det handlede om funktionalitet i livet, og det er det, kunstnere forsøger sig med; at fungere som mennesker. De prøver i al sandhed at udtrykke sig selv og for at kunne gøre det, er de nødt til at fungere. Det er rent idealistisk, for det er hårdt at være kunstner og oftest føler de måske, at det ikke bærer nogen steder hen. Jeg tror, at kunstnere går i funktionelt tøj, fordi det tillader dem at blive på den vej,” fortæller Charlie Porter.

Suit yourself

Et andet look, han sætter særligt spot på, er det skræddersyede jakkesæt. Mexicanske Frida Kahlo bar det trodsigt i 1920’erne, hvilket gav hende en udstråling af magt, men over hvem? Yves Klein havde smoking på til sine sidste performances i 60’erne for at adskille sig fra sin blå kunst. Og den excentriske britiske duo Gilbert & George bærer det på en distinkt måde, der signalerer, at de er alt andet end et par børsmæglere på vej til job.

Det er et billede af den amerikanske kunstner Georgia O’Keeffes jakkesæt, der er på forsiden af Charlie Porters bog, og han kan godt lide tanken om, at billedet ikke afslører, hvilket køn, sættet tilhører.

“Der er så meget at sige om Georgia O’Keeffe, for der var så meget af det, hun klædte sig i, der var fascinerende og smukt,” siger han.

“Det er et fint jakkesæt, men når du kigger på det, er det faktisk ret bredt, også når man tænker på, at det er en ældre dame, der har båret det. Hun var 93,” fortæller han.

Det skræddersyede jakkesæt er interessant, fordi det i forvejen bærer så mange betydninger med sig, så når en kunstner ifører sig et, er der sjældent tvivl om, at der er en mening med det.

“Kunstnere har ingen tvungen uniform, og de står ikke over for så mange kompromisser i forhold til, hvad de skal have på. Det, de bærer, er meget mere forbundet med, hvem de er, og hvad de laver,” forklarer Charlie Porter og henviser til, at de fleste af os klæder os på ud fra en række sociale koder, som mange kunstnere formår at stille sig selv udenfor.

“Jeg fandt et brev, som Georgia O’Keeffe havde skrevet til Eleanor Roosevelt om ligestillingen i USA, hvor Georgia O’Keeffe plæderede for, at der skulle være lige rettigheder for alle. Det var forbundet til, at hun gik i jakkesæt, og den kønsneutralitet, hun opsøgte. Jeg elsker, at der var den slags aktivisme i hendes liv, og at det afslører sig i hendes tøj,” siger han.

Der er også et andet berømt billede af Georgia O’Keeffe i bogen, hvor hun sidder bag på en motorcykel på vej ind i New Mexicos ørken. Det er fra 1934, og hendes glæde over friheden, luften og eventyret er slående.

“På billedet bærer hun et par Levi’s-jeans, der sikkert ikke har kostet mere et par dollars, for det var længe før, jeans blev et luksusprodukt,” fortæller Charlie Porter.

Designertøj med malerpletter

Selv om det er de opsmøgede skjorter, brugbare jeans og funktionelle slacks, der oftest beskrives som kunstneres foretrukne outfits, har der også altid været kunstnere, der har elsket moden og dens inderste kerne og har involveret sig i den. Som fx den amerikanske graffitikunstner Jean-Michel Basquiat, der i 80’erne ofte blev set i dyrt designertøj – spættet af malerpletter og brændemærker fra joints.

“Han var dybt fascineret af mode, og allerede før han skabte sig et navn og begyndte at tjene penge, bar han tøj som en slags selvudtryk tæt forbundet med den graffitikunst, han lavede rundt om i New Yorks gader. Han havde en særlig sans for kreativitet og for at markere sig, skabe udtryk og sætte farver og former sammen. Tøj var en stor del af hans verden, og da han pludselig begyndte at tjene mange penge, brugte han hundredetusinde af dollars i Comme des Garçons, som på det tidspunkt var et helt nyt mærke,” fortæller Charlie Porter.

“Det er jo superinspirerende, fordi man ofte oplever, at folk har deres bedste ting liggende i skabet og ikke tør bære dem. Og det går jo imod hele pointen med mode,” siger han.

Jean-Michel Basquiat døde af en overdosis i 1988, men inden da blev han inviteret til at være med i Comme des Garçons show i Paris. Og selv der, hvor tøjet ikke bar præg af hverken livsstil eller gesjæft, udstrålede han noget helt særligt.

Stil er også en signatur

Nogle kunstneres garderobe-præferencer er hurtigt aflæselige, men der kan ikke skabes et entydigt billede af deres stil, fordi den var foranderlig, fastslår Charlie Porter.

Efter et dedikeret liv i arbejdstøj gik Barbara Hepworth i de sidste 10 år af sit liv over til at iklæde sig pelse. Kedeldragter og skjorter blev skiftet ud med bløde frakker og jakker i hermelin og ræv. Dels for at markere at hun efter et voldsomt lårbensbrud havde svært ved at arbejde fysisk hårdt med sine skulpturer, dels på grund af den britiske titel Dame, der var blevet hende tildelt i 1965. Hun følte endelig, at hun kunne tillade sig at klæde sig som en dame.

Louise Bourgeois ændrede stil, da hun mødte og blev venner med designeren Helmut Lang, hvis kollektioner hun siden bar med stor stolthed.

“Jeg tror, at forandringerne i kunstnernes påklædning handler om deres behov for at blive ved med at tænke og skubbe til tingene. De siger: “Du tror, jeg laver det her, men faktisk laver jeg det her.” Da Louise Bourgeois mødte Helmut Lang, da han ville inkludere hende i en udstilling med Jenny Holzer i Wien i 1997, skrev hun om hans besøg i sin dagbog og optegnede hans navn med det smukkeste H. Hun var charmeret af den yngre mand, og deres forbindelse vakte glæde og førte ny energi og ideer med sig,” fortæller Charlie Porter og understreger, at det vil være en fejl alene at se kunstnerne som stilikoner.

“Forskellene mellem kunst og mode har altid interesseret mig. De kredser om hinanden, men når de blender sammen, opdager man, at de er forskellige. Moden fokuserer på sæsoner, mens kunsten og kunstneren har et livslangt perspektiv. Kunstnerne forstår, at intet kun handler om øjeblikket, men om livet.”

Det er tanker som det, der har fået ham til at skrive bogen. “Jeg håber, at bogen får folk til at tænke på deres eget forhold til tøj og udtryk og ikke kun forholde sig til det, modeindustrien siger. At de aktivt tænker over, hvad de bærer og ikke bærer, og at de vælger ud fra, hvad der fungerer i deres liv. Jeg vil gerne tildele læserne magten til selv at vælge deres tøj,” siger han og lægger sig i forlængelse af den engelske skulptør Barbara Hepworth, der i 1944 skrev i et brev:

“Der er intet mere smertefuldt end at iklæde sig tøj, der er for ungt eller for vildt i form eller farve. Vi er nødt til at udvikle en personlig stil, der er inspirerende for os selv.”