Hudplejerutine

Din hud er ikke en stegepande: Derfor skal du undgå dette

I jagten på strammere hud, mere glans eller færre problemer med bl.a. akne og pigmentpletter kan vi ofte skifte ud i vores hudplejeprodukter og -cremer. Men er det sundt for huden at prøve noget nyt, hvor lang tid går der, før vi kan regne med at se resultater – og er der noget, vi skal holde op med. Vi har spurgt eksperten.

Kender du også det? Din veninde, dit yndlingsblad eller din kosmetolog har tippet dig om en ny renselotion, natcreme eller et serum, som gør underværker for deres hud, der pludseligt stråler om kap med julelysene? To dage senere har du erhvervet dig samme vidunderprodukt og smører løs.

Men er din hud strammet op overnight? Er glansen kommet, eller ligner det hele sig selv?

Vi har talt med Camille Fischer, der er hudterapeut og indehaver af klinikken Skin in Mind om, hvor længe vi skal vente, før en ny creme eller hudplejerutine reelt virker.

Og ifølge hende er det muligt at nå dine mål, hvis du følger en fast rutine – hvad enten det er aknefri hud, mindre pigmentering eller færre fine linjer. Det kræver dog tålmodighed som en maratonløber, for din hud er ikke en sprinter.

Vi mister omkring 50 mio. hudceller om dagen. Men der bliver hele tiden produceret nye. Det tager mellem 25-35 dage for en hudcelle fra den bliver lavet, til den falder af. Det vil sige, at det tager cirka 30 dage for epidermis, det øverste lag af huden, at forny sig. Og hele denne fornyelse spiller ind i forhold til, hvornår vi kan forvente at se et resultat fra et nyt produkt.

”Du skal væbne dig med tålmodighed, når det kommer til hudpleje. I den første måned, hvor du har brugt produktet, får du udskiftet hudcellerne, hvoraf nogle er i en bedre tilstand end andre, og sunde celler kan meget bedre tage imod det, du smører på, så for hver dag, du smører, får de lidt mere. Derfor går der også minimum en måned, før du kan forvente at få et resultat af nogen art.”

Instant fugtboost

Camille Fischer understreger dog, at en måned er lavt sat. For det, du kan forvente i den første tid, når du bruger et nyt produkt, er, at du føler dig mere fugtet.

”En overfladetørhed kan du ret hurtigt gå ind og genoprette med fx en peeling og fugtmaske, hvor det er et meget instant resultat, du får. Anti-age, akne og pigmentering tager længere tid, fordi der skal vi ind og reparere noget, som ligger lidt dybere i huden. Det kan sammenlignes med at træne; jo mere vi træner, jo bedre form kommer vi i. Og det er derfor, at rutinerne er så vigtige, og at vi gør det hverdag.”

På kort sigt vil du måske bemærke, at din hud ser mindre mat og mere glat ud, og den er bedre hydreret. Men når det kommer til forbedring af fine linjer og pigment, kan det tage længere tid, og her hælder Camille Fischer mere til tre måneder. Dette giver tre cyklusser, hvor der sker en fornyelse af dine hudceller i epidermis, og det kan så småt give nok tid til at opnå den tilsigtede effekt af et hudplejeprodukt. Men nogle gange kan der gå op til et helt år.

”Det er nemlig også afhængigt af, hvilken tilstand din hud er i inden. Der er nogle ting, som responderer hurtigere end andre, men det er, fordi de ligger i forskellige lag i huden. Pigmenteringer er fx meget genstridige, fordi det er en skade inde i cellen, som skal repareres, og det er derfor, at det tager rigtig lang tid. Akne kan også være genstridigt, men fordi det ligger mere i overfladen af huden, kan du hurtigere opnå et resultat.”

En anden faktor, som også spiller ind på, hvor hurtigt du kan se resultater, er ingredienslisten. Det gælder fx A-vitamin, som mange af os tyer til, hvis vi gerne vil have bugt med akne eller fine linjer og rynker.

”For at kunne optage A-vitamin i cellerne, skal du have nogle receptorer, der kan modtage vitaminet i cellen, og for at skabe dem, skal du have A-vitamin,” siger Camille Fischer og uddyber:

”Og har du ikke A-vitamin i din hud, når du begynder at smøre den med en creme, der indeholder A-vitamin, tager det tid, før din hud begynder at opbygge receptorerne, så de faktisk kan få noget A-vitamin ind i cellen.”

Hvis huden slår ud

Det er fristende at skifte mellem produkter til vores hud. Vi bliver trætte af at bruge den samme creme dag efter dag, hvor en ny duft, konsistens eller salgstekst kan lokke os til at prøve nyt. Når det kommer til, hvor sundt det er for huden at skifte mellem produkterne, er der heller ikke noget enkelt svar, for det kommer meget an på, hvilken hud du har.

”Har du en meget reaktionær hud, er det måske bedst at holde dig til det, du ved, at din hud har godt af, men har du en hud, som bare trives, kan du godt kaste dig ud i nye ting,” forklarer Camille Fischer, og fortsætter:

”Hvis du fx har rosacea, som kan være lidt genstridig at komme til bunds i, og som kræver ro, vil jeg ikke anbefale dig, at du kaster dig ud i en helt masse produkter igen og igen, fordi det stresser huden. Og prøver du at bekæmpe en akne, skal du også dedikere dig til nogle produkter, som arbejder for det, og der skal du heller ikke stresse huden.”

Nogle af os oplever også, at huden slår lidt ud, når vi skifter til en ny creme eller hudplejeprodukt, og det er helt naturligt, fortæller Camille Fischer. Det kan ofte ske, hvis du skifter til noget, der er lidt mere eksfolierende, og som sætter gang i cellefornyelsen, og bl.a. A-vitamin rydder også op i huden.

Det sker ofte, hvis du bruger et produkt, som speeder cellefornyelsen op. Det, der sker, er, at hvis der ligger noget nede i huden, som måske ikke ville være blevet til det store, fordi huden selv ville have taget hånd om det, så får det nye produkt skubbet det op til overfladen lidt hurtigere.

Jeg bruger fx selv A-vitamin i mine rutiner, og når jeg skruer op for dosis, kommer der altid en uge, hvor min hud skal arbejde lidt mere, og der bliver renset ud.”

Du skal heller ikke være nervøs, hvis din hud slår lidt ud, for det er helt normalt, når du skifter over til noget andet, for det en udrensning og en balancering af huden. Camille Fischer sammenligner det med en kost-udrensning eller detox, hvor kroppen også kan udskille affaldsstoffer for at få det bedre.

”Slår din hud lidt ud, kan du med fordel lave lymfedrænnage omkring ansigtet, halsen, nakken og skuldrene, fordi det hjælper med at rense ud indefra. Det kan du fx gøre ved at tørbørste, eller lave lette strøg med fingrene, en gua sha eller jaderulle fra midten af ansigtet og ud og ned på halsen.”

Vores hud er ikke en stegepande

Din hud kan dog også give dig et tegn på, at en creme eller rutine ikke er god for dig, og det kan fx være, hvis du føler dig stram i huden i ansigtet efter at have brugt et dagligt renseprodukt.

”Der vil jeg stoppe med at bruge det, for det kan være et tegn på, at den går ind og fjerner hudens naturlige lag af fedt, og det er ikke meningen. Vores hud er ikke en stegepande, den skal ikke affedtes. Den skal renses. Et renseprodukt skal i min optik give dig følelsen af, at du har fået noget fugt og pleje, og derfor er rensemælk, -balm og -lotion meget mere noget, jeg vælger, fordi de bevarer hudens naturlige fedt på overfladen, som beskytter os.”

For at en hudplejerutine skal være effektiv, skal du også være opmærksom på, hvordan de produkter, du bruger, interagerer med hinanden, for det kan ende med, at produkterne bliver mindre effektive.

Og ifølge Camille Fischer er det bedre at starte med få produkter – altså rens, serum og creme – og få en god og fast rutine med dem, så kan du altid supplere hen ad vejen.

”Serum og creme er essentielt, hvis du gerne vil se gode resultater. I min optik kan huden rigtig meget selv, så det handler om at finde balancen i det. Du kan skabe en ubalance ved at bruge for mange produkter, og derfor skal du være obs på, hvad du har behov for. Nogen kan skabe en uren hud, fordi de fx bruger for skrappe renseprodukter, der tager for meget af hudens naturlige fedt.”

Det er altså det lange, seje træk med en regelmæssig og nærende rutine, der forbedrer vores huds langsigtede tilstand, men det kan selvfølgelig være demotiverende, hvis du ikke ser en forskel hurtigt og heller ikke er sikker på, hvor længe du bør vente, før du afskriver et produkt.

”Det er ikke fair overfor et produkt, hvis du skifter det ud efter en måned, for så har du ikke givet det en fuld chance efter min mening. Grundreglen, når det gælder cremer og ingredienser, er minimum tre måneder. Og har du ikke set det, du gerne vil, efter et halvt til et helt år, så har du givet det en fair chance.”

Camille Fischer faste hudplejerutine

Når det gælder faste rutiner, anbefaler Camille Fischer at rense huden godt om aftenen.

”Vi skal have makeuppen af, og derefter rense huden grundigt, inden serum og creme smøres på. Det virker godt og gør en forskel for min hud. Og de produkter, jeg smører på bagefter en grundig rens, har meget bedre mulighed for at virke.

I min morgenrutine bruger jeg en let rens om morgenen, og derefter serum og creme. Når solen skinner slutter jeg af med en solcreme.”