Eja Penelope: "Jeg hader, når folk blamer de sociale medier"

Eja Penelope Roepstorff står på gaden med hænderne begravet i lommerne og sludrer høfligt med en bekendt udenfor den café, hvor vi skal mødes. Det er fredag eftermiddag, og den vinterblå himmel lyser klart og lover forår.

Da vi har bestilt te og sætter os, siger hun, at hun var i tvivl om, hvem han var. “Det er bare så pinligt at indrømme, kender du det?” Spørger hun og griner sin smittende latter. Hun ser ellers ud som én, der tør det meste.

Med sit karseklippede hoved, piercinger og tatoveringer ligner hun mest af alt én, der lige er trådt ud fra en vild technofest på natklubben Berghain i Berlin. Et eklektisk og råt look, der låner fra subkulturer som 80’ernes anarkistiske punkere og 90’ernes technomiljø. Én, der kunne være muse for Vetements Demna Gvasalia. En kompliment, hun synes “er virkelig nice. Jeg kan virkelig godt lide Vetements, når vi taler high end,” siger hun og understreger, at det altså ikke er noget, hun har råd til. Hun køber det meste af sit tøj secondhand og “oftest på nettet.”

I dag er hun iklædt et par baggy jeans med en 2Pac-applikation og en hvid, åben skjorte, knappet ned, så hendes bryster titter frem, når hun bevæger sig. En lille similisten på en tand i den øverste del af munden blottes, hver gang hun smiler, og hendes øjenbryn er brudt af barberede streger. Hun er 19 år og oser af ungdom. En ungdom, der ikke skeler snævert til køn. De vil bare have lov at være sig selv. Alt andet er frihedsbegrænsende.

Lige nu har Eja ikke noget arbejde, men går og søger. I tøjbutikker eller som bartender på caféer på Nørrebro, hvor hun netop er flyttet ind i en lejlighed med en veninde.

“Vi har malet den i de vildeste farver, som fylder mig med så meget energi,” siger hun begejstret. “Mit værelse er knaldgult, vores gang er mintgrøn, og vores køkken er sådan beige-rosa?” siger hun og kigger spørgende på mig, som for at lure, om jeg kan forestille mig farven, der næppe er fra Farrow & Balls farvekort.

“Min veninde og jeg har siddet og kigget i boligmagasiner, og så kom vi til den konklusion, at det var ALT det modsatte, vi skulle indrette vores lejlighed med,” griner hun.

Ved siden af jobsøgningen, arbejder hun på en lille film, som forhåbentlig bliver hendes adgangsbillet til The European Film College, filmhøjskolen i Ebeltoft, hvor hun gerne vil ind. Det skal være en film om hendes finske veninde, “som er så overdrevet en person. Så sammensat en type,” siger hun og fortæller, at hun skal med hende til Finland og besøge hendes gamle hippie-mormor og hendes katte.

“Jeg er meget optaget af tidligere tiders ungdomsbevægelser, og hvordan de håndterede alt det svære ved at være ung. For nylig så jeg den der Michael Strunge-dokumentar, Væbnet med ord & vinger, som jeg egentlig ikke var så vild med, men jeg fik det med fra den, at vi alle, især os unge, går rundt og tror, at vi er så unikke, og så er det alligevel de samme følelser i forskellige forklædninger.”

Film er det, Eja brænder for. Særligt efter hun var en af hovedpersonerne i Annika Bergs anmelderroste ungdomsfilm Team Hurricane. En film, der følger otte fandenivoldske, larmende, storgrinende, men også sårbare teenagepiger, som alle tumler med hver deres problemer som cutting, angst, spiseforstyrrelser, ensomhed og følelsen af ikke at kunne leve op til forældrenes forventninger, og som finder sammen gennem et kunstnerisk projekt på en ungdomsskole. Filmen, der genremæssigt er fiktion blandet med dokumentar, kan streames for 20 kroner på nettet og er blevet kaldt den bedste teenagefilm i “millenials minde.” Politiken gav den fem blodrøde bankende hjerter og skrev, at “Team Hurricane fik SKAM til at ligne Beverly Hills 90210.”

Trailer til filmen Team Hurricane.

Eja og de andre piger, som filmen følger, blev fundet på de sociale medier af Annika Berg, 30, som kontaktede dem og spurgte, om de ville være med i et projekt, der måske en dag ville ende ud i en film. Derefter blev de bedt om at sende hende små videodagbøger, hvor de ud fra personlige genstande fortalte deres livshistorie.

“Det føles, som om det er hundrede år siden. I min første video havde jeg spænder i håret og en lille polotrøje på. Jeg havde fundet et cover fra min telefon, som symboliserede, at jeg havde haft en beskyttet og ret tryg barndom,” siger Eja, der var en outsider som barn.

“Men på ønskemåden. Jeg var sådan en, folk godt kunne lide, og jeg har altid haft sindssyg god selvtillid. Altså, over the top god selvtillid,” griner hun. “Min mor, som selv har en meget sprudlende personlighed, har altid været min største fan og har overøst mig med kærlighed.”

Men tilbage til filmen. For at indfange et så virkelighedstro billede af teenageliv i 2017 som muligt, spiller pigerne delvist sig selv og har været med til at opbygge historien og dens handling sammen med Annika Berg, som i castingprocessen lagde vægt på, at pigerne havde en form for kunstnerisk begavelse og kunne være med til at skabe dialogen spontant undervejs, mens de filmede.

“Vores generation er vant til at skabe vores egen karakter. Jeg er mig selv, men det er også en rolle. Enkelte anmeldere har skrevet usande, personlige ting, som at jeg er transkønnet og har det svært med mig selv … Det har været lidt svært at tackle, men det er ikke noget, jeg ikke har prøvet før,” siger hun og fortæller, at de undervejs i projektet ikke havde en klar fornemmelse af filmens storyline.

“Vi kunne godt fornemme, at hun gik efter bestemte stemninger og billeder. Men da vi endelig så den færdige film, var vi bare: “Det er et mesterværk!” siger Eja begejstret og slår ud med armene. “Jeg føler ikke, at der tidligere er blevet lavet en film om teenagepiger, hvor billedet er så følsomt og nuanceret, som det er i Team Hurricane. Den er farverig, sprudlende, deprimerende og bare mega teenage-agtig.” Filmen blev efterfølgende udtaget til Filmfestivalen i Venedig, hvor den deltog i sidekonkurrencen La Settimana Internazionale della Critica.

“Det var vildt sjovt at være med til,” fortæller Eja. “Vi var egentlig slet ikke vigtige nok til at blive inviteret til åbningsfilmen, så vi gatecrashede og cyklede ind på den røde løber,” griner hun. “Vi ville så gerne skille os ud. Jeg har aldrig haft så gennemførte outfits på hver dag i en hel uge.”

Noget af det, filmen er blevet rost for, ud over dens rå og smadrede æstetik, er, at den fremstiller et upoleret billede af teenagere, deres problemer og deres følelsesudsving. Omvendt har kritikken lydt, at filmen skildrer en subkultur og følger en gruppe børn af den kreative klasse, hvis liv og udfordringer er meget langt fra genkendelige for majoriteten af danske teenagere.

“Vi er mange forskellige typer, der bliver skildret, og vores historier er ikke de historier, der oftest fortælles i ungdomsfilm,” siger Eja, der er barn af scenograf og performancekunstner, Dorte Holbek og redaktør og skribent Sylvester Roepstorff, og opvokset på Østerbro i København. Men det betyder jo ikke, at filmen ikke netop griber fat om nogle af de kaotiske følelser og svære problemer, som mange teenagere kender til – uanset, hvordan de ser ud eller hvor i landet, de bor.

“Jeg synes kun, det er sejt, at Annika har valgt piger som os, der ikke er så mainstream,” siger Eja, der selv oplevede, at hun havde meget få forbilleder, hun kunne identificere sig med, da hun var yngre.

“Jeg var virkelig meget til de der boyish typer og klippede mig korthåret ligesom Pink. Ellers kunne jeg godt lide Celina Ree, der råbte højt og var en slags dansk og dårlig udgave af Avril Lavigne,” griner hun.

Men i modsætning til eksempelvis forfatter Leonora Christina Skov, som i sin nyeste roman Den, der lever stille beskriver ensomheden, smerten og det skamfulde i at springe ud som homoseksuel i en lille provinsby i Danmark, har Eja i det store hele kun oplevet accept og opbakning fra sine nærmeste.

“Det er måske lidt romantiseret, men jeg husker det, som om jeg bare syntes, at det var fucking sejt. I begyndelsen var der nok en eller anden form for skam forbundet med at erkende, at jeg er til piger,” siger Eja, der dog alligevel ville ønske, at hun havde været bedre “feministisk educated,” så hun kunne have været mere glad for at være, den hun er. Mindre bange for at være et skridt foran.

“Jo mere, du tør at være dig selv, jo mindre bange er du,” siger hun og beskriver sin generation som en generation, der er meget politisk bevidst og som ønsker at gøre op med forestillinger. Fx forestillingen om, at vi alle er lige. Det er stadig den hvide mands verden. Men også vores stereotype forestillinger om køn.

“I den kreds, jeg er en del af, søger vi frigørelse. Vi ønsker, at vi stopper med at sætte hinanden så meget i kasser, og at alle får en stemme og bliver hørt,” siger Eja, der oplever, at hendes generation er friere end tidligere generationer. Og de sociale medier spiller en central rolle i følelsen af større frihed.

“Jeg hader, når folk blamer de sociale medier. Det har altid været svært for unge at finde sig selv, men jo bredere og større de sociale medier er, jo flere forskellige slags mennesker er der repræsenteret, og jo nemmere er det at finde fora, hvor der er nogle, som du kan spejle dig i, når du ikke er en del af mainstream,” siger Eja, der mener, at de sociale medier er en redning for mange og dermed en fantastisk opfindelse.

“Jeg ved ikke, hvem jeg var blevet, hvis ikke jeg havde fået al den inspiration og kærlighed og lov til at udtrykke mig af dem jeg er sammen med på de sociale medier,” siger hun og tilføjer:

“Vi har så mange muligheder, og det er der måske nogen, der oplever som svært. Når du står i en kæmpestor slikbutik, er det jo sindssygt svært at vælge, hvad du vil have. Men alternativet, at der ikke var nogen slikbutik, ville jo være endnu værre!”

I traileren til Team Hurricane fortæller Eja til kameraet, at hun ikke er så god til at være alene. Sådan har virkelighedens Eja det også.

“Jeg tror, jeg er mest mig selv, når jeg er sammen med andre. Når jeg er alene, ser jeg mig selv udefra og reflekterer helt vildt meget over, hvordan jeg egentlig har det. Jeg svælger meget i både sorg og lykke, og når der kun er mine egne følelser i rummet, bliver de forstærket,” siger hun og forklarer, at hendes tanker handler om, hvem hun er, og hvad hun skal i livet. Store spørgsmål. De største faktisk. Men også alle mulige andre tanker. Om grænser, egne grænser, og det at lære andres at kende. Fejl, du begår, mennesker, du sårer, eller som sårer dig.

“Jeg har været SÅ happy som lille, at det måtte gå ned ad bakke. Der måtte komme et tidspunkt, hvor jeg skulle breake og se lidt mere indad,” siger Eja og fortæller, at hun for tiden føler sig lidt tom.

“Jeg prøver at fylde mit liv med ting, der giver mening. Men der var en person i mit liv, som ikke er der mere, og det er virkelig deprimerende,” siger hun, og de ellers så levende øjne mister lidt af deres glød. Hun skutter sig.

“At være med i Team Hurricane har lært mig at acceptere perioder, hvor jeg har det svært. At acceptere, at jeg i nogle perioder er nede og mega følelsesladet, men at det fører til noget,” siger hun.

“Jeg er fra en generation, hvor følelser bliver taget meget alvorligt. Jeg føler, vi er bedre til at tale om det, når vi har det dårligt. Ulempen er måske, at psykisk sygdom nærmest bliver romantiseret og gjort til mainstream,” siger Eja og tilføjer med ironisk distance til sin egen tristesse:

“Måske har jeg bare hørt lidt for meget sørgelig kærlighedsmusik.”

Hvad håber du, har forandret sig i verden om 20 år?

“Hvad håber jeg, IKKE har forandret sig i verden om 20 år?,” griner hun.

“Jeg håber, vi har en minoritetsrepræsentant som magtleder. Hvis vi overhovedet skal have én, der er leder af vores land. Jeg håber, at kvinder, farvede, tykke mennesker, non-binære og homoseksuelle og andre folk, der ikke passer ind i de samfundskonstruerede idealer, får mere taletid. Og at der sker en forandring i vores måde at idealisere den hvide mand på. Det håber jeg.”