Emilie Helmstedt om sit karrieregennembrud: "Jeg lå i fosterstilling i tre dage. Kunne jeg klare det?"

Hvad har Bennys badekar, den danske verdensklassetegnefilm fra 1971 med dansk modes nye naturtalent, Emilie Helmstedt, at gøre? En hel del. Emilie Helmsteds designunivers har nemlig udspring i filmen, som handler om Bennys flugt fra de voksnes verden til en magisk en af slagsen, der gemmer sig på bunden af hans badekar med krabber, hummere og sørøvere. Designerens fantasi er lige så magisk og grænseløs Benny og filmens skabere, Flemming Quist Møller og Jannik Hastrups, og under den danske modeuge i august skabte Emilie Helmstedt en moderne tøjpræsentation af Bennys badekar. Den var ny. Men hvorfor ikke? Bare fordi mange af de etablerede designere benytter sig af en lang catwalk, hårdt spotlys og endnu hårdere bas, er det ikke ensbetydende med, at det er dét, der skal til for at tiltrække opmærksomhed fra modepressen og influencere, der snubler over hinanden i kapløbet om først at spotte en ny designer, som kan give likes på kamerarullen. Emilie Helmstedt havde lyst til Bennys badekar, så det skabte hun.

– Jeg kunne se det hele for mig! Jeg ville have et badekar og en havfrue, en hel masse fisk, fornemmelsen af et akvarium, og der skulle være en masse bølger. Jeg vidste lige, hvordan det skulle være!

Da modeugen nærmede sig, fik virkeligheden jorden under Emilie Helmstedt til at gynge.

– Jeg lå i fosterstilling i tre dage. Kunne jeg klare det? Men jeg havde drømmen, jeg havde lavet den her kollektion, og jeg havde brugt så meget tid på den, og jeg ville så gerne vise den frem, så jeg sagde til mig selv: “Jeg gør det! Og jeg gør det på min egen måde!” Det var virkelig grænseoverskridende at vise mit design, for hvad ville folk sige? Jeg er kreativ, perfektionistisk og har store forventninger til mig selv, men det har hjulpet mig at tænke på, at alle starter som nybegyndere, uanset hvad de laver. Ingen laver Picasso i første runde.

På Christiania, hvor showet fandt sted, var der fisk i bolsjestribede, pastelfarvede materialer, draperede fiskenet og naturligvis et badekar midt i det hele for at understrege temaet for Emilie Helmstedts første hele kollektion; havets forunderlighed. Tøjet var prydet med bølger, fisk og søstjerner. Print fra store lærreder og ruller med papir, som Emilie Helmstedt har malet med oliemaling og akvarel hjemme i lejligheden på Christiania, hvor hun bor med sine to veninder. Hun har brugt ca. 70 af sine værker, som er blevet overført til stofferne.

– Havet har en enorm betydning for mig og har altid været en inspirationskilde. Det giver mig ro og indsigt. Emilie sidder i et af sine silkesæt med blå bølger og skumsprøjt fordelt over hele kroppen. I ørerne hænger et par kæmpestore øreringe, som et fingernemt barn med veludviklet farvesans kunne have kreeret.

– Alle mine design sidder løst på kroppen, men det er vigtigt for mig, at du stadig ser chik ud, når du bærer tøjet. Når jeg skal til fest, er tanken om at tage en stram kjole på ubærlig. Tænk, hvis jeg er nødt til at trække maven ind efter at have spist flæskesteg! Komfort og luksus er den røde tråd i kollektionen.

De lange kjoler og bløde pyjamassæt med silhuetter, er hentet fra tidligere tider.

– Jeg har brugt mange timer inde på Design Museum Danmarks bibliotek, hvor jeg har studeret loungewear. Jeg har kigget på pipings fra 1800-tallet og er dykket ned i æsker, der gemte på stofprøver og gamle plakater med annoncer for nattøj. Det har været særlig sjovt at arbejde med de store kjoler med kæmpe flader, hvor jeg har kunnet gå amok og nærmest overføre et helt maleri til hver enkelt kjole. De larmer. Jeg er meget farverig, og det er ikke alle, der lige spiser det, jeg laver.

One-woman show

Der har været drøn på Emilie Helmstedt det seneste års tid. Først brugte hun et halvt år på at skabe Oceania-kollektionen; skitsere, tegne, male, få materialerne trykt og sy prøver op. Siden fik hun sat præsentationen op under den danske modeuge i august, hvorefter turen gik til Paris i september. Her åbnede hun sit eget lille showroom i Marais, hvor pressen og indkøbere kom forbi for at blive introduceret til den nye danske designers kulørte kollektion. I oktober deltog hun i Magasin du Nord Fashion Prize. Og vandt! Ikke bare titlen som årets designer, men også 500.000 kroner. I skrivende stund er det kun en uge siden, Kronprinsesse Mary overrakte prisen til en måbende Emilie Helmstedt.

– Der flyver tusind tanker og billeder rundt i hovedet på mig. Lidt ligesom Den flyvende Kuffert i Tivoli bare med dobbelt speed. Jeg kører rundt og rundt og rundt. Men samtidig er det, som om en uro indeni mig er faldet på plads. Det er en kæmpe anerkendelse og har givet mig et enormt drive. Jeg er overlykkelig. Jeg er ikke så begrænset som før, og det betyder, at jeg nu kan få større kreativ frihed og etablerede et værksted, hvor mine projekter kan få lov til at gro i fuldt flor. På sigt håber jeg at nå ud til et større marked, ud over landets grænser, og etablere mig internationalt.

Hun har netop lukket en aftale med to af Danmarks mest fremsynede butikker. Holly Golightly og Nørgaard paa Strøget i København har købt hendes kollektion. Sidste år solgte hun en lille eksklusiv kollektion i Holly Golightly og har skabt print til de totes, der bliver solgt i butikken. Men nu bliver det stort og særligt. Ikke bare skal tøjet hænge på bøjlerne i de to butikker. Emilie Helmstedt kommer også til at dekorere butiksvinduerne med sit tøj og alt godt fra havet.

– Jeg er så taknemmelig for, at det er Holly og Nørgaard, min kollektion bliver solgt i. Både Bibi (Barbara Maj Husted Werner, kvinden bag Holly Golightly, red.) og Mads (Nørgaard, manden bag Nørgaard paa Strøget, red.) har gode værdier, værdsætter kunst og kultur og viser stor interesse og respekt for mit projekt. De vil mere end bare at sælge. De vil fortælle mit eventyr.

For Emilie Helmstedts tøj er ikke bare tøj. Det er det også. Du kan tage det på kroppen, der får det godt i den bløde silke, ligesom omgivelserne umuligt kan blive andet end begejstrede, når du spadserer rundt i en silkekjole, Dronning Victoria ville have slået ihjel for. Men kollektionen griber om sig, og sådan er det også med Emilie Helmstedt. Da designeren kommer ind ad døren til morgenmadsrestauranten, hvor vi mødes, er det med en stak tøjposer over armen, for efterfølgende skal hun præsentere sin kollektion for en garvet designer i branchen, som gerne vil hjælpe hende på rette vej. Glem alt om knitrende sorte nylonhabitposer. Vi er ude i overdimensionerede bolsjestribede poser med bølgende kantebånd og hank, der giver dig akut behov for at erhverve dig en tøjpose til hvad-ved-jeg? Hun hiver små papirfisk frem og fortæller, hvordan hun forestiller sig, at de skal sættes i nakken på kjolerne og pyjamasskjorterne. “Og måske vil jeg også lave en form for fiskenøglering, der kan sidde i hvert stykke tøj, som ejeren kan pille ud og bruge? Ville det være en god idé, synes du?”

Der er altså stadig drøn på Emilie Helmstedt, og hun har ikke tænkt sig at sætte tempoet ned, heller ikke selv om hun er helt alene om brandet Helmstedt. Hun har ingen investorer og har selv sparet op til sine tøjprøver.

– Jeg er et one woman-show, så jeg må hele tiden forsøge at begrænse mig, selv om det er svært. Jeg har så meget energi, og jeg vil det så gerne.

Friheden på staden

Emilie Helmsteds oldemor var hattemager og mormoren gobelinkunstner. Da Emilie Helmstedt var lille, åbnede og lukkede hun oldemorens små skuffer med knapper, nåle, tråd og alverdens dimsedutter og kravlede rundt på mormorens væv, der stod i stuen, hvor kæmpestore og farverige gobeliner blev til.

– Min mormor var en rigtig do it yourself-craftswoman. “Du kan skabe og blive, hvad du vil,” sagde hun altid.

Emilie Helmstedts mor er pædagog og “skabskunstner,” og stedfaren arbejdede i tæt partnerskab med den farveglade kunstner Poul Gernes, der havde atelier i Emilie Helmstedts barndomshjem.

– Han hjalp mig med at vælge outfits, når jeg skulle til ungdomsfester og lærte mig, hvordan man blander farver og om gode farvekombinationer. Nogle gange sad han i flere timer og kiggede på to farver, han havde malet ved siden af hinanden på lærredet. Han lærte mig at være tålmodig. At det er okay at være frustreret, og at det kan tage flere uger, før noget falder på plads. Før det fungerer.

Emilie Helmstedt har et skab stående hjemme i lejligheden på Christianshavn, dekoreret af Poul Gernes. Det er lyserødt med blå ben, små tern og et spejl.

– Han vendte det hele op og ned. Der var ikke noget rigtigt og forkert i hans verden. Det har jeg brugt rigtig meget i min tilgang til tøj. Hvorfor kan jeg ikke bare male et oliemaleri af noget hav og putte det på noget tøj?

Selvtilliden er dog kommet sent til Emilie Helmstedt. Da hun var barn, gik hun i Københavns største folkeskole i Brønshøj, hvor hun er vokset op. Her var man en dygtig elev, hvis man kunne stave korrekt og få regnestykkerne til at gå op.

– Jeg har altid været den dårligste i min klasse. Hvis jeg skulle læse en tekst op, blev bogstaverne som en myretue for mig, og jeg forstod ingenting af overslagsregning.

Hun vidste, at hun kunne noget andet. Men dengang vidste hun ikke, at det var noget, hun kunne leve af.

– Jeg har altid haft et andet sprog. Nogle kan tale kinesisk, andre kan løse regnestykker, og jeg kan tale i farver og former. Men det var der ikke plads til i min folkeskole. Det var en rigtig hård tid for mig. Jeg følte mig ikke accepteret. Det var først, da jeg gik ud af 9. klasse, at jeg følte, mit liv startede, fordi det gik op for mig, at det også indeholdt andet end dansk og matematik, at du kan være dygtig til noget helt tredje.

Emilie Helmstedt begyndte i en fritidsklub og “gik helt amok på værkstedet, hvor jeg syede mit eget tøj. Det var mindblowing.” 10. klasse tog hun på den kreativt orienterede Byhøjskolen på Nørrebro med en masse andre unge, der gik til dans og hang ud på Christiania.

– Det var en befrielse at komme på Christiania, fordi der var så farverigt og sprælsk, og der var plads til forskellighed og mangfoldighed. Derude kan du få lov til at være ved siden af.

Efter 10. klasse gik Emilie Helmstedt på skrædderskole, hvor hun nørdede teknikker, arbejdede med læder, uld, silke og strik og lavede mønsterkonstruktion, manchetter og reverser. Ude på den anden side, da Emilie Helmstedt var 18-19 år, ventede den virkelige verden hos den belgiske designer Wali Mohammed Barrech, der på det tidspunkt havde base i Danmark og i et par sæsoner viste modeshows under den danske modeuge. Han er nu flyttet tilbage til Belgien, hvor han netop er nomineret til Designer of the Year.

– Det var et sejt team med mennesker, der alle havde en master fra Antwerp Fashion Department. De var godt skolet og havde en vild arbejdsmoral. Det kunne jeg godt lide. Men det var også benhårdt. I et halvt år arbejdede jeg fra ni om morgenen til 22 om aftenen. Jeg fik hurtigt et stort ansvar og lavede accessories til en kollektion. Jeg holdt møder med stofleverandører, og til sidst var jeg produktionsansvarlig for et modeshow. Jeg lærte meget på kort tid.

“Hvad er der galt med Emilie?”

Efter tiden hos Walli Mohammed Barrech var der flere, som spurgte, om ikke Emilie Helmstedt kunne tænke sig at starte sit eget.

– Men nej, jeg følte, at jeg var for ung og havde ikke fundet min identitet i designet. Jeg havde brug for mere erfaring. Det er jeg sindssygt glad for i dag. Det er fucking hårdt, og der er mange ting, du skal have styr på. Når du går ind i det, kan du ikke bare stoppe igen.

Så gik der tre år, hvor hun lavede mere kunst, dykkede ned i malingen og blyanterne og arbejdede med farver og former. For to år siden startede hun på Kunstakademiets Designskole, hvor hun stadig studerer. Og så har der været en helt anden dimension i Emilie Helmstedts liv, som har taget en stor portion af hendes tid og energi.

– Det vedrører jo egentlig ikke det, jeg laver som designer, siger hun. Men det gør det måske alligevel, for det er med til at sætte en fed streg under det faktum, at når først Emilie Helmstedt har sat sig for noget, skal der meget, hvis overhovedet noget, til at sætte en stopper for hende. Den korte version lyder som følger. Som 20-årig fik hun fjernet sin ene nyre, fordi den ikke fungerede. Efter operationen blev hun ved med at være alvorligt syg, og derefter fulgte fire år med 26 antibiotikakure uden svar på, hvorfor infektionerne blev ved med at vende tilbage og gjorde hende udmattet, svimmel og træt. Det sled hende op, og til sidst var der endelig en læge, der lyttede til hendes store ønske om at få en CT-skanning. Den viste en rest fra et kateter på 10 cm, der var blevet glemt inde i Emilie Helmstedts krop, da de fire år tidligere havde opereret hendes ene nyre ud. Hele forløbet blev til P1 Dokumentaren Hvad er der galt med Emilie? og en artikel på Dr.dk.

– Først ville jeg ikke fortælle min historie, for jeg var bare så glad og lettet over at være blevet rask og orkede faktisk ikke mere. Jeg ville fokusere på moden og havde ikke lyst til at identificere mig med sygdom, men jeg ville gerne være med til at gøre opmærksom på, at der er noget, som ikke fungerer i sygehusvæsnet.

I årene med sygdom har Emilie Helmstedt været på halvt blus. Hun har altid holdt meget af sit eget selskab, men dyrkede det i særlig grad, indtil hun fik fjernet kateterresten for et års tid siden og blev frisk nok til at bruge sin energi på at skabe sin første kollektion og præsentation.

– Jeg har brugt tiden med sygdom på at finde mig selv. Når mine venner har været i byen og festet, har jeg siddet derhjemme og tegnet og malet. Ingen skal have ondt af mig, for jeg har hygget mig med min kreativitet, og jeg har fundet mit sprog, mine farver og former. Det sprog havde jeg ikke, inden jeg blev syg. Jeg kan stave til lige, hvad jeg vil, og det er umuligt at stave forkert. A er gul, B er en fisk, C er drømme, D er følelser, E er erindring, og F er rød …

Resultatet er drømmende, legende tøj i silke, der er blødt som havet og giver mulighed for at lette.

– En kvinde skal føle sig flyvende, når hun tager mit tøj på. Hun skal ligne sig selv og ingen andre. Hun skal føle sig selvsikker og have det godt i sin krop. Det ville gøre mig så glad.

Hvem er Emilie Helmstedt?

Emilie Helmstedt, 26 år

• Født og opvokset i Brønshøj
• Flyttede som 20-årig til Christiania, hvor hun stadig bor
• Har arbejdet for bl.a. Wali Mohammed Barrech, Sabine Poupinel, Freya Dalsjø og Nomess
• Har gået på teknisk skoles skrædder-uddannelse og går nu på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering