Kvinder og barbering

En fuld barbering af ansigtet har flere fordele, end du tror

Vi har undersøgt makeuptrenden, som både lokker skeptikere og tilhængere til tasterne. Fuld ansigtsbarbering hos kvinder. Og det er faktisk knap så skørt, som det måske lyder. Vi har talt med en ekspert, lavet en fuld guide til dig og smidt en video ind, så du kan prøve selv.

Det er langt fra nyt, at kvinder barberer sig i ansigtet. Og vi taler ikke om skraberen, der nogle gange får en tur på overlæben, når man har accepteret, at de små hår ikke går væk af sig selv. Det drejer sig om barbering af hele ansigtet, hvor der bliver finkæmmet enhver centimeter fra pande til hage. Og det skulle have flere fordele, end man lige går og tror.

Både Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor har angiveligt barberet hele deres ansigt, fordi det skulle give en flottere hud og gøre makeuppen mere ensartet og fejlfri. Der sker, fordi man går ind og eksfolierer ansigtet og får fjernet de døde hudceller overalt. Det hjælper også cremer til bedre at blive absorberet i huden. De små hår i ansigtet bliver dermed fjernet, så man opnår samme bløde hud, som en glatbarberet mand. Men bare rolig, hårene kommer ikke ud lige så hurtigt og stift som deres skæg. Det skal vi nok forklare mere om!

Den populære makeupartist, blogger og instagrammer Huda Hatten er også stor fan af metoden og har lavet flere guides og fortalt om fordelene til sine 15 millioner følgere. Og hun er langt fra den eneste, som er vild med ansigtsbarbering. Faktisk at det muligt at finde mange videoer og artikler, hvor metoden bliver hyldet.

LÆS OGSÅ: 8 tips til lækkert hår

Guide til, hvordan du barberer ansigtet

Kirbie Johnson er en amerikansk journalist, der skriver beauty- og makeup tips og råd. Hun har skrevet en artikel og anmeldelse af fuld ansigtsbarbering, som hun kastede sig ud i for nyligt. Den er blevet et kæmpe hit, så vi følger hendes nøjsomme guide til, hvordan du bedst barberer ansigtet.

Du skal som det første glemme alt om at bruge din Venus-skraber eller kærestens Gillette. Du skal heller ikke bruge barberskum. Generelt skal du få dine tanker helt væk fra en mands barberingsmønster. Det her er en helt anden metode.

1. Du skal anskaffe dig en øjenbrynskniv, som er udstyret med ét enkelt blad. Den kan blandt andet købes hos Matas til få penge. Find den her.

2. Rens dit ansigtet for makeup, og tør det godt bagefter. Huden skal ikke være våd.

3. Hold huden stramt på det område, hvor du barberer. Ligesom når du plukker øjenbryn. Hold derefter skraberen i en 45 graders vinkel på ansigtet, og skrab derefter oppefra og ned i små korte ryk. Hvis du bare kører over det hele i et ryk, får du intet af. Første gang kan du tydeligt se, om du gør det rigtigt, fordi der vil komme rigtig mange hår af. Vi har flere hår i ansigtet, end man skulle tro.

4. Smør en god ansigtscreme på bagefter. Du har eksfolieret din hud, derfor vil den have god af noget fugt. Mange anvender en god serum bagefter, som rigtig kan trænge ind i huden. Eksfoliering gør nemlig, at cremer vil have nemmere ved at blive absorberet.

Kommer hårene tilbage oftere og mørkere?

Det simple svar er nej.

Dine hår kommer hverken tilbage mørkere, oftere eller stivere i ansigtet. Alt, der sker med håret over hudoverfladen, har ingen betydning, for der er håret dødt. Du skal dog holde barberingen ved lige, ligesom med alt andet. Kirbie Johnson skriver, at hun barberer ansigtet 1-2 gange om ugen, ligesom hvis hun eksfolierede det på anden vis.

Du kan sagtens prøve en fuld ansigtsbarbering en enkelt gang uden at skulle gøre det resten af livet. Efter kort tid vil hårene være i samme længde som før, så ansigtet ser ud præcis, som før du barberede det. Du kan derfor altid stoppe, uanset hvor lang tid du har barberet ansigtet, skriver Kirbie Johnson i sin artikel.

Du kan læse mere om barbering, og hvorfor de ikke kommer ud mørkere, hyppigere og stivere end før. Det har vi nemlig snakket med en ekspert om i artiklen her

LÆS OGSÅ: Ny trend giver fejlfri makeup

Er det skadeligt at barbere hele ansigtet? Og hvorfor er det tabubelagt, at kvinder gør det?

David Benjamin er læge og indehaver af Cosmo Laser og Skønhedsklinik. Han behandler hver dag mænd og kvinder, som ønsker hår fjernet permanet. Det drejer sig både om hår på benene, ved bikinilinjen og i ansigtet. Han har derfor stor erfaring med vores hår på kroppen.

Hvad sker der med huden, når man barberer hele sit ansigt som kvinde?

– I virkeligheden eksfolierer man bare huden. Man barberer det øverste lag af huden, så huden indenunder vil virke mere blød og smidig. Det er også noget, alle mænd er klar over. Efter man har barberet sig, er man dejlig glat og fin i ansigtet.

Bliver det grimt, efter man har barberet ansigtet?

– Jeg tror ikke, det bliver grimt, eller hårene bliver længere. Men det er jo altid værd at huske, at når man først har barberet sig og vænnet sig til at være glat, så fokuserer man mere på de nye hår, der kommer ud. Man skal heller ikke være bange for sår, for de kommer for det meste kun, hvis man barberer sig i vand, som er koldt. Det er simpelthen en hovedregel, at man kun må barbere sig med varmt mand. Ellers kan man netop risikere at barbere gåsehuden af.

Er det skadeligt at barbere sig i hele ansigtet som kvinde?

– Der er jo mænd, der barberer sig hver dag, så det er ikke noget problem. Selvfølgelig vil en rigtig billig engangsskraber vil være hårdere for huden end én, hvor knivene ligger godt. Man kan altid mærke, hvis den ødelægger huden eller se, hvis man er meget rød i hovedet bagefter. Så vælg en kniv eller skraber, der er skarp. Og læg ikke skrabere et fugtigt eller vådt sted, når de ikke bliver brugt.

Med dit kendskab til kropsbehåring og barbering i ansigtet hos kvinder, hvorfor tror du så, at det stadig er så tabubelagt at barbere sig i ansigtet?

– Der er flere aspekter i det. Det primære er nok, at kvinder ikke føler sig feminine, når de barberer sig i ansigtet. Socialt set er der også en masse nedladende holdninger til at have skæg som kvinde. Ældre sydlandske kvinder kan godt have lidt stubbe og hår, men i vores kultur, hvor vi kulturelt- og etnisk set er meget lyse, bliver det betragtet som om, man ikke hører til gruppen, hvis man har skæg.

– Mange tænker også, at det er forbeholdt mænd at barbere sig i ansigtet. Det er ikke noget, som kvinder gør eller burde gøre. Men reelt set er der bare mange flere, som faktisk gør det eller føler sig nødsaget til det.

Det er naturligvis op til dig, om du har lyst til at barbere dig i ansigtet eller ej. Men uanset hvad behøver det ikke at være forbundet med skam eller flovhed. Det kan faktisk bare være fordi, makeuppen skal sidde bedre.

Vi har også fundet en video til dig, hvor du kan se, hvordan man barberer hele ansigtet.

LÆS OGSÅ: De 10 bedste makeup-profiler på Instagram

LÆS OGSÅ: #NoPoo Metoden

LÆS OGSÅ: "Min hud får det vildeste boost af det!"