"Hvis jeg ikke kan bruge det rod, der er inden i mig til noget, går jeg til grunde"

Vi befinder os i et lille rødmalet rum på et bordel, som de prostituerede underholder deres kunder i. I midten sidder to kvinder på en briks. Scenen virker velkendt, men alligevel er der noget anderledes og surrealistisk over synet. Bag dem står et gammelt dukkespil. Den ene kvinde er rolig og afslappet. Den anden akavet, nervøs og stadig iført sin tykke udendørsjakke. Luften i kabinen er tyk, som var den mættet af følelser.

Den ene af kvinderne har opsøgt den anden, den prostituerede. Hendes mand har knaldet udenom, forstår man på samtalen mellem de to, som de delvist udspiller ved hjælp af marionetdukkerne i det gamle dukkespil. Men i virkeligheden virker hun drevet af noget andet. Hun er der, fordi hun vil have indsigt i en verden, der er utilgængelig for hende. En verden, hun tror, indeholder elementer, hun misunder og savner i sit eget liv.

Vi er i den første halvdel af Emma Rosenzweigs kunstfilm Eden, der blev vist bag et stort rødt gardin til rundgang på kunstakademiet Städelschule i Frankfurt, hvor hun er studerende. Man kunne kun se filmen en ad gangen og kun gennem et peephole i det røde gardin.

"Eden udspringer af spørgsmålet: Hvad er forskellen på besættelse og begær? Når man bliver besat af noget, kan det ofte føles som begær. Det gør det i hvert fald for mig. Den dualitet, synes jeg, er spændende at undersøge," siger Emma Rosenzweig.

"Jeg forsøger at forstå mig selv og omforme de tanker, jeg har, så jeg kan anskue dem på nye måder. Jeg er drevet af selvmodsigende følelser og forsøger at bruge den drift i mit arbejde. Hvis jeg ikke kan bruge det rod, der er inden i mig til noget, går jeg til grunde," siger hun.

Vi sidder ved spisebordet i Emma Rosenzweigs nye lejlighed i et baghus i København. De hvidmalede vægge er fyldt med farverig kunst, de brune egetræslåger dominerer det store køkkenalrum, og fritstående træbjælker støtter de skrå vægge, der omslutter lejligheden. Hun er iført en pink T-shirt med ordene Support Sex Workers og blå halvløse jeans.

For mange behøver Emma Rosenzweig ikke nogen nærmere introduktion. Hun er fast essayist i dette magasin, i mange år arbejdede hun som model i både Danmark og udlandet, hun har stået bag filmklubben Blå Time på Kunsthal Charlottenborg samt mange andre initiativer på den københavnske kulturscene, og hun er uddannet fra DR’s talenthold. Men siden 2018 har hun to gange om måneden sagt på gensyn til sin familie, cyklet til Københavns Hovedbanegård og sat sig på toget mod Frankfurt og kunstakademiet Städelschule, hvor hun studerer film og fotografi.

Vi har aftalt at mødes for at tale om hendes kunst, om 8 mm-film, om kvindelig splittelse og om dukkebesættelse.

Det ultimative medie

Siden barnsben har Emma Rosenzweig været fascineret af film. Hun voksede ikke op i en velhavende familie og husker, hvordan hun som barn sammen med sin bror satte ringe rundt om legetøj i BR-kataloget i håb om, at det ville ligge under træet juleaften. Det gjorde det aldrig. Til gengæld fik hun ofte en bog eller en VHS, som hun så, til den lille rulle i båndet næsten ikke kunne mere. Derfor er det ikke overraskende, at det især er det medie, hun arbejder med kunstnerisk i dag.

Alle hendes film er skudt med et 8 mm-kamera. De er grynede og har elementer, der minder om film af kunstnere som Chantal Akerman, Pipilotti Rist og David Lynch. Hun bruger ofte sig selv i sine kunstfilm, hvorfra der strømmer en nostalgisk yndefuldhed, en subtil samfundskritik, en let humor og en drømmende surrealisme, som var de fra en anden og svært definerbar tid. Ud over sit kunstneriske virke har hun også lavet musikvideoer for MØ og kampagnefilm for Ganni med samme kunstneriske islæt.

"Når jeg arbejder, har jeg brug for en form for benspænd; noget, der er besværligt. Derfor filmer jeg altid med et 8 mm-kamera. Ikke alt er muligt med det kamera, og det gør mig tryg. At filme på 8 mm kan føles som at danse stopdans: Når du rigtig er kommet i gang, skal rullen skiftes. Det er akavet, og den akavethed bruger jeg. Hvis det bliver for nemt, mister jeg selvtilliden, og så kan jeg ikke lave det, jeg gerne vil," siger Emma Rosenzweig, mens hun skænker mig en kop te i en lille glaskop.

Den amerikanske forfatter og aktivist bell hooks er en stor inspirationskilde for Emma Rosenzweig. bell hooks beskriver blandt andet, at lige meget hvor meget, man tror, at man går i biografen for at blive underholdt, går man i virkeligheden i biografen for at lære noget.

"At gå i biografen kan ændre folks liv til det bedre og det værre. Film er nemlig både dragende, rørende, manipulerende, farlige og bedrageriske," siger Emma Rosenzweig.

"bell hooks siger, at film er som magi. De tager noget fra virkeligheden og laver det om til noget andet lige foran vores øjne. Ifølge bell hooks viser film aldrig publikum virkeligheden. Kun en selvskabt, genskabt og nyfortolket udgave af den," siger Emma Rosenzweig og fortsætter:

"Jeg skaber ofte en form for fantasiverden med mine film og i mine fotografier og tekster. Jeg omformer ting, følelser og oplevelser, som fylder i mit liv, til noget andet, til noget, jeg kan bruge. Den transformation kan jeg ikke altid opnå, hvis jeg bliver i virkeligheden."

At bevæge sig over i det drømmende og fiktive univers kommer helt af sig selv – det er ikke fortænkt, forklarer hun.

"I forhold til kunst, mener jeg, at du altid skal starte med det, der interesserer dig. Du kan ikke sige: "Jeg vil lave sej kunst eller politisk kunst." Du kan være et politisk menneske, hvilket afspejler sig i din kunst, men hvis du tager en aktiv beslutning om at fokusere på noget særligt, synes jeg ofte, at det kommer til at klinge hult," siger Emma Rosenzweig og sætter sig lidt op i spisebordsstolen.

Kvindeligt begær og vrede

Vi vender tilbage til filmen Eden for et øjeblik. De to kvinder sidder stadig overfor hinanden på briksen i det røde rum. Vi er helt tæt på den prostitueredes ansigt. Der er noget overlegent over hende. Hun siger, at hun tror, at mænd, der opsøger prostituerede, tænder på skammen mere, end de tænder på sex, og at det, der foregår i det røde rum, kan sammenlignes med at blive tilset af en læge eller en sygeplejerske. De to kvinder sidder tæt, og den prostituerede fjerner lidt hår fra den anden kvindes ansigt. Den lidt fjendtlige stemning fra før har ændret sig til noget nyt. Noget, der til forveksling ligner omsorg eller begær.

Kvinders forhold til hinanden fylder meget i Emma Rosenzweigs kunst.

"Jeg er nok på sin vis besat af kvinder. Jeg har oplevet så meget afvisning og foragt fra andre kvinder igennem mit liv, at jeg er blevet besat af tanken om at få dem til at elske mig. Måske er det et moderkompleks, måske er det et faderkompleks, måske er det selvoptagethed. For mig er årsagen ikke vigtig, det er drivkraften i kvindebesættelsen, der er interessant," forklarer hun.

"Jeg ser ofte, at der opstår en konkurrencementalitet mellem kvinder, hvilket jeg mener, er et resultat af patriarkatet og dets magtstrukturer. Kvinder ser hinanden som konkurrenter fremfor allierede, fordi vi i høj grad stadig bliver set som objekter for det mandlige begær," siger hun.

Den konkurrencementalitet holder os tilbage ligestillingsmæssigt, den styrker patriarkatet og fordrer ikke det fællesskab, som vi kvinder i virkeligheden har med hinanden. Emma Rosenzweig synes, at det er langt mere interessant at undersøge, hvad der sker, når to kvinder mødes i jalousien og i konflikten, og hvordan de følelser kan skabe samhørighed fremfor splittelse.

"Lige bag vreden og jalousien, tror jeg, der ligger et behov for at nærme sig hinanden. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror, at mange af de følelser, vi gerne vil adskille, i virkeligheden er flettet dybt ind i hinanden. Fordi jeg elsker et menneske, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes, at alt, det menneske gør, er rigtigt. Kærlighed, nærhed og begær er for mig på lige linje med vrede, foragt og konflikt," siger hun.

Den drømmende verden fra Emma Rosenzweigs film går igen i hendes essays i Eurowoman og Weekendavisen. Her fører hun blandt andet læserne ind i sit personlige liv og sine drømme og introducerer dem for sin store interesse for litteratur, kunst, film og samtidens popkultur.

I essayet Lille Spejl, der udkom i Weekendavisen i november sidste år, ser Emma Rosenzweig en dokumentar om realitystjernen Paris Hilton og driver ind i en form for drømmehypnose, hvor hun møder sit idol, den surrealistiske kunstner Leonora Carrington. Emma Rosenzweig fortæller hende om Paris Hilton, der opstår en genklang mellem dem, og hun forestiller sig, hvordan Leonora Carrington spejler og omfavner Paris Hilton.

"At to så umiddelbart forskellige kvinder mødes og deler deres tanker med hinanden, er et drømmescenarie for mig. For at turde drømme om noget, skal du have set en anden kvinde gøre det før dig, ellers tror du ikke, det er muligt. Det er det allervigtigste argument for, at der er flere succesfulde mænd end kvinder. De få forbilleder, du har haft, har været altafgørende for, om du selv troede på, at du kunne gøre det samme,” siger Emma Rosenzweig.

Derfor er det vigtigt, at de gængse normer for, hvad man kan som kvinde, bliver sprængt, tilføjer hun fast.

Men mødet mellem Leonora Carrington og Paris Hilton illustrerer ikke kun Emma Rosenzweigs lyst til gennem sin kunst at forene kvinder på tværs af forskelle. Det viser også hendes lyst til at belyse den splittelse, hun selv og mange andre kvinder og piger vokser op med, forklarer hun.

Et dukkehjem

Som en del af sin kunstpraksis er Emma Rosenzweig den seneste tid begyndt at skabe dukker. De er pastelfarvede, bamselignende og på størrelse med mennesker. De har øjne, næse, ører og mund, arme og ben, men de ligner ikke rigtige mennesker. Det ligner mere en fusion mellem en gammeldags tøjdukke og en karakter fra en japansk Studio Ghibli-film.

I Det andet køn skrev den franske filosof og feminist Simone de Beauvoir om små pigers dukkebesættelse, og det vakte store resonans i Emma Rosenzweig første gang, hun læste det ikoniske værk. Som barn var Emma selv meget optaget af dukker, og den fascination genopstod, da hun under den første corona-lockdown i foråret 2020 var i sommerhus med sin familie og skulle finde tid til at arbejde. Hun fandt tilbage til sit børneværelses melankoli, hvor hun var meget alene og måtte opfinde karakterer, der kunne holde hende med selskab.

"Ifølge Simone de Beauvoir er dukken legemliggørelsen af den kvindelige objektificering og en af årsagerne til, at mange kvinder vokser op med at se sig selv som objekter. Men dukken er også mange små børns første ven. Den var i hvert fald min," siger hun og fortsætter:

"Dukken fungerer som et spejl, en lille udgave af dig selv, og de Beauvoir skriver, hvordan børns dukkebesættelse kan ende med et ønske om selv at ville være en dukke. Dukken skaber på den måde en dobbelthed i pigen. En dobbelthed, hvor hun er et subjekt, sig selv, og et objekt, dukken."

Som barn pendlede Emma mellem sine fraskilte forældre, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Deraf lærte hun også at være to forskellige personer, forklarer hun.

"Jeg er på mange måder vokset op som et splittet menneske. Jeg tror generelt, som Simone de Beauvoir beskriver, at mange kvinder oplever en indre splittelse, og at der er sider af dem selv, som virker uforenelige. Det spejler sig også i samfundsopfattelsen af kvinder. Kardashian-familien er for eksempel både realitystjerner og hardcore businesswomen, men det fucker med folks verdensopfattelse, at de to ting eksisterer i samme menneske," siger hun.

Men det er på tide, at vi skrinlægger vores forventninger om, at mennesker kommer i firkantede kasser, tilføjer hun.

Den dukkebesættelse, som Emma Rosenzweig oplevede som barn, havde en ekstra dimension. Dukken var også hendes første møde med sin tidlige seksualitet, forklarer hun. Emma Rosenzweig voksede op i et venstreorienteret hjem, hvor Barbie-dukker nærmest var et fyord – Barbie var et urealistisk skønhedsideal, hvilket naturligvis kun gjorde hende mere interessant, forklarer Emma. Hun husker tydeligt, hvordan hun fik lov at låne sin kusines Barbie-dukke og Barbie-dukke-badekar, så hun kunne sidde helt optaget og vaske Barbies hår.

"Jeg var i ekstase. Når jeg tænker tilbage på det, var det nærmest en form for onani," siger Emma Rosenzweig.

"Mine dukker er en undersøgelse af min egen dukkebesættelse og objektgørelse, og de sætter spørgsmålstegn ved den, jeg er. Jeg kan godt lide at placere dukkerne forskellige steder i mit hjem og fotografere dem. Når jeg ser dem sidde i min stol, i sofaen, på gulvet, i sengen giver de mig en forståelse af det liv, jeg lever, og det jeg omgiver mig med," siger Emma Rosenzweig.

Kvinden i kunsten

Emma Rosenzweig har lagt modelkarrieren på hylden og dedikeret sig helt til kunsten. Men det er ikke slut med at blive portrætteret. I 2018 blev hun gift med kunstneren Tal R, som bl.a. har malet, tegnet og genskabt hende i sine skulpturer.

Kvinder har altid været et yndet motiv i kunsten. Fra antikkens marmorskulpturer af afklædte kvinder til Pablo Picassos ekspressionistiske, blå, dansende damer. Især kvinders kroppe er blevet gengivet og særligt gennem den mandlige malers blik. Som den britiske komiker og kunsthistoriker Hannah Gadsby siger i et interview til den britiske avis The Guardian:

"Art History taught me, I have no place in art history. Women didn’t have time to think thoughts; they were too busy taking naps in the forest."

Siden feminismens anden bølge i 70’erne er kvinders repræsentation i kunsten blevet diskuteret og udfordret blandt andet ved, at den kvindelige kunstners blik på sig selv får lov at fylde mere. Den tilgang er Emma Rosenzweig helt enig i. Men hun mener ikke, at det skal være ensbetydende med, at mænd fuldstændig skal stoppe med at male kvinder. Det er vigtigt, at vi supplerer med en fortælling om, hvordan det er for kvinderne selv at blive portrætteret, for det er jo også utroligt interessant, forklarer hun.

"Jeg kan virkelig godt lide, når Tal maler mig. Det er en stund, vi har sammen, hvor vi kommer væk fra vores hverdag som forældre. Vi arbejder meget, og jeg rejser meget frem og tilbage mellem Frankfurt og København. Når Tal maler mig, har vi mulighed for at få lidt alenetid sammen, en underlig stille tid, hvor jeg ikke må bevæge mig, hvilket jeg altid ender med at gøre alligevel, en tid hvor vi kan betragte hinanden. Tal betragter mig bag sit papir, og jeg betragter ham fra mit perspektiv," siger Emma Rosenzweig.

Tekanden foran os har længe været tom, men inden vi rejser os, tilføjer hun:

"Jeg kan også godt lide at blive portrætteret af ham, fordi jeg aldrig ligner mig selv på hans tegninger og malerier. Måske er det også det, jeg leder efter, når jeg bruger mig selv i min egen kunst: Hvordan bliver jeg noget andet end det, jeg selv tror, jeg er?"