Har du smurt kaffe i ansigtet i dag?
Hvad stiller du op med dit daglige kaffegrums? Sandsynligvis smider du det i skraldespanden. Det gør Simon og Rasmus ikke; de har nemlig gjort den brune masse til hovedingrediens i deres ansigtscremer. Det hele startede med et godt husråd fra Simons mor…
Som teenager elskede Simon at rode med knallerter – men knallerter giver sorte fingre, og hans mor var ikke begejstret, når sønnike kom ind med tilsmudsede hænder. Håndsæbe og rensebenzin var ikke nok, men så kom Simons mor i tanke om et gammelt husmorråd.
"Vi tog en håndfuld grums fra kaffemaskinen og tilsatte sulfo. Hænderne blev helt rene, og de var dejligt bløde bagefter", husker 28-årige Simon Krag Christensen i dag.
Sammen med sin gamle studiekammerat, ligeledes 28-årige Rasmus Nørgård, omdanner han derfor i dag kaffegrums til hudplejeprodukter. For faktisk er det kun en procent af næringsstofferne fra kaffebønnerne, der ender i koppen. Resten ryger i de fleste hjem direkte i skraldespanden.
"Vi danskere er det fjerde mest kaffedrikkende land i verden og drikker hver otte-ni kilo kaffe om året", fastslår Rasmus.
"Det bliver til 50.000 ton kaffegrums, som ryger på forbrændingen. Det er mange gode næringsstoffer, der går op i røg."
Skeptiske mekanikere
Hverken Simon eller Rasmus havde set sig selv som hudplejeproducenter, da de mødtes på Erhvervsakademiet i Aarhus for fem år siden.
"Jeg kommer fra en gård i Vestjylland, så det lå overhovedet ikke i kortene, at jeg skulle ende her", griner Rasmus.
Men da han og Simon som et studieprojekt skulle lave en virksomhed, dukkede det gamle råd fra Simons mor op.
"Vi ville lave et bæredygtigt håndrensningsprodukt til automekanikere, for de får utrolig beskidte hænder. Vi syntes selv, det var en vildt god ide, men vi havde i den grad undervurderet målgruppen", fortæller Simon.
De to studerende præsenterede en række automekanikere for påfundet, men selv om de vandt 25.000 kroner for deres projekt i en iværksætterkonkurrence, faldt autobranchen ikke på halen over det.
"Med al respekt er automekanikere ikke den gruppe, der går mest op i bæredygtighed og sundhed", griner Simon.
Det afskrækkede nu ikke de to iværksættere, der var overbevist om, at kaffegrumset kunne noget.
"Vi skulle bare lige lære folk, at de skulle smøre et affaldsprodukt i ansigtet", siger Rasmus.
Lugten af stald
Simon og Rasmus droppede autobranchen og begyndte i stedet at udvikle andre hudplejeprodukter, hvilket blev til serien Grums. I dag holder de til i et lille butikslokale i Mejlgade i hjertet af Aarhus. Væggene har samme farve som kaffe med mælk, og på hylderne står scrub til hænder, ansigt og krop, ansigtscreme og serum.
"Vi har endnu kun seks produkter, for de tager op til halvandet år at udvikle. I stedet for at købe en færdig creme og blande kaffegrums i udvikler vi produkterne fra bunden sammen med en laborant, og de skal opfylde en masse krav", siger Rasmus og forklarer, at cremer, scrubs og serum er blevet testet adskillige gange og løbende justeret.
"Der er stort set kun naturlige ingredienser i, og de er der alle af en grund. Vi tilsætter ikke parfume eller æteriske olier for at få duft, og kaffen er ikke bare en smart gimmick", tilføjer Simon.
Grumset indeholder derimod olie, som blødgør huden og samtidig virker som et fint slibemiddel, der fjerner for eksempel lugt fra løg eller fisk fra hænderne.
"Min far bruger vores hand scrub, når han kommer ind fra stalden. Han har prøvet alt muligt blandt andet for at fjerne staldlugten, men vores scrub tager den", fortæller Rasmus.
Espresso er bedst
I maj 2018 stod Rasmus og Simons to første cremer klar til at blive sat i handlen.
"Jeg var selv ude og hente dem på Djursland, og det var stort at fylde bilen med vores egne produkter", siger Simon og forklarer, at cremerne sælges hos forhandlere og hudplejeklinikker i ind- og udland.
"Grums sælges i 14 lande, og vi har 2-300 forhandlere, så vi plejer at sige, at vi ikke er store i nogen lande, men små i rigtig mange lande", siger Rasmus.
En gang om ugen trækker de to iværksættere deres ladcykel frem og henter mellem 60 og 90 kilo kaffegrums fra den nærliggende café La Cabra Coffee, der sælger bæredygtig kaffe. Bønnerne er af sorten Arabica, og grumset fra espresso er bedst, fordi det har den fineste malningsgrad.
"Vi bliver nærmest ugentligt ringet op af andre, der gerne vil donere deres kaffegrums, men vi har rigeligt", fortæller Simon.
"Det er også vigtigt for os, at kaffen er produceret under rimelige forhold, hvor kaffebønderne har fået en ordentlig betaling."
Brød uden smør
Baglokalet i butikken med tørreovn, kolber og andet udstyr minder mest af alt om et kemilokale. Her tilvirkes kaffegrumset, så det kan bruges i hudplejeprodukterne, der laves hos en fabrikant på Djursland. Ud af 100 kilo kaffegrums bliver der 40 kilo tilbage, når grumset er tørret.
Både Rasmus og Simon bruger selv produkterne, og Simons kæreste agerer model på deres reklamebilleder. De har været omtalt i modemagasinerne Vouge og Elle, og duoen har fået så meget medvind, at Simon og Rasmus nu kan leve af det, som begyndte som et skoleprojekt.
"Vi har fået brød på bordet, og på et tidspunkt kommer der forhåbentlig også smør på", smiler Simon, og hans kompagnon fortsætter: "Vi har gode og dårlige måneder, men den dårlige måned er lidt bedre end den seneste dårlige måned, så det går fremad, og vi bliver hele tiden klogere. Vi bygger flyet, mens vi flyver. Og Simons knallert? Den er blevet skiftet ud med en Honda fra 1970’erne."
"Den har to milliarder skruer, så der er garanti for at få beskidte hænder, men nu kan jeg få dem rene igen", smiler han.