"Det er vildt, at så mange strikkere rundt omkring bruger noget, jeg har lavet”

”Det er mig, der har lavet dine maskemarkører – det’ fedt at se, du bruger dem!”

Silja Wennich griner lidt af sig selv, da hun fortæller om cafebesøget i Aarhus for to år siden, hvor hun bemærkede, at en fremmed kvinde havde hendes håndlavede markører siddende i sit strikketøj – og ikke kunne tie stille.

"Kvinden svarede, at hun var vildt glad for dem – og kiggede lidt forundret på mig," smiler 26-årige Silja og fortsætter:

"Men det var første gang, jeg oplevede en fremmed bruge mine markører, og det føltes så vildt, at jeg bare måtte sige det til hende."

Siden dengang har Silja solgt mange tusinde maskemarkører – eller strikkesmykker, som det også kaldes, når hjælpeværktøj til strik udformes som en slags dekorative smykker.

Mors juleønske

I efteråret 2019 var Silja under uddannelse til guldsmed. Hendes mor bekendtgjorde op mod jul, at hun ønskede sig nogle maskemarkører, gerne nogle med perler eller noget andet fint, som hun sagde, og så gik Silja selv i gang. Hun formede markørerne i hånden af messingtråd, loddede dem sammen, viklede en perle på hver med en endnu tyndere messingtråd og smeltede en lille kugle på forneden, så perlen ikke røg af.

Siljas mor blev glad for sin julegave, og Silja lavede også nogle markører til sig selv.

"Dengang kendte jeg kun maskemarkører af plastik. Jeg syntes, de var grimme, og blev irriteret over, at de nemt knækkede," husker Silja.

Nogle måneder senere skulle hun i praktik som guldsmed, hvilket uheldigvis faldt sammen med corona, og resultatet blev, at Silja hverken kunne komme ud at arbejde eller få sin toårige søn passet.

Afvist i forretninger

Derfor begyndte hun, i et lillebitte værksted hjemme i stuen, at fremstille flere af sine maskemarkører. Alt blev lavet i hånden, og der var styr på selv den mindste detalje, for eksempel at lodningerne blev helt glatte, så garnet ikke hænger fast. Og så skulle markørerne frem for alt være smukke. 

"Når man bruger penge på lækkert garn, er det rart at have nogle pæne markører at kigge på, mens man strikker," siger Silja.

I dag, to år senere, deler mange strikkere hendes synspunkt. Men dengang var strikkeforretningerne mere tvivlende.

"Jeg spurgte flere, om de ville forhandle mine markører, men blev afvist. De mente ikke, at nogen ville betale penge for dem," fortæller Silja.

I stedet solgte hun sin små værker gennem Instagram, hvor hun udbød markørerne i sæt til ti kroner. Herfra gik det pludselig stærkt, for interessen for strik og håndarbejde steg markant under corona, og mange strikkere viste sig mere end villige til at betalte lidt ekstra for dekorative markører. Senere samme år kunne Silja hæve den første løn til sig selv.

Alt for populært

I dag er hun rykket ud af stuen og ind i et værksted i baglokalet hos strikkeforretningen Bruun Strik på Frederiksberg, og det er en lettelse at slippe for at sidde og lodde mellem sønnens legoklodser, som hun siger.

De fleste markører sælger hun selv, men modsat tidligere kontakter mange forhandlere hende også og vil gerne sælge hendes strikkesmykker. Men hun har ikke tid til at levere til flere nu.

"Alle markører bliver lavet i hånden af mig, og jeg kan ikke nå at fremstille flere, siger Silja, som finder arbejdet nærmest meditativt og gerne hører lydbøger, mens hun nørkler."

Desuden er hun begyndt at fremstille såkaldte strikkefisk, snoningspinde og andet strikkeværktøj, og det er ikke kun fremstillingen, hun finder fornøjelig, men også selve det at pakke og sende varerne til kunder over hele landet, til nabolande samt sågar til fjerne lande som Sydkorea. 

"I dag har jeg vænnet mig til at se folk strikke med mine markører," smiler Silja.

"Men jeg synes stadig, det er vildt, at så mange strikkere rundt omkring bruger noget, jeg har lavet med mine hænder."