Blésnya Minher

Sådan skal du gå klædt, hvis du vil være trendy til dette efterår

Hvilke trends dominerer denne sæson? Vi har rejst fra New York til London, videre til Milano og endelig til Paris for at blive inspireret.

Sæson efter sæson rejser vi til de internationale modeuger i New York, London, Milano og Paris. Vi har samlet en velkurateret blanding af alt det bedste fra A/W 19 her i vores halvårlige catwalk-special, der forhåbentligt får dig til at bladre og gå på opdagelse i de forførende shows og mageløse kollektioner.

God fornøjelse!

bottega veneta
bottega veneta
bottega veneta

Flettet finesse

Begivenhed: Bottega Veneta-showet

Med et lovende cv (læs: fem år hos Céline), var vores forventninger til den hidtil ukendte brite Daniel Lee ubarmhjertigt høje, da han i juni sidste år tiltrådte som kreativ direktør hos italienske Bottega Veneta. Vi sad håbefulde med på første række, da Lee under modeugen i Milano sendte sin debutkollektion til offentligt skue. Var vi imponerede? Ja. Blev #oldceline-sulten stillet? Også i den grad. For Daniel Lee mestrede det elegante og sofistikerede med en fantastisk kollektion, der forstod både at værne om og nytænke dna’et hos det traditionsbundne modehus, der gennem årtier har gjort og tilsyneladende fortsat ynder at gøre sig kendt på overdådige læderkreationer og signaturflet.

cecilie bahnsen
cecilie bahnsen
cecilie bahnsen

Army of angels

Begivenhed: Cecilie Bahnsen-showet

Med både danske og internationale prisnomineringer er det gået stærkt for Cecilie Bahnsen, der har fået folk verden over til at sukke efter hendes spektakulære ballonsilhuetter, forfinede håndværk og afkodelige univers. Og luften er ikke gået af Bahnsen-ballonen. Under fremvisningen af sin kommende a/w-kollektion i det upolerede Pakhus 11 i København imponerede hun med en overraskende sort og dyster æstetik, der rummede en hidtil uset, men ganske klædelig dramatik. En hær af lige dele sort- og hvidklædte Bahnsen-soldater kom marcherende og efterlod os med gåsehud. Hvis mørket ser ud som Bahnsens, lukker vi det glædeligt ind!

louis vuitton
louis vuitton

Geolocated

Begivenhed: Louis Vuitton-showet

Der var meta på programmet, da Louis Vuitton og Nicolas Ghesquière atter inviterede indenfor på Louvre-museet til en storslået afslutning på den parisiske modeuge. For bag museets historiske mure gemte sig endnu et museum. Ghesquière havde til publikums store overraskelse genskabt en tro kopi af det populære parisiske museum for moderne kunst, Centre Pompidou, der blev opført i 1977 og var frirum og samlingspunkt for kunstnere og andet godtfolk i 80’erne. Og deraf udsprang også inspirationen til kollektionen, der samlede forskellighederne i en overbevisende smeltedigel af teksturer, print, flæser, herresko og læderhatte. En ting er sikkert: Louis Vuitton klæder alle.

saint laurent
saint laurent
saint laurent

Mørkeleg

Begivenhed: Saint Laurent-showet

Siden sin tiltrædelse som kreativ direktør hos Saint Laurent i 2016, har Anthony Vaccarello gjort en dyd ud af at gå på opdagelse i arkiverne hos det anerkendte franske modehus. Og denne kollektion var ingen undtagelse. Med inspiration fra 80’ernes YSL og fortidens muser som Betty Catroux sendte Vaccarello alt fra store uldfrakker, overbevisende suiting og lårkorte, skulpturelle kjoler til dyreprint, mavebælter og knælange støvler ned ad catwalken. Akkurat som showet syntes at være bragt til ende, slukkede lyset, og modellerne kom atter gående taktfast ind. Denne gang gemt bag en glasvæg og i fuld uv-belysning, der fik de korte, cocktailkjoler, flamboyante pelse og neonfarvede accessories til at lyse i mørket. Vi følger frivilligt lyset og lader opsparingen begynde!

chanel
chanel
chanel

Farvel Karl

Begivenhed: Chanel-showet

Kun ganske få uger efter kreativ direktør Karl Lagerfeld gik bort, inviterede Chanel endnu engang til show i parisiske Grand Palais og demonstrerede Lagerfelds visuelle overlegenhed og uovertrufne sans for iscenesættelse. Vinterscenen var sat, og nyfalden sne dækkede et alpint landskab, hvor træhytter og grantræer stod side om side. Efter et minuts stilhed leverede et imponerende cast af Lagerfeld-muser, der bl.a. talte Cara Delevingne, Amanda Sanchez og Penélope Cruz en tårevædet showfinale for både publikum og modeller, der satte et sidste punktum i den 36 år lange æra med Lagerfeld som kreativt geni i modehuset. Og hvilket værdigt punktum.

gucci
gucci

Masc for mask

Begivenhed: Gucci-showet

Omgivet af buldrende lysvægge, spejlbelagte gulve og Gucci-tilskuere viste Alessandro Michele endnu engang, hvor hans ekspertise ligger: i det okkulte og detaljerede. Bedst som man skulle tro, at italieneren ikke havde flere kort på hånden efter tidligere både at have præsenteret modeller med identiske kopier af egne hoveder under armen og en brændende catwalk, serverede Michele med efterårskollektionen en menu bestående af nittebesatte masker med referencer til gyserfilm og SM-kultur, knæbeskyttere, luksuriøse og farverige metervarer og en sjælden frigjort tilgang til køn – for hos Gucci er der ingen regler for, hvem der må iklæde sig blonder, nederdel og glimmer.

Michael Kors
Michael Kors
Michael Kors

Studio 54

Begivenhed: Michael Kors-showet

Klokken havde knap passeret 10 onsdag morgen, da Michael Kors fremviste sin efterårskollektion i et univers, der ledte tankerne tilbage til de festlige 70’ere på den berygtede natklub Studio 54 i New York. Med denne scene sat, var Kors gået på (gen)opdagelse i sine egne minder fra en svunden tid og diskede op med både fjerboaer og paillet-besatte materialer. 70’er-referencerne var ikke at tage fejl af, og crossainten røg nærmest i den gale hals, da det sorte bagtæppe faldt, og sangeren Barry Manilow som prikken over i’et tonede syngende frem med monsterhittet Copacabana. Mindre kunne ikke gøre det. Og så på en onsdag.

Adut Akech for Burberry
Blésnya Minher for Acne Studios
Anok Yai for Burberry
Liu Wen for Isabel Marant
Adut Akech
Adut Akech for Burberry
Blesnya Minher
Blésnya Minher for Acne Studios
Anok Yai
Anok Yai for Burberry
Liu Wen
Liu Wen for Isabel Marant

Runway diversity

Trods et utal af kreative og imponerende shows, skriver den kommende efterårssæson tiltrængt modehistorie, der rækker ud over de bemærkelsesværdige kollektioner. Diversiteten blandt modellerne har nemlig sjældent været så stor – og det var tiltrængt. Er du ikke allerede på fornavn med følgende kvinder, er de værd at notere sig, for Adut Akech, Blésnya Minher, Anok Yai og Aliet Sarah imponerede med henholdsvis 29, 29, 26 og 13 shows og viser, at du ikke behøver at have lys porcelænshud for at blive topmodel. It’s about time.

Nina Ricci
Loewe
hatte nina ricci
Nina Ricci
hatte loewe
Loewe

Hattedame

Tendens: Hatte

Du kan roligt beholde hatten på, når du går indenfor. Med lidt smart på toppen er dårlige hårdage fortid. Se blot Loewes Mickey Mouse-kreation og farverige hjelme hos Nina Ricci. Hatte-luja, siger vi bare!

Også set hos: Burberry, Fendi, Lanvin, Saint Laurent og Sportmax

Alexander McQueen
Prada
Valentino
roser alexander mcqueen
Alexander McQueen
roser prada
Prada
roser valentino
Valentino

Kiss from a rose

Tendens: Roser og blomsterprint

Blomsterprint har længe været allemandseje, men nu plukkes der nøje i blomsterbedet, hvor rosen slår skud – tilsyneladende også i efterårsmånederne. Gør som hos Alexander Mcqueen, og spring stort og skulpturelt ud, eller hold dig til blomstrende prints som hos Prada og Valentino. En ting er sikkert: Du forærer dig selv en velfortjent buket, der hverken skal vandes eller visner.

Også set hos: Dries Van Noten, Erdem, Giorgio Armani, MSGM og Simone Rocha

Jacquemus
Balenciaga
Caption
farver Jacquemus
Jacquemus
farver balenciaga
Balenciaga
farver sies marjan
Caption

Colour Crush

Tendens: Farver

Vi siger tak og på gensyn til den monokrome garderobe og byder modigt farverne velkommen. Der er smæk på hos Jacquemus, Max Mara og Sies Marjan, der alle er garant for tone-i-tone-looket, mens Balenciaga mikser på kryds og på tværs. Hvis der er farver nok – og ja, det er nødvendigt med både rød, gul, grøn og blå, hele regnbuen, faktisk – føles det som et tilskud D-vitamini de mørke måneder.

Også set hos: Fendi, Dolce & Gabbana, Marni, Off-White og Stella McCartney

Givenchy
Tod's
Salvatore Ferragamo
læder givenchy
Givenchy
læder Tod's
Tod's
læder Salvatore Ferragamo
Salvatore Ferragamo

Leather Weather

Tendens: Læder

Efteråret er pakket ind i læder. Nøjagtig som du bør være. Det kraftige materiale har spredt sig med imponerende hast, og før vi vidste af det, var det ude af soveværelset og her, der og allevegne. Lag på lag med sporty referencer og baggy bukser hos Tod’s, mens Salvatore Ferragamo bød på flerfarvet lædersymfoni, der skabte kontrast til de mønstrede silkegevandter.

Også set hos: Balenciaga, Bottega Veneta, Hermès, Khaite og Maryam Nassir Zadeh

Marni
Isabel Marant
bælte marni
Marni
bælte Isabel Marant
Isabel Marant

You betta cinch that waist

Tendens: Bælter

Bedsteveninden fra 00’erne er tilbage: bæltet. Og som med ethvert fortidslevn, der engang var drønmoderne, vender det endnu stærkere retur. Smalt som bredt, alt går an, blot du strammer til og viser, hvor taljen sidder. Isabel Marant gør det legende let med delikat læder og Western-spænde, mens de hos Marni har svunget kæder i livet.

Også set hos: Altuzarra, Celine, Chanel, Louis Vuitton og Michael Kors

Alle billeder er taget af James Cochrane