Undgå hårtab gule negle og uren hud

8 fejl vi begår, når vi plejer vores hud, hår og negle

Det nytter ikke noget at bruge mange penge på dyr makeup, hvis du ikke renser det af igen, og så skal du lade nogle professionelle se på de blyantstynde 90'er-øjenbryn. Skønhedsrutiner bliver – ja, rutiner. Men måske skulle du tage at kigge de rutiner efter i sømmene eller anlægge dig nogle nye.

Har du styr på dine skønhedsrutiner? Vi har spurgte de to skønhedseksperter Anne Absalonsen og Charlotte Torpegaard, hvilke fejl vi begår og videregiver deres tips til, hvordan de undgås her. Det er heldigvis nemt at rette op på skønhedsbommerterne, men begge eksperter er benhårde, når de udpeger vores allerstørste skønhedsbommerter. Og dem er der mange af.

Her får du de 8 værste fejl, vi begår, når vi plejer vores hud, hår og negle og svaret på, hvordan du undgår at begå dem igen

Vi glemmer underlakken

– Husk nu en base eller underlak, hvis man skal undgå misfarvninger. Den gør, at farven fra neglelakken ikke trænger igennem og gør neglen gul at se på, siger Anne Absalonsen.

Det kan du gøre: Neglene har godt af at blive luftet engang imellem. Det kan man for eksempel gøre, hvis man tager på en afslappet ferie et sted.

Vi glemmer at rense vores makeuppensler

– Det er virkelig vigtigt, at du husker at vaske dine makeupbørster. Mange kvinder kan ikke forstå, at de har uren hud langt ud over teenageårene, og rigtig meget af dette kunne undgås, hvis du husker at holde din makeup og dine børster og pensler rene. At kigge på en gammel makeupbørste i et forstørrelsesglas er virkelig ikke en rar fornøjelse! Det kan altsammen let undgås, hvis du vasker dine redskaber en gang om ugen, siger Charlotte Torpegaard.

Det kan du gøre: Det behøver ikke være særlig avanceret. Brug en mild sæbe og vask dem forsigtigt under vandhanen, ryst dem af og læg dem til tørre.

Vi skamplukker vores øjenbryn

– Jeg ser tit de her overplukkede øjenbryn, fordi vi ikke overlader dem til de professionelle. Mange ting kan man gøre selv, men lige præcis bryn skal man overlade til dem, der har forstand på det. Man kan jo blive ved, når man sidder der ved spejlet og plukker. Mere vil have mere. Det er så synligt en del af ansigtet, at det er super vigtigt at få det gjort ordentligt. Man kan godt nøjes med at få formen lagt hos en professionel, og så selv vedligeholde det, siger Anne Absalonsen.

Det kan du gøre: Hvis man selv vil vedligeholde det, er det en rigtig god idé at farve brynene først, så man kan se de der små lyse hår under brynet, så kommer formen på brynet også bedre til syne.

Vores selvbruner er tigerstribet

– Selvbruner. Det går jo stort set altid galt. Det handler om, at mange af de her selvbrunere ikke er så smørbare, som almindelige bodylotions er. Jeg lægger selv en bodylotion på huden først og påfører selvbruner bagefter. Så glider det hele bedre, når cremen stadig er fugtig, og så undgår man striberne, siger Anne Absalonsen.

Det kan du gøre: Man kan også bruge sådan en påføringshandske til at selvbrunere, som man stikker hånden ind i og smører cremen ud med. Man kan både komme produktet direkte på vanten eller smøre efter med vanten bagefter. Det giver et mere jævnt lag.

Vi vasker os ikke efter karbad

– Jeg er selv meget meget glad for at gå i karbad, og jeg bruger både sæber, badesalt og badeolier. Problemet er bare, resterne fra sæben sidder stadig på huden, når man går op, og det er med til at give urenheder, siger Anne Absalonsen.

Det kan du gøre: Husk altid at blive skyllet en gang under bruseren efter et karbad, så sæberester og andet snavs bliver skyllet væk.

Vi sætter håret for stramt op

– 50 procent af alle kvinder mister en større eller mindre del af deres hår på et tidspunkt i deres liv. En af grundene er meget stramme fletninger og hestehaler. Fænomenet er sågar så udbredt, at det har fået navnet "ballerina balding". Den måde, håret bliver strammet op på, slider gevaldigt på håret og kan hive hår ud af hovedbunden. Sæt heller ikke hestehalen det samme sted altid, for så knækker håret, siger Charlotte Torpegaard.

Det kan du gøre: Løsn din hestehale en smule og brug altid en god elastik. De elastikker, der hedder "Blax" er de bedste for håret, fordi de hverken knækker det eller hiver håret ud.

Vi glemmer at rense vores hud

– Den ultimative skønhedsbommert er, at vi ikke renser huden, og det glemmer 40 procent af alle danske kvinder. De fleste af os går meget op i at have smuk makeup og dyre cremer, men det mest basale, man kan gøre for at se godt ud, er at rense sin hud morgen og aften, så får man også en meget flottere glød. Hvis ikke du renser din hud, tilstopper porrerne på grund af makeuprester og snavs. Og det er en skønhedsskrøne, at du ikke skal rense hud om morgenen, fordi du ikke har makeup på. Om natten udskiller du en masse affaldsstoffer, og dem skal du have renset af om morgenen, siger Charlotte Torpegaard.

Det kan du gøre: Du behøver ikke bruge hele din opsparing på dyre renseprodukter. Brug en god olie, og det behøver ikke være mere avanceret end en mandelolie til en 50'er nede fra helsekostbutikken. Tør efter med en våd vaskeklud. Jeg vil anbefale, at man altid renser med et mildt produkt, uanset hvilken hudtype man har.

Vi glemmer vores krop

– De fleste af os har al vores fokus på ansigtet, når det handler om skønhedspleje, og glemmer helt huden på kroppen. Huden på kroppen er jo lige så vigtig som huden i ansigtet. Det er vores allerstørste organ, og huden på kroppen er akkurat lige så vigtig som huden i ansigtet. Hænder afslører mindst lige så meget din alder, som dit ansigt gør. Og bare ben og korte skørter ser bare så meget bedre ud, hvis benene er velplejede, for at ikke at tale om fødderne, siger Charlotte Torpegaard.

Det kan du gøre: Tag en tørbørste og giv din krop en ordentlig omgang hver eneste morgen. Så vågner du også op og får energi til dagen. Og så på med en olie eller en creme bagefter.

Hvem er eksperterne?

Charlotte Torpegaard er skønhedsekspert, forfatter og så giver hun skønhedstips på sin blog I love beauty.

Anne Absalonsen er skønhedsekspert, redaktør af skønhedsmagasinet ESTHETIQUE, studievært på DK4 og så deler hun skønhedstips ud med rund hånd på sin blog.