7 ting, du måske ikke vidste om fodboldspilleren Martin Braithwaite
Trods sit engelskklingende efternavn er han født og opvokset i Esbjerg. Og selvom Martin Braithwaite spiller for storklubben Barcelona, lå det bestemt ikke i kortene, at han skulle gøre karriere på fodboldbanen. Læs mere om den danske fodboldspiller og stjerneangriber her.
Den 31-årige danske fodboldspiller Martin Braithwaite bor til daglig sammen med sin kone og to sønner i den spanske storby Barcelona. Her delte han indtil for nylig klubrum med en af fodboldens ukronede fodboldstjerner, Lionel Messi.
Men hvor godt kender du egentligt Braithwaite. Vidste du fx, at han var lænket til en kørestol som barn? At hans forældre mødte hinanden i San Fransisco, hvor moren var au pair? Eller at han mødte sin kone på tv? Læs med her og bliv (meget) klogere på fodboldspilleren Martin Braithwaite.
1. Har sydamerikanske rødder
Martin Braithtwaite har rødder i den vestjyske muld, nærmere betegnet Esbjerg. Her voksede han op i Esbjerg-forstaden Fovrfeld sammen med sine to mindre søstre Mathilde og Amalie.
Sidstnævnte slægter sin storebror på og er angriber i fodboldklubben Kolding Q og har en U16-landskamp på CV’et.
Braithwaites mor stammer fra Vestjylland, mens hans far kommer fra New York, men stammer oprindeligt fra Guyan i Sydamerikaa. Forældrene mødte hinanden i San Fransisco i USA tilbage i 1980’erne, hvor Martin Braithwaites mor arbejdede som au pair hos en amerikansk familie. Kilde: Billed-Bladet
2. Var som barn lænket til kørestol
Da Martin Braithwaite var lille, var der absolut intet, der tydede på, at han skulle gøre karriere som fodboldstjerne på det danske landshold og i én af verdens største klubber.
Som femårig blev han nemlig tvunget ned i en kørestol på grund af sygdom.
"Jeg havde en hoftesygdom, der gjorde, at jeg blev nødt til at sidde i kørestol i en periode. Det var bestemt ikke sjovt. Jeg var flov over at skulle sidde i en kørestol," fortæller Martin Braithwaite i følge Berlingske i et interview med Esbjergs fanmagasin.
Men efter to år slap Braithwaite dog ud af sin kørestol og begyndte herefter at spille fodbold i Sædding-Guldager Idrætsforening i udkanten af Esbjerg.
3. Mødte kærligheden på fransk TV
Kort tid efter at Martin Braithwaite begyndte at spille i den franske klub Toulouse i 2013, mødte han sin store kærlighed.
Det skete i et TV-program, som Braithwaite medvirkede i. Hans kone, Anne-Laure Louis, rapporterede på TV, og under udsendelsen fangede hun hans blik, og sød musik opstod.
"Jeg skulle lave nogle sportsindslag for fransk tv. Jeg faldt over Martin på Instagram og tænkte, det kunne sjovt, hvis han i et indslag lærte mig at sige noget på dansk. Det var sådan, vi begyndte at tale, og med tiden fandt vi ud af, hvor meget vi havde til fælles, og hvor sjovt vi havde det sammen. Til sidst så vi hinanden hele tiden," har Anne-Laure Braithwaite fortalt til BT.DK.
I 2019 blev parret gift ved et storslået bryllup på den spanske middelhavsø Ibiza. Efter brylluppet tog brudeparret på bryllupsrejse til Singapore.
4. Familiefar
Martin Braithwaite blev i 2019 gift med sin franske kone, den tidligere tv-vært Anne-Laure Louis, der nu har sit eget tøjmærke. Anne-Laure Louis har to børn fra et tidligere forhold, og i 2015 fik parret deres første fælles barn, sønnen Romeo. Og fem år senere i 2020, blev han så far til endnu en søn, Valentino,
Siden skiftet til Barcelona har familien boet i den catalanske hovedstad. Og når fodbolden tillader det, er Martin Braithwaite en hengiven far.
"Martin er tit væk hjemmefra, men når han er hjemme, er han virkelig tilstedeværende over for børnene og utrolig optaget af alt, hvad de foretager sig. Han kører dem i skole hver dag og elsker også at hente dem, ligesom han elsker at tage med dem til fodbold. Han er med til alle forældremøder på skolen og er alt i alt et rigtig familiemenneske. Børnene elsker at lege med ham," fortæller Anne-Laure Braithwaite til BT.DK
5. Tror ikke på Janteloven
Martin Braithwaite er nu én af kun fire danskere, der har kunnet trække den mytiske Barcelona-trøje over hovedet.
Selv om skiftet til storklubben i februar 2020 var overraskende for de fleste, har familien aldrig været i tvivl om den offensive spillers enorme ambitioner.
I et interview med avisen Jyske Vestkysten fortæller Braithwaites onkel, Philip Michael, at der er et altafgørende karaktertræk, som efter hans opfattelse har bragt Martin Braithwaite derhen, hvor han nu er endt.
"Janteloven eksisterer ikke hos Martin. Han har aldrig lagt skjul på, at han går efter stjernerne, og jeg kender ingen med en vindermentalitet som ham," siger han i interviewet.
"Han har en utrolig jernvilje, og han arbejder stenhårdt for at nå sine mål. Jeg kan huske, at da han kom på U21-landsholdet, var hans reaktion, at det var sgu også på tide," fortæller Philip Michael til avisen.
6. Han er både fysisk, hurtig og stærk
Martin Braithwaite kender sine styrker og svagheder, og han lægger ikke skjul på sine spillertalenter.
På FC Barcelonas sociale medier forklarer han, at han er en spiller med mange styrker.
"Jeg er en teknisk spiller, men jeg er også fysisk, hurtig og stærk. En af mine største styrker er også min spilintelligens, og jeg bevæger mig klogt på banen ... Det vigtigste er, at jeg er en målscorer, så jeg er her for at score mål," fortæller han.
"Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Jeg tror, at alle, der spiller fodbold, drømmer om at spille for Barcelona, og her er jeg. Jeg er meget spændt på at vinde titler. Det er en klub med meget pres og mange forventninger, og jeg vil forsøge at vinde alt det, der kan lade sig gøre." Kilde: JV.dk
7. Tjener penge på andet end fodbold
Martin Braithwaite har tjent mange penge, og pengene stammer fra andet end fodbold.
Sammen med sin morfar, Frede Christensen, og sin onkel, Philip Michael, er han nemlig ejendomsinvestor i New York og Philadelphia i USA, hvor hans onkel til daglig bor. Den første investering, som de tre foretog sammen, var et mindre projekt i nærheden af Temple University i Philadelphia. Kilde: Finans.dk