Da Emma Libner begyndte at tale højt om det, mødte hun modstand: "Det gik op for mig, hvor sprængfarligt emnet var"
Har du et godt ord for dit køn? Og har du let ved at sige det? Hvis ikke, er du nok vokset op med, at underlivet hører til i skammekrogen. Men det vil Emma Libner ændre på med sin nye bog om, hvad der er op og ned forneden.
Emma Libner var i starten af 20’erne, da hun begyndte at undre sig over, hvor lidt hun egentlig vidste om et område, der ellers ikke kunne være meget tættere på: hendes underliv.
Hun var i praktik som journalist, da en kollega skrev en artikel om, at det er en myte, at man skal holde pause med p-piller for at frembringe menstruation. Historien løb gennem medierne som en steppebrand, kommentarsporene glødede – og Emma sad forbløffet tilbage.
"Det var første gang, jeg var vidne til, at et underlivsrelateret emne fik så meget taletid," siger hun.
"Mange var på dupperne – kvinder, der havde taget p-piller i 20-30 år og var vrede over ikke at have fået at vide, at de ikke behøvede pausen, og andre, der ophidsede fastslog, at ”man skal have blødningen, det er naturligt!”. Det gik op for mig, hvor sprængfarligt emnet var, og det satte noget i gang."
Hvad hedder ”den”?
Emma begyndte at tænke over sit eget forhold til sin krop og især den del, der befinder sig under trussekanten. Det er jo ikke, fordi vi direkte har fået at vide, at vi skal glemme alt om ”den” og undlade at nævne den med et ord – men det har vi alligevel indirekte, mener hun.
"Jeg har da også altid gemt min tampon i ærmet og haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle kalde mit underliv," siger hun.
"Og jeg begyndte at tænke på, hvorfor jeg ikke får orgasme, hver gang jeg har sex. Fra at være nysgerrig blev jeg frustreret og indigneret over, hvor meget essentiel information om min egen krop jeg var gået glip af."
Emma satte sig for at opsøge den viden, ingen andre havde givet hende. Hun læste alt, hvad hun kunne finde af underlivsrelateret litteratur og artikler. Blev klogere. Og besluttede sig for, at den nyerhvervede viden skulle ud i verden. Først på instagramprofilen @kh_underlivet, som i dag har over 20.000 følgere, og nu i form af en bog af samme navn. For vi har brug for en kærlig hilsen fra vores mest private kropsdele, mener hun.
Annonse
Tabu hos lægen
"Når vi ikke kan tale om vores underliv og alt, hvad der hører med til den del af os – sex, seksuel sundhed, menstruation og cyklus – bliver vi ikke kun distanceret til de emner, vi bliver også distanceret til os selv", siger Emma.
"For vores underliv er med os hele tiden – når vi tisser, onanerer, føder børn, får underlivsbetændelse, får celleskrab. Det er evigt nærværende. Derfor er det vigtigt, at vi kan forholde os til det og reagere, når den del af os larmer," fortsætter hun og stiller følgende sammenligning op:
Annonse
Forestil dig, at du går til lægen med ondt i albuen, men ikke kan sige ordet albue.
"Det er ekstremt hæmmende," siger Emma, som også peger på, at et ord som skamlæber ret indiskret antyder, at vi skal skamme os over denne del af os selv – så hvorfor ikke bruge det mere neutrale ord kønslæber?
Misforstået jomfruhinde
Ud over at gøre op med den snublende og undskyldende måde, vi omtaler vores køn og seksualitet på, er det Emmas mission at lappe hullerne i vores viden om den kvindelige anatomi.
Når hun tænker tilbage på seksualundervisningen fra sin skoletid, kredsede den mest om æggestokke og livmor – altså, den reproduktive side af sagen. Til gengæld fortalte ingen, at klitoris har en indre del, som er ti centimeter lang og kan svulme på samme måde som penis.
De færreste ved desuden, at de indre kønslæber hos over halvdelen af alle kvinder er større end de ydre. Eller at jomfruhinden (med det korrekte ord hymen) ikke er et tyndt lag hud, som ”går i stykker”, første gang vi har sex, men en lille krans af slimhindefolder, der udgør skedeåbningen.
"Når vi ikke ved, hvordan vi hænger sammen anatomisk, er det klart, at mange ikke har den sex, de kunne have," siger Emma.
"Viden er en vigtig byggeklods for at finde ud af, hvad vi kan lide, men også for at være i stand til at sætte grænser for det, vi ikke vil. Det handler ikke kun om sex, men om trivsel, fordi vi ved, at et godt sexliv er afgørende for vores generelle velvære."
Modstand fra kvinder
Emmas forsøg på at åbne samtalen om køn og seksualitet møder indimellem modstand. Det var hun forberedt på, for sådan er det, når man tager fat på et tabubelagt emne, men det overrasker hende, at modstanden ofte kommer fra kvinder.
"Jeg hører nogle gange den der: ”Hvorfor skal vi snakke om det – det har jo altid været sådan, og det er naturligt. Men jeg behøver ikke dele det med hele verden.” Men selv om noget altid har været sådan, kan vi jo stadig få et bedre forhold til vores krop," siger Emma.
Hendes håb for fremtiden er, at vi dels bliver klædt på med faktuel viden om vores anatomi, dels at vi får et bedre sprog for køn, krop og seksualitet – uden lægevidenskabens kølighed, pornoindustriens liderlighed eller vores egen ironiske distance.
"Jeg gad godt, at samtalen om underlivet i højere grad var ejet af os selv. Det ville give frihed til at tale om de her ting, som er en stor del af livet – når der er noget galt, men også når alt fungerer," siger Emma, som dog er fortrøstningsfuld.
For selv om vi ikke er der helt endnu, oplever hun en stigende interesse, når hun skriver med sin voksende skare af følgere på Instagram, og det får hende til at tro på, at underlivet er på vej ud af skammekrogen.
