Sponsoreret indhold

”Jeg kan stå sammen med en gruppe af mennesker og stadig føle mig ensom”

Generation z er for skrøbelige, og derfor føler de sig ensomme hele tiden. Derimod er babyboomerne mere standhaftige og føler sig sjældent ensomme. Eller hvad? ALT for damernes Josefine Stork har inviteret to kvinder i sauna til en snak om, hvad følelsen af ensomhed er en størrelse.

Hvornår har du sidst været ensom? Var det, da du gik en tur alene på en søndag med tømmermænd? Eller da du sad på Instagram og så to veninder være ude at spise sammen – uden at have spurgt, om du ville med? Eller da du stod midt i en stor sorg og ikke havde nogen at kunne tale med det om?

Ensomhed rammer os alle. Nogle gange i længere perioder og andre gange bare som en pludselig indskydelse til en fest, hvor man ikke synes at falde i snak med nogen af de andre.

I dette afsnit af ALT for damernes podcast i samarbejde med MATAS, ’Nøgne Sandheder’, har ALT for damernes Josefine Stork inviteret to kvinder fra hver sin generation – generation z og babyboomerne - 66-årige Tina Theilgaard og 23-årige Malaika Mosendane ind i saunaen i et forsøg på at skabe en samtale, som måske kan nedbryde den generationskløft, der synes at være mellem de to generationer. For når det kommer til ensomhed, er de to kvinder som udgangspunkt ikke særligt enige.

”Jeg tror, at jeg ret tit føler mig ensom. Det er ikke noget, jeg oplever på et bestemt tidspunkt. Det er på en eller anden måde en følelse, der er inde i mig næsten hele tiden. Særligt, når jeg er sammen med mange mennesker faktisk,” starter Malaika Mosendane, da Josefine Stork spørger, hvornår hun sidst har været ensom.

Omvendt ser det ud hos Tina Theilgaard.

”Det var jeg nok sidst for 3-4 år siden, da min mor døde. Det var en lang proces, som gjorde, at jeg følte mig frygtelig ensom,” husker Tina om den svære tid.

Men siden da har der ikke været noget. Ensomhed er nemlig ikke en velkendt følelse hos Tina, og det ser ud til at være meget repræsentativt for hendes generation, boomerne.

Du kan lytte til afsnittet her.

 

Skader sociale medier?

”Jeg har lidt fordomme om de unge, når det kommer til ensomhed,” fortsætter Tina.

”De skal kigge op fra de sociale medier. Det er også et valg og et ansvar hos de unge i forhold til ensomhed. Så skal man i stedet gå hen og banke på hos naboen eller hilse på en gammel dame i bussen. De kan godt gøre mere, end de plejer,” mener Tina.

”Jeg er ikke hundrede procent uenig i, hvad Tina siger. Jeg vil bare sige, at der ligger mange fællesskaber i sociale medier, og der er mange mennesker, der kan føle, at de kommer væk fra ensomheden ved at komme ned i telefonen,” lyder svaret fra Malaika.

For Malaika kan nemlig godt føle en ensomhed, når hun er til sociale arrangementer og events, hvor alle samtaler er overfladiske, og ingen rent faktisk siger, hvad de mener. Her mærker hun en higen i brystet og en tom følelse af at have lyst til at række ud uden at vide, hvem man skal række ud til.

”Jeg kan stå og kigge på en masse mennesker, der taler sammen, og ikke rigtig vide, hvad jeg skal tage fat i – eller egentlig have lyst til at gå ind i en tom samtale, men ikke have overskuddet til det. Så kan jeg føle så med en gruppe af mennesker og stadig og ensom, fordi det virker, som om alle er bedre til det end mig,” forklarer Malaika.

Rundbold frem for telefonen

En undersøgelse fra VIVE viser da også, at 22 procent af de 16-24-årige føler sig ensomme ofte, hvorimod det kun er 12 procent af den samlede befolkning, der oplever ensomhed.

”Jeg tror måske, det hænger lidt sammen med den der autenticitet, de unge gerne vil have. Den er svær at finde. Hvor vi andre måske har forliget os med det som ældre. Vi var ikke ensomme, hvis vi havde en søster, en bror eller en ven. Det var nok for os. Jeg tror, at de unge måske med rette kræver mere, og det bliver nok svært. Og så synes jeg også, at de sociale medier virkelig ikke gør noget godt. I skolegården sidder de alt for meget på alt muligt i stedet for at spille rundbold,” lyder det fra Tina.

”Jeg tror, at folk også har gavn af at kunne trække sig lidt. Altså hvis man er et lidt indadvendt menneske. Der tror jeg, det er rigtig godt for dem at kunne finde et fællesskab uden for det fysiske. Jeg synes dog ikke altid, at sociale medier er en god ting. Jeg synes ikke, det er en god ting for mig i hvert fald. Jeg kan mærke det er hårdt at føle sig vurderet hele tiden, og hvis man ikke lever op til den måde at fremstille sig selv på, så er der noget galt med én,” lyder svaret fra Malaika Mosendane i ’Nøgne Sandheder’.

Det er også i dette afsnit, at du kan høre Malaika og Tina reflektere over, hvordan vi løser det store problem med ensomhed, om solstress, og om coronakrisen har gjort folk mere ensomme eller ej.

NS_Episode9_Altdk_614px.jpg

Nøgne Sandheder - Episode 9

Skader sociale medier de unge i så høj en grad, at de altid føler sig ensomme? Og er det derfor, at babyboomerne ikke rigtig føler ensomheden komme krybende?

23-årige Malaika Mosendane kan ofte godt føle ensomheden i sit bryst – særligt når hun er sammen med mange mennesker. 66-årige Tina Theilgaard har derimod ikke følt ensomhed, siden hendes mor døde for 3 år siden.

I dette afsnit af ’Nøgne Sandheder’ er emnet ensomhed. ALT for damernes Josefine Stork har derfor inviteret to kvinder fra hver sin generation – generation Z og babyboomerne – med ind i saunaen for at udforske de fordomme, de to kvinder har om hinanden, og for at se, om de kan møde hinanden på tværs af generationskløften.

Du kan lytte til de tidligere afsnit af "Nøgne Sandheder" her, hvor der blandt andet blev talt om nøgenhed, dating og flirt.

ALT for damerne X Matas

I en tid med store bevægelser inden for krop og køn og sundhed, sex og udseende kan det svært at følge med og forstå, når man er vokset op i en anden tid. 

I medier og på sociale medier virker generationskløften uoverstigelig, men hvad sker der, når boomeren og en woke Gen Z’er tager tøjet af og sammen sætter sig ind i saunaen til en samtale om det, der normalt skiller generationerne ad.  

Det undersøger vært Josefine Stork, når hun i hvert afsnit taler med en boomer og en generation Z'er om et brandfarligt emne og forsøger at bygge bro mellem generationerne og bringe os tættere på hinanden.

”Nøgne Sandheder” er et samarbejde mellem Matas og ALT for Damerne, hvor vi kommer helt tæt på 12 emner, f.eks. seksualitet, nøgenbilleder og orgasmer.