Kristin blev ramt af mærkelig sygdom og mistede synet

Kristin Nordström, 28, kunne måske være blevet bitter over både at have mistet synet og højre underben, som måtte amputeres, fordi en kræftknude i højre hæl fik lov at vokse i tre år. Men i stedet for bitterhed har hun valgt at acceptere sit liv, som det er. Og hun er blevet mor tre gange – det, som altid har været hendes største drøm.

"Jeg får det bedste ud af livet," siger Kristin, der holder lille Oliver i sin favn, mens hans ældre søskende, tvillingerne Ella og Lucas, også vil have deres mors opmærksomhed.

Da Kristin som 12-årig stod foran spejlet hjemme i Eskilstuna og skulle gøre sig klar til sin brors studentergilde, mærkede hun et jag i højre hæl. Det var begyndelsen på tilbagevendende smerter i foden – smerter som efterhånden blev konstante.

Hun gik til lægen, men blev sendt hjem med smertestillende medicin og besked om, at der ikke var noget galt.

"Det var meget frustrerende, og jeg oplevede, at ingen rigtig tog mig alvorligt."

Ud over smerterne i hælen fik hun pludselig også svær hovedpine. Forældrene troede, det havde noget med hendes syn at gøre. De bestilte tid hos en optiker, som konstaterede, at noget var galt med øjnene, og sendte hende videre til øjenafdelingen på sygehuset i Eskilstuna.

"I løbet at sommeren blev jeg mere lysfølsom og fik svært ved at se. Jeg gik ind i lygtepæle, snublede over fortovskanter og på trapper. Det gjorde mig skrækslagen at have tabt kontrollen over min krop."

Besøget på øjenafdelingen viste en lille synsfejl, men i øvrigt kunne de ikke sige mere.

"Jeg blev fortvivlet. Jeg havde ikke fået nogen hjælp for mine smerter i benet, og nu fik jeg ingen hjælp for mit syn, som jeg var ved at miste. Jeg følte stor rædsel og dødsangst!"

Et unikt tilfælde

Hun husker dagen, hvor hun mistede synet helt:

"Jeg hoppede af skolebussen og skulle gå det sidste stykke hjem. Da jeg var nået halvvejs, kunne jeg pludselig kun se et lyst felt. Jeg måtte orientere mig resten af vejen efter hukommelsen, slæbende på fødderne og med armene foran mig i tilfælde af, at jeg skulle falde. Vi havde boet i området i ni år, og det lykkedes mig at finde vores hus og vores hoveddør."

"Ved at holde fast i gelænderet kom jeg op ad trappen til første sal, og jeg lagde mig helt fortvivlet i sofaen og græd og skreg. Lige der begyndte mit nye liv, som indebar, at alle de ting, jeg tidligere havde gjort som seende, skulle jeg nu klare som blind. Det var virkelig hårdt psykisk, og det tog flere uger, inden jeg i overført betydning orkede at rejse mig fra den sofa."

Kristin og hendes mor mistænkte en sammenhæng mellem smerterne i foden og tabet af synet. I hospitalsvæsenet troede man, det kunne være psykisk betinget.

"Ifølge lægerne kunne man miste en af sine sanser, hvis man havde det psykisk dårligt. Eller også fandt man på et handicap for at få opmærksomhed. Det gjorde mig vred – jeg havde jo virkelig mistet synet!"

Kristin ville leve et normalt liv og gå i skole. I timerne lyttede hun opmærksomt, og hendes mor læste op af bøgerne, så hun kunne følge med.

Det var først, da hun kom til øjeneksperter i Lund, der begyndte af ske noget. Blodprøver blev sendt videre til eksperter i USA. De viste, at kroppens egne antistoffer havde ødelagt hendes nethinder. Men hvorfra kom antistofferne?

Det spørgsmål skulle der komme svar på et halvt år senere, da Kristins højre fod blev MR-scannet. I hælen blev der fundet en ondartet kræftknude på størrelse med en golfbold, som sad både på yder- og indersiden af knoglen.

Selv om den havde været der i tre år, virkede det ikke, som om kræften havde spredt sig. Da knuden blev dannet, havde kroppen samtidig dannet antistoffer, som skulle bekæmpe de ondartede kræftceller. Men antistofferne havde i stedet angrebet nethinden.

"Det skyldes, at der i nethinden findes et stof, der ligner cancerceller. Antistofferne havde angrebet det forkerte mål, og min krop var blevet allergisk over for sig selv. Mit tilfælde var på det tidspunkt det eneste kendte i verden, og jeg tror, det stadig er sådan. Hvis jeg fra starten var blevet undersøgt grundigere for forandringerne i hælen, havde man opdaget knuden, og jeg ville aldrig have mistet synet, så det er klart, at jeg blev bitter over det."

Farmor var min støtte

Kræften skulle behandles med kemoterapi, og hvis det gik godt, kunne underbenet reddes, men ellers måtte der amputation til.

"Ordet amputation var ikke så belastet for mig. Min farmor havde fået amputeret sit underben, og hun kunne bade danse og køre bil. Det var værre, at jeg ville miste mit hår på grund af kemoterapien. I håret sad min identitet. Efter seks omgange kemoterapi var knuden ikke blevet mindre, og så var amputation et faktum."

"Jeg tænkte, okay, skal det til, så skal det til, bare jeg kommer af med smerten i foden. Da indgrebet skulle foretages, tog jeg et billede af min farmor med mig ind på operationsstuen. Hun var min støtte. "Det eneste, jeg ikke kan gøre i dag, er at løbe og gå med høje hæle"," siger hun.

Efter operationen måtte Kristin gennemgå yderligere 12 omgange kemoterapi, samtidig med at hun skulle op til eksamen. Hun klarede sig fint og kom videre til gymnasiet, og i årene der fik hun hjælp af en assistent og mulighed for at tage en del af sine eksamener mundtligt. Trods sin funktionsnedsættelse og alt det, der var sket, fik hun en studentereksamen med topkarakterer. Men det havde også kostet.

"Efter at jeg havde taget studentereksamen, var jeg helt slidt op af tre års anstrengelser. Jeg fik en depression og var nødt til at sygemelde mig."

Et glædeschok

Selv om hun kun var 20 år, havde hun i flere år følt en stærk længsel efter at få børn, men havde ikke fundet manden, som hun ville dele sit liv med. Nu orkede hun ikke vente længere.

"Jeg bestemte mig for inseminering og fik kontakt med en klinik i Danmark, for jeg vidste, at jeg godt ville kunne klare at være alene med et barn. Samtidig gik jeg med i en gruppe for enlige forældre på facebook for at få tips og råd om forældrerollen."

Administratoren Robin spurgte hende, hvor mange børn hun havde.

"Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde nogen, og spurgte, om han så ville smide mig ud af gruppen. Det sagde han nej til. I stedet begyndte vi at skrive til hinanden i den private chat, og senere begyndte vi at tale sammen i telefon."

"Det ene førte til det andet, og efter nogle uger kom han og hans søn Leo til Eskilstuna for at møde mig. Det klikkede med det samme mellem os, og kort efter flyttede han ind hos mig. Jeg havde fortalt ham, at jeg ønskede mig et barn meget hurtigt, og det varede ikke længe, før jeg var gravid."

Ved anden scanning viste det sig at være tvillinger.

"Det var et glædeschok," siger Kristin om Ella og Lucas, som blev født i sommeren 2015.

I december 2016 giftede Kristin og Robin sig.

Chancen for at få et godt job som synsskadet er større, hvis man har en god uddannelse. Derfor søgte Kristin ind på en uddannelse inden for socialpsykiatrien. I øjeblikket er studierne afbrudt af barselsorlov med parrets tredje fælles barn, Oliver.

Trods funktionsnedsættelserne synes hun ikke, det er noget problem at være mor til tre egne børn og et bonusbarn.

"Protesen er egentlig ikke nogen hindring overhovedet. Eftersom jeg har været seende, kan jeg også forestille mig det, mine børn fortæller, at de ser. Som synsskadet udvikler man andre sanser – jeg føler f.eks. Lucas’ lille kløft i hagen, noget som mange andre måske ikke tænker på. Jeg er som en hvilken som helst anden forælder, jeg har bare en hvid stok i hånden."

Præcis som i de fleste andre familier er Robin og jeg gode til forskellige ting. Det, jeg ikke kan klare, gør Robin – uanset om det afhænger af synet eller ej. Det, han ikke kan, tager jeg mig af.