"I kan hænge jeres parykker derovre"
Mette er blevet inviteret til makeup-kursus for kræftramte, og det viser sig at være mere underholdende, end hun havde forventet.
Som så mange gange før var jeg på vej til Herlev Hospital, men denne gang var anledningen hverken operation, kemo eller andet behandlingsorienteret. Næ nej – jeg var på vej til mit første make-up kursus ever. Følte mig lidt gustent tilpas, da jeg rullede ind i P-huset under hospitalet.
Da jeg ankom til afdelingen, hvor kurset blev afholdt slog jeg mig ned blandt de andre deltagere, og skulede skjult (tror jeg nok) rundt for at se lidt nærmere på dem. Det så ud til at være en broget skare af deltagere, ligesom jeg hurtigt fornemmede, at vi befandt os forskelligt i forhold til, hvor langt i forløbet vi var. Men pyt skidt – jeg var glad, hvis bare jeg kunne få lært nogle tips og tricks til, hvordan man "faker" bryn og vipper, ikke mindst på grund af at udsigten til også at miste bryn/vipper gav mig nogle vældig ærgerlige billeder på nethinden.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 10: "Jeg lignede en forblæst skovtrold"
Med parykken som lasso
Det var indrømmet ikke den store begejstring der havde fyldt mig, da jeg tilmeldte mig kurset, men jeg måtte efterfølgende sande, at arrangementet på alle måder var særdeles vel tilrettelagt.
Da vi var blevet bænket rundt om det lange rektangulære bord, som var fuldt ekviperet med make-up (mere end jeg nogensinde har været i nærheden af), spejle og vatrondeller, blev den bedste bemærkning, jeg længe har hørt, serveret af den ene make-up-dame: "I kan hænge jeres parykker derovre". Anede ikke om jeg skulle kigge op eller ned, bide i bordkanten eller slet og ret lade mig trille rundt på gulvet af grin.
Det var simpelthen for sjovt... Forestillede mig hvordan vi (os med paryk) med en frisk svingende bevægelse skulle kaste vores parykker hen på de opstillede stativer, som en cowboy der svinger sin lasso om koens hals.
Så sad vi der, nogen uden hår, andre med hår på vej til at falde af og andre igen med hår, der var begyndt at vokse igen. Det var et komisk syn og således opstemt gik undervisningen i gang med en trin for trin gennemgang af make-up programmet. Selvom det langt fra var alt information, der berigede mig med "aha-oplevelser", så følte jeg bestemt, det havde været en sjov og interessant oplevelse at deltage, og jeg var glad for de "gold nuggets," jeg fik samlet omkring bryn og vipper.
Pyntet med alt godt fra make-up verdenens ABC og med en taske fyldt med hudpleje og makeup-produkter spadserede jeg med rank ryg og smil på læben ud til elevatoren efter afslutningen af dagens program. Jeg funderede undervejs over, hvor meget der bliver gjort på alle mulige niveauer for at støtte kræftramte kvinder, og hvor stor betydning det har i en tid, hvor rigtig meget kan være svært og uoverskueligt.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"
Perfekte soldater
Dagen før min anden kemo-behandling skulle jeg møde op på hospitalet for at få taget blodprøver. Jeg var nervøs for at blodprøverne ikke ville være gode nok som følge af sidste uges strabadser med influenza og "soldater-fald", hvilket i givet fald ville betyde, at den planlagte kemo-behandling ville blive udskudt. Det var alt andet end hvad jeg havde lyst til – ingen slinger i valsen, tak.
Annonse
Jeg fornemmede hvordan jeg anspændt sad og ventede på resultatet af blodprøverne. Tænkte på om "mine soldater" (de hvide blodlegemer) fortsat hold stand eller om der på anden vis var "utøj", som ville spænde ben for mig.
Til min store overraskelse var tallene helt perfekte, og jeg følte mig nærmest som en helt, ja som Pipi – super stærk og fuld af energi. Havde det ikke været upassende var jeg, for at fuldende mit Pipi-billede, nok begyndt at kravle rundt på væggene af bar begejstring. Jeg valgte dog en mere afdæmpet fremfærd og sluprede storsmilende og stolt den gode nyhed i mig, mens jeg lydhørt nød sygeplejerskens gennemgang af de fine tal, der lå godt placeret i de rette intervaller.
En del af samtalen med sygeplejersken omhandlede også sidste kemo-behandling og herunder "angrebet" på de hvide blodlegemer, der var dykket ned under minimumsgrænsen. Sygeplejersken fortalte, at de fremover vil rette fokus på at undgå et så dramatisk fald i antallet af "soldater", og de havde tænkt sig at gøre det ved at sænke dosis af kemo.
Jeg følte hendes ord som at få kastet en spand koldt vand i hovedet, og Pipi var pludselig hverken stærk eller struttende af energi. Nedsætte min kemo-dosis?!? Tak, med NEJ tak – jeg ville gerne have fuld kemo (ja hvem ville ha' troet det kunne være et ønske), da det jo alt andet lige ville nedsætte sandsynligheden for eventuelt tilbagefald.
Jeg huskede en læge havde fortalt om, at man som supplement til kemo-behandling kunne få en indsprøjtning, der ville styrke/øge produktionen af de hvide blodlegemer, og jeg så bestemt det som et bedre alternativ end at sænke kemo-dosis. Sygeplejersken var bekendt med "den model," jeg omtalte og lovede, at hun ville tale om alternativet med en læge inden min kemo-behandling i morgen.
Der var selvfølgelig også bivirkninger ved indsprøjtningen, og jeg kunne mærke at usikkerhed og manglende doktorgrad udfordrede min egen dømmekraft. Rolig nu Mette Juel – parkér det – slap af og afvent lægens anbefaling i morgen. Svært at vinke farvel til kontrollen, men måske det bliver en af mine learnings fra behandlingsforløbet.
Rød smølfedrik på onkoloigsk afdeling
Min kemo-mixture blev serveret dagen efter kl. 16.30, hvilket passede perfekt, idet jeg så kunne passe mit job og derfra køre direkte til Herlev på vej hjem fra kontoret.
"Mæ og min paryk" mødte op på onkologisk afdeling hvor jeg mødtes med min mand. Selv om det kun var 2. gang jeg skulle have kemo var det tydeligt, at det hele føltes mere afslappende – visheden om hvad der ventede, var rart selskab. Blot en enkelt uvished omkring hvilken dosis, jeg ville få, qua hensynet til de hvide blodlegemer.
Det blev til "full shot" og en sprøjte, hvilket jeg var glad for. Dog havde jeg ikke lige forudset at jeg dagen efter selv skulle forstå injektionen, men strammede mig an og tænkte (læs "håbede"), at "man kan hvad man vil" tankegangen ville fikse den lille detalje...
Lænestolen, kemo-kit og piller var gjort klar og "serveringen" kunne starte. Først den røde smølfedrik og så den klare, "same procedure as last time". Tak for skænken og et (det blev vist til to) dejligt marcipanbrød. Vi kunne køre hjem, og da jeg kunne fornemme en god energi slog jeg til og løb en tur inden aftensmaden. Det var så godt, og jeg mærkede tydeligt mine "endorfin-venner" drible rundt i kroppen, da jeg kom tilbage fra turen. Skøn afslutning på dagen.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 7: Jeg lignede alt fra modne bridgedamer til Dame Edna
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6:"De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"
