Stina fik ny lever: Jeg er min donor evigt taknemlig

Jeg er min donor evigt taknemlig. Ikke mindst er jeg de pårørende til den afdøde person evigt og dybt taknemlig for, at de sagde ja til at donere leveren væk. Sådan siger Stina Larsen, 47 år og bosat med mand og to børn i Køge.

Hun fik transplanteret en ny lever i sensommeren 2014, og det har reddet hendes liv. Det har også reddet mere end det. Og hun forklarer det sådan:

"Transplantationen har også reddet vores to børn, som ellers ville have mistet deres mor. Den har reddet min mand Steen, som ellers ville have mistet sin hustru. Og den har reddet mine forældre. Selvom de er ældre, havde det været en stor sorg for dem, hvis de havde mistet deres datter. Jeg er dagligt taknemlig over, at min donor havde taget stilling til organdonation. Jeg håber, at de mennesker, der i 2014 mistede noget dyrebart, kan finde trøst og glæde ved, at jeg og ikke mindst min familie har fået en ubeskrivelig ny chance i livet."

Stina var 35 år, da trængslerne begyndte. Hendes to børn, Maria og Nikolaj, var henholdsvis otte og fire år. Det var i 2009.

"Jeg cyklede rundt som hjemmesygeplejerske i Køge, og livet var på mange måder godt. Jeg havde to dejlige børn, en dejlig mand og et dejligt job. Livet føltes bare ikke godt. Jeg var mærkelig træt, og jeg blev mærkelig forpustet, når jeg cyklede. Selvom jeg kun arbejdede på deltid, måtte jeg tage en lur på sofaen hver eftermiddag."

Stina troede, hun manglede vitaminer, og hun bad sin læge tage en blodprøve.

"Han ringede og fortalte, at mine levertal var dårlige, og at jeg skulle have scannet min lever på sygehuset." Stina smiler skævt:

"Som sygeplejerske vidste jeg, at det ofte er alvorligt, når en lever er syg. Jeg nåede at tænke på mange alvorlige sygdomme, inden jeg kom til sygehuset."

Meget træt

Det viste sig, at Stina havde en såkaldt autoimmun sygdom i galdevejene, og at det var den sygdom, der gav betændelse og ødelagde leveren. Hun fik fortalt, at sygdommen ikke kunne kureres, og at det som oftest endte med, at man skulle have en ny lever.

"Jeg var glad for, at jeg ikke havde leverkræft, og alligevel var diagnosen alvorlig. Jeg havde lyst til at få en ny lever straks, så jeg kunne komme videre, men så syg var jeg ikke", husker Stina.

Hun mindes, at hun og Steen efter bedste evne forsøgte at leve livet videre, og at 2010 og 2011 var nogenlunde år.

"Men jeg blev mere træt. Om aftenen ventede jeg på, at børnene skulle i seng, så jeg også kunne komme i seng. Min appetit var væk, og jeg husker en fest, hvor der var buffet. Jeg fik kvalme af at se al den mad, og alligevel spiste jeg lidt for ikke at gøre nogen kede af det."

2011 blev også året, hvor Stina fik en midlertidig pension.

"Jeg kunne ikke arbejde, så træt og syg var jeg. Men at få pension var et nederlag. Jeg klyngede mig til ordene om, at det kun var en midlertidig pension. Alligevel græd jeg hele den dag, pensionen var en realitet. Det blev værre i 2012 og 2013."Set i bakspejlet burde Steen og jeg have haft mere hjælp, end vi fik. Men vi bad ikke om hjælp. Når jeg tænker på, hvordan vi kæmpede for at få familielivet til at hænge sammen, ser jeg billedet af to mennesker, der hænger ud over en klippe og kun holder fast med det yderste af neglene."

Stina fortalte ikke børnene, hvor alvorligt, det stod til, kun at hun var syg. Men hun er overbevist om, at de har kunnet mærke det, og at det har sat sine spor i Maria og Nikolaj. Steen er selvstændig med eget glarmesterfirma, og han knoklede for at få familiens økonomi til at hænge sammen.

En særlig nat

I slutningen af sommeren 2014 fastslog en læge, at Stina var så sløj, at hun var nødt til at få en ny lever.

"Jeg tog hjem og vidste, de ville ringe, når og hvis en lever var klar til mig. Jeg havde min mobiltelefon på mig konstant fra da af."

Telefonen ringede en nattetime for fem år siden. Stina vækkede børnene for at fortælle dem, at nu tog hun på sygehuset for at få en ny lever. Transplantationen tog seks timer, og alt forløb godt.

"Jeg vågnede, og jeg ringede selv til Steen og til mine forældre og fortalte, at det var gået godt, ler hun glad."

Steen og børnene besøgte hende umiddelbart efter, og Steen kunne straks se, at Stina havde en bedre kulør i ansigtet og ikke så syg ud længere. Set i bakspejlet synes Stina, at hun og ægtemanden har taget let på flere ting.

"Vi talte ikke om døden, vi skrev ikke testamente, og vi snakkede ikke så meget med børnene, som vi nok skulle have gjort."

Hun kom hjem fra hospitalet 14 dage efter, og siden er det kun gået fremad.

"Jeg får medicin, så leveren ikke afstødes, men der har kun været få og forventelige problemer. Det er et nyt liv. Jeg har fået energien igen. I hvert fald meget af den. En tid håbede jeg på igen at få job som sygeplejerske, men faget er for hårdt, når man ikke har alle sine kræfter. Derfor har jeg fået en revalidering og har været studerende i to år. Jeg har netop afleveret min Master i Sundhedsfremme fra Roskilde Universitet."

"Tænk en gave at få lov at studere igen i min alder. Livet er på mange måder begyndt forfra. Det vendte til det gode fra det øjeblik, en donor og vedkommendes familie sagde ja til donation."