Pia Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard og hendes mand tog en pause: "Det ville kunne redde mange ægteskaber i dag"

Pia Kjærsgaard og ægtefællen Henrik Thorup var i en periode i deres ægteskab separerede. Det fortæller hun om i ALT for damernes nye podcastserie 'Mit yngre jeg'. 

Pia Kjærsgaards forældre blev skilt. Det samme blev hendes bedsteforældre. Og i ALT for damernes nye podcast, 'Mit yngre jeg', fortæller Pia Kjærsgaard, at hun og hendes mand Henrik Thorup også i en periode var separerede.

"Jeg havde gået hjemme og passet børnene i mange år, hvor Henrik gik på arbejde. Og der begyndte jeg at føle, at væggene blev lidt for tætte, og jeg havde bare lyst til at være mig selv," fortæller Pia Kjærsgaard.

I den periode, hvor de var væk fra hinanden, gik hun bl.a. i byen med en veninde.

"Der var en masse flirt og lidt kys – men ikke noget alvorligt. Man fik en bekræftelse på, at man stadig var attraktiv, og at andre mænd også kunne være interesserede i én. Det synes jeg egentligt er okay."

Pausen varede i tre-fire måneder, hvorefter Pia Kjærsgaard opdagede, at det ikke duede. Hun ville være sammen med Henrik Thorup og ikke være alene.

"Det var heller ikke det, som Henrik skulle, så det var vi meget enige om. Og det er jo heldigt, for det er også en chance, man tager, for der kan jo ske det, at den anden møder en anden på det tidspunkt eller finder ud af, at man gerne vil leve alene. Så det er en risiko, men hellere det end at gå og blive frustrerede," siger Pia Kjærsgaard, der ikke fortryder sit valg.

"Det gav mig noget luft til at finde ud af, hvad jeg egentligt gerne ville resten af livet. Vil jeg være en singlemor og møde en anden på et tidspunkt, eller har jeg i virkeligheden lyst til det lange ægteskab. Og det blev jo så det sidste."

Snart diamantbryllup

I podcasten fortæller Pia Kjærsgaard også, at hun ikke er tilhænger af, at det i dag kun tager et par klik med musen at blive skilt. Da hun og hendes mand valgte separationen, gav det dem tid til at tænke.

"Jeg synes, at det er bedre at tage en pause end at sige endegyldigt farvel. Derfor er jeg meget ked af, at det i dag er muligt at blive skilt på computeren. Det synes jeg er for hastigt. I vores tid havde vi en separationsperiode, og det synes jeg er fornuftigt, fordi man lige kan finde sig selv, tage nogle dybe indåndinger og blive afklaret. Det var i den periode, at vi fandt ud af, at vi stadig skulle være sammen. Så pauser tror jeg vil kunne redde mange ægteskaber i dag," siger Pia Kjærsgaard, hvis kærlighedsråd derfor er, at man skal være meget tålmodig, give hinanden lov til at kunne leve hvert sit liv, for man behøver ikke at hænge sammen hele tiden.

Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup
Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup

Til sommer har Pia Kjærsgaard og Henrik Thorup har været gift i 58 år. De mødte hinanden i folkeskolen, hvor sommerfuglene i maven opstod omkring konfirmationsalderen.

"Nu har vi snart diamantbryllup, og jeg tror, det handler om, at man skal holde af hinanden, have tålmodighed og ikke tro, at hver dag skal være en lykkerus. Så gør det heller ikke noget, hvis man kan grine ad tingene, når de er lidt træls. Henrik har taget det hele fantastisk. Han giftede sig med en husmor, som endte med at blive formand for Folketinget. Jeg er overbevist om, at der ikke findes en eneste politiker, der har så tålmodig, generøs og hjælpsom en ægtefælle, som jeg har," har Pia Kjærsgaard tidligere fortalt ugebladet Hendes Verden.

Om podcasten

Anne Albrechtsen er 26 år gammel. Hun er nyuddannet, uden fast job og single. Foran hende ligger et liv, hun indimellem ville ønske, hun havde en brugsanvisning til.

Derfor har hun bedt en række ældre kvinder om at dele de råd og livserfaringer med hende, som de selv ville give til deres yngre jeg, så hun bliver klædt på til at kaste sig ud i karriere, kærlighed, børn og alt det andet, hun drømmer om.

Samtalerne kan du høre i podcastserien ”Mit Yngre Jeg”, hvor hun taler med Gun-britt Zeller, Hilda Heick, Lotte Freddie, Lone Hertz, Vigga Bro, Sonja Oppenhagen og Pia Kjærsgaard om alle deres bedste tips og tricks til at få et godt liv – med plads til at være sig selv.