40-årskrisen forvandlede vores liv

1. historie

Fra grafiker til yogainstruktør

"Nu turde jeg prøve noget helt, helt andet i livet"

Iben Nielsen, 44.

Uddannet dekoratør og grafiker. Har arbejdet ti år i Forbrugerrådet.

I 2008 uddannet yogalærer og siden 2010 indehaver af YOGA i Valby.

Bor i Valby.

Har en datter på 20 år og en søn på 15. Har en kæreste.

– Uanset hvor du er i livet, er der nye veje. For mig er alt blevet vendt på hovedet hen over de seneste par år. Heldigvis med gode resultater, men med sug i maven, siger Iben Nielsen, 44. Hun havde et godt job hos Forbrugerrådet, en mand, hun havde kendt siden teenagealderen, og to store børn, da hun pludselig fik brug for at stoppe op og kigge livet efter i sømmene. Hun uddannede sig til yogalærer, blev skilt fra sin mand og åbnede i 2010 sit eget yogasted i Valby.

– For mange sker der vel det, at når man når til de 40, så har man været hele rumlen igennem. Fået børn, måske bygget hus, nogle har rejst meget. Man har hele tiden haft nogle projekter sammen med denne her eneste ene. Især hvis man har været sammen i mange år. Man har håndteret kriser og udfordringer – dødsfald, sygdom, jobskifte – men pludselig en dag har man måske mistet forbindelsen til hinanden. Du opdager, "jamen, jeg bliver sgu ikke lykkelig i det her hus eller af, at vi får en ny bil hvert fjerde år, som skal pudses og poleres – eller af at se frem til køb af campingvogn eller sommerhus". Jeg tror, rigtig mange vågner op midtvejs i livet og tænker "jeg kan ikke fortsætte sådan her". For mit vedkommende var tanken: "Det her er ikke mit liv!" Og jeg ved da stadig ikke med sikkerhed, hvilken vej livet folder sig ud. Men lige nu er alle døre åbne for mig. Modsat før, hvor der kun var én vej. Sådan føltes det i hvert fald.

Parterapi

– Man flytter sig også, når ens børn bliver større. Og det er ikke sikkert, at ens forhold står distancen – det var ikke tilfældet med os, for vores behov og livssyn flyttede sig i forskellige retninger. Vi brugte en masse energi på at nå ind til hinanden igen, før jeg kastede håndklædet og sagde: "Det er for hårdt, det er som at træde to skridt frem og et tilbage hele tiden. Jeg orker det ikke!". Det blev min eksmand selvfølgelig ked af – og jeg også, men det kunne ikke ændres. Vi havde for mange gamle handlingsmønstre, der måske lå helt tilbage, fra vi var børn, som vi ikke på så kort tid kunne arbejde os ud af. Og jeg er lidt ked af at sige det, men rigtig mange ellers dejlige mænd trænger altså til et solidt los bagi af det kosmiske univers. De går og sover sig igennem livet! Og hvis deres kvinde ikke forsøger at råbe dem op, vågner de aldrig!

Skilsmissetanken var, efter 25 år sammen, både skræmmende og trist for både Iben og hendes eksmand, så de forsøgte sig i første omgang med en parterapeut i sommeren 2009.

– Hun sagde meget rigtigt, at når det er kvinden, der har taget initiativet til det, kan man være ret sikker på, at det ikke er en idé, hun lige har fået. Det har spiret inde i hende i et år eller to og bygget sig op. Egentlig tror jeg godt, et forhold kan reddes med en dygtig terapeut og et samarbejdsvilligt par. Men jeg tror ikke, jeg ville. Set i bagklogskabens klare lys var beslutningen taget i hjertet forud. Nu ville jeg gerne prøve noget helt, helt andet i livet. For nu var jeg blevet tryg i, hvem jeg var. Nu turde jeg.

– Jeg tror, jeg vågnede op en dag under parterapien, hvor hun sagde: "Hvad har DU egentlig lyst til?" Og så måtte jeg bare sige: "Jeg gør jo lige nu, hvad jeg har lyst til. Jeg har startet mit eget yoga-firma, og det går forrygende". Og så spurgte hun: "Men hvad har du lyst til med jer og med familien?".

Passioner og holistisk energi

– Der skal vel allerhelst være en klart feminin og en klart maskulin energi i et forhold, som kan få det til at gnistre, ellers bliver vi for neutrale og ender som hinandens bedste venner, og så fungerer det ikke. Vi var ikke kærester i de senere år og kunne ikke grave det frem. Passionen udeblev – måske fordi kunsten at være åben og vokse sammen i et forhold blev en virkelig svær balancegang. Vores ubalancer bestod i et helt forskelligt syn på ønsker til livet og vejen frem, nu hvor børnene var blevet større. Mens han blev tryg i at samle materielle goder sammen, søgte jeg indad og ledte efter en alternativ kilde til lykke og tryghed. Sammen med erkendelsen af, at jeg ikke trivedes i mit ægteskab, rettede mit hjerte sig mod yogaen, og al energi går som bekendt til det, man brænder for. Og dér risikerer man, at kærligheden til partneren brænder ud.

– Jeg forlanger ikke, at min partner skal være vildt engageret i det, jeg laver, men når du siger yoga, siger du også en holistisk og en meget spirituel tilgang til det at leve. Jeg kan ikke være sammen med et menneske, der ikke accepterer, hvad jeg føler. Han behøver ikke at være enig, men en interesse for det, ens elskede bruger energi på, holder altså kærligheden i live. Om det så er yoga, fodbold, arbejde, hvad som helst.

Det var efter, at Ibens mor døde i 1999, og efter farens død præcis fem år efter på samme årsdag, at hun så småt fik interesse for en mere holistisk tilgang til livet. Hun følte, der manglede noget i hendes liv. En anden måde at anskue livet på.

– Jeg havde ellers et super spændende job hos Forbrugerrådet, men langsomt stimulerede det mig ikke i samme grad, og i takt med, at yogaen fyldte mere, oplevede jeg, at fokus flyttede sig i en helt anden retning. Jeg var stresset og havde så mange tomme huller, jeg ikke kunne finde ud af at fylde op med noget, der gjorde mig glad. Jeg læste en masse spirituelle bøger og fik mere og mere brug for at finde ud af: "Hvem fanden er jeg?".

Yogalykke

Flere foreslog Iben at prøve kræfter med yoga, fordi hun var "for meget hoved og for lidt krop – og aldrig rigtig glad". Hun ringede til en yogaskole i Roskilde. Og efter et par gange der kunne hun mærke, hvordan smilet blev større og større på vej hjem ad Ledreborg Allé.

– Jeg tænkte: "Det her er sindssygt!". Halvanden time på en yogamåtte, og jeg var et nyt menneske. Dér vidste jeg bare, at det skulle jeg videre med. Og nu sidder jeg med et yogacenter i Valby, som allerede nu har udvidet med større lokaler, fordi pladsen blev for trang. Hver uge har vi omkring 150 mennesker igennem centret, som vi forhåbentlig kan inspirere til at kigge lidt nærmere på sig selv. Give dem små blide skub mod en større kropsbevidsthed, finde redskaber til at håndtere stress og travlhed i livet og skabe små oaser, hvor verden udenfor træder lidt i baggrunden.

– Pludselig kunne jeg jo se, hvordan det hele gav mening og alting blev samlet i én livsfilofi. Dybest set betyder yoga forening – at forene sig med noget større, andre fortolker det som foreningen af krop, sind og ånd. Vi kan hele tiden arbejde med at blive en bedre udgave af os selv. Men også give os selv luft. Vi er mennesker, der fejler.

– På yoga-uddannelsen joker vi om, at det er yogaens skyld, hvis man undervejs går fra sin partner. Det er to års kraftig selvudvikling. Man kommer virkelig igennem nogle rysteture. Jeg tror da også, min eks blev bange. Han oplevede jo, at hans kvinde udviklede sig i en helt anden retning, end han havde oplevet i tyve år. Og det kan være ret svært at stå model til.

I foråret 2010 besluttede Iben og hendes eksmand sig for at blive separeret. Huset i Hvalsø er lejet ud, og i dag er de skilt.

Uundgåelig skyld

– Selvom børnene er store nu, er det da aldrig sjovt, at ens forældre bliver skilt. Jeg er svulmende stolt over, hvor godt de har klaret det, og alligevel gør det pisseondt, fordi man påfører dem denne her forandring. Man føler da skyld, når man skal splitte en familie. Men livet handler ikke om, at man har lovet sine børn at blive sammen. Vores kloge terapeut lærte os begge, at med en god proces før og efter bruddet kunne vi vise ungerne, at det ikke er verdens undergang at blive skilt. At forældre sagtens kan fortsætte livet med positiv energi til hinanden efter skilsmissen. Du kan love at være tro over for de følelser, der opstår inden i dig. Og man må trække sin energi derhen, hvor man kan mærke, at man føler sig hjemme med sig selv.

2. historie

Fra kunstformidler til personlig stylist

"Jeg sagde mit job op, fordi jeg savnede glæde og god energi"

Judi Lund Finderup, 41

Uddannet kunsthistoriker.

Personlig stylist og underviser hos Companys på Strøget.

Bor på Østerbro i Kbh.

Gift med TV2-journalist Michael Robert Wichmann. Sammen har de Noah på 10 år.

Judi Lund Finnerup havde egentlig det, hun troede, var ønskejobbet. Hun var bare aldrig glad. Og da hun en dag gik ned med stress, fik hun tid til at tænke over, hvad hun virkelig havde lyst til. I dag arbejder hun – og stortrives – som personlig stylist.

Judi Lund Finderup var midt i 30'erne, da hun røg ned med stress og måtte trække sig tilbage og sygemelde sig et par måneder fra drømmejobbet som kunstformidler på Statens Museum for Kunst.

Sygemeldingen gav hende mulighed for at stoppe op og mærke efter, om hun nu også – drømmejob eller ej – var havnet på den rette hylde.

– Det lød godt udadtil, men jeg var bare ikke glad. Virkelig ikke glad. Konklusionen for mig var, at det jo slet ikke var holdbart at fortsætte med noget, der gjorde mig syg. Og når jeg mærkede efter, hvad var det så egentlig, jeg syntes, var sjovt? Jeg har altid gået meget op i det visuelle, men i virkeligheden var det tøj og styling, jeg brændte for. Jeg har altid haft masser af energi og glæde forbundet med styling. Det har altid fyldt meget i mit liv.

Sprang ud som selvstændig

I nogen tid gik Judi og pønsede på, hvordan hun skulle få det op at køre. Hun kom tilbage på museet, hvor de var meget venlige og spurgte, hvad de kunne gøre for hende. Judis svar var, at hun ønskede en anden jobfunktion. Det passede perfekt med, at webredaktøren skulle på barsel. Men kort tid efter skete der en masse omvæltninger på museet. En del medarbejdere, inkl. Judis chef, blev fyret, og Judi mærkede tydeligt, hvordan hendes stress rørte på sig igen. Derfor valgte hun at rykke på de drømme, der lå og boblede inde i hende. På det tidspunkt var hun gået ned i tid og havde allerede opbygget en pæn kundekreds, som brugte hende som personlig stylist. I dag er det det, hun lever af. Som 39-årig sagde hun op på museet, og efter en periode som selvstændig blev hun i det tidlige forår ansat 30 timer som personlig shopper og underviser i tøjbutikken Companys Original på Strøget i København.

Den helt rigtige beslutning

– Det var en ret vild erkendelse, at jeg rent faktisk kunne tjene penge på det. Jeg sprang ud som selvstændig, lige da finanskrisen var begyndt. Men det valgte jeg at trodse. Jeg kunne ikke gøre andet. Og jeg har da også bevist, at angsten har været unødvendig, for jeg har klaret mig super godt. Selvfølgelig er der en masse kedeligt administrativt arbejde forbundet med at være selvstændig, men det tager jeg med. Når jeg valgte at tage deltidsjobbet hos Companys, handlede det meget om, at jeg savnede nogle kolleger. Her får jeg lov til at style hele dagen, undervise personale, lægge makeup og arbejde sammen med andre om at gøre Companys til stedet med byens bedste service. Men jeg beholder stadig mine makeupkurser gennem Oplevelsesgaver.dk samt de kunder, som KUN vil have mig og ikke bare en hvilken som helst stylist.

– Hvor jeg i mit tidligere job som kunsthistoriker godt kunne føle, at jeg bluffede indimellem, er der ingen bluff i mit nye virke som personlig stylist. Det her shit kan jeg! Det er som en leg.

Læs også: Ekspertens råd - Sådan håndterer du 40-årskrisen