Alberte Winding: Ethvert menneske burde have fået kærlighed fra nogen, inden de dør

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

– Med hensyn til syngeriet så tvivler jeg stadig på, om det er noget, jeg er god til. Det er lidt som tennis: Man kan hele tiden blive bedre – der er en elite, der rykker barren konstant. Men i modsætning til den meste sport er udtrykket og den personlige historie det, vi kan lide at forsvinde ind i. Det er netop de små sprækker i stemmen og i fortællingen, der rører os, tror jeg. Jeg synes ofte, jeg krakelerer, så dét er jeg god til.

Hvornår er du mest træt af dig selv?

– Pyha, hvor er det svært at bryde sociale vaner. Jeg har altid en knaldgod anekdote, der skal understrege min egen, eller endnu værre, den andens udmelding i en samtale. Det er, som om jeg vil lave tegneseriefigurer ud af os, piktogrammer, så alting bliver tydeligt nok til, at jeg kan forstå komplekse informationer. Men alle har bare brug for at snakke og lade følelserne komme ud af systemet. Det er de færreste, der går og drømmer om en lang anekdote. Så jeg øver mig i at lytte, og det går rigtig dårligt med det.

Hvilket råd ville du give til dit yngre jeg?

– Mit yngre jeg kunne ikke have overlevet med råd fra en person med voksenproblemer. ”Husk at få din søvn, spis sundere, drop smøgerne, og dyrk din løbetræning” er så overfladisk og koldt sagt til en lille, bumset festtosse med den store længsel efter kærlighed og accept. Jeg SKULLE kæmpe for at overleve, feste, smage på det hele, græde, savne, råbe og føle mig underlegen. Jeg skulle være nervøs for at stå på scenen. Jeg skulle finde min egen vej som mor, sanger, kæreste og veninde. Jeg tror, at jeg har begået en masse vidunderlige fejl. Af dem er der vokset erfaring og historier, der gør mig til et empatisk menneske. Håber jeg.

Hvad har været dit livs længste minutter?

– På en tv-optagelse i Peru skred jeg med en bil ud i akvaplaning, fløj ud i siden af vejen, ned ad en bakke, ramte en sten og rullede tre gange. Jeg nåede at sige farvel til mine børn og så blive gal og NÆGTE at dø i et fremmed land. Da vi kravlede ud ad en knust rude, og alle var i live, var jeg så glad og taknemmelig, at jeg ikke kunne falde ned i flere timer bagefter.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

– Den ikke-pædagogiske, ikke-tillærte genkaldelse af at være barn og indimellem have glæde af at tale og huske det sprog. Det er som at være vokset op i udlandet, sproget kommer, når man står i en gruppe af lokale. Et øjeblik husker man præcist, hvordan alting føltes som lille, og så er det væk igen. Det gælder om at skrive en børnebog i de få sekunder. De gange jeg har prøvet min nye stilling som farmor, bliver sekunder til minutter. Jeg husker, hvordan en helt lillebitte pige har det. Når hun sidder og stirrer på sine fødder i sandkassen, som om de ikke er en del af hende, nu hvor der er sand på.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

– Her kommer den der lytte-ting ind i billedet. De er så store, at de mere har brug for én, der ser og hører dem, end at få et kedeligt råd. Og de er sgu helt vildt fantastiske.

Men ellers: Lav det, du synes er sjovt. Forlad det, der gør dig ked af det. Ingen skal arbejde med noget, der ødelægger dem. Jeg kunne godt lide at være rengøringsassistent, og da jeg ikke kunne lide det længere, begyndte jeg at synge, selvom jeg tjente bedre på at gøre rent. Men mine råd er nok meget tegneserieagtige, ikke?

Hvad bør en hver kvinde have opnået, inden hun dør?

– Ethvert menneske burde have fået kærlighed fra nogen. Jeg er helt sikker på, at det er den eneste meningsfulde mission i vores liv enten at opnå eller at hjælpe andre med at opnå. Alt andet er en dårlig efterligning. Jeg tænker, at det er derfor, hunde er vigtige i verden.