ALT for damerne hylder "vores" kronprins: "Mange af os har vores eget lille kronprinse-moment"

Redaktionens dronning er hende, der rent faktisk har snakket med ham. En sommer for meget længe siden i en sen nattetime ved et langbord på Hyttefadet i Skagen. Livvagterne var der også.

Men de fleste af os har vores eget lille kronprinse-moment. Én har studeret med ham, en anden har været til bryllup med ham i det københavnske borgerskab, og en tredje var på baren Slipp Inn i Sydney den aften, hvor han må have mødt Mary første gang.

For en hel generation af kvinder har Frederik været den prins, som var vores. Prinsessedrømme eller ej, så har han været en fællesnævner, og vi har holdt øje med ham og det liv, han er født ind i. Et liv, der både foregår i en parallelverden af formalia og royal ophøjethed og i den helt almindelige verden på samme værtshus, samme skole, samme gæsteliste som os andre.

Selv begyndte jeg på statskundskab i Aarhus i 1991, mens han også gik på studiet. Året forinden havde han været kæreste med Nina Klinker Jørgensen, der læste jura på samme matrikel, og man kunne jo ikke vide, om det kunne ske igen.

Og jeg mødte ham faktisk. Én gang, hvor mit slæng passerede hans slæng i kantinen. Det var rigeligt for en 19-årig straight outta Midtjylland. "Gud, det er kronprinsen", var det eneste, jeg fik sagt – alt for højt – da hans Salomon-rygsæk strejfede min skulder i forbifarten. Og det var så det. Havde nok heller ikke kunnet passe den glassko.

Medfødt status

Vi, der blot glimtvist er øjenvidner til et prinseliv, finder fornøjelse og underholdning i krydsfeltet mellem det helt almindelige og det ophøjede. Det er det stof, drømme og gode historier er lavet af.

Men for hovedpersonen, Frederik selv, har det gennem 50 år været en virkelighed, der både for en kejtet dreng og en søgende voksen har været svær at navigere i.

I bogen "Under Bjælken" af Jens Andersen fortæller Frederik, at han, indtil han var otte-ni år, slet ikke havde forstået, at han skulle være konge. Når hans forældre nævnte det, var det i indskudte sætninger, og hans skæbne gik først op for ham, da greveparret Schack ville forære Joachim deres slot.

»Så reagerede jeg vist nok ved at sige: "Hvad skal jeg så have?". Dengang syntes jeg jo, det var uretfærdigt, ikke? Og så måtte min mor trække mig til side og sige: "Du skal jo arve Danmark" eller noget i den retning. Det, syntes jeg, lød mærkeligt."

I alle sine definerende år har Frederik haft svært ved at finde sig til rette med at være ham, som folk reagerer på med et "Gud, det er kronprinsen". I "Under Bjælken" fortæller han, hvordan han netop i årene i Aarhus i begyndelsen af 90'erne søgte mod miljøer, hvor respekten for titlen var mindre udpræget.

"De mennesker, som jeg både på studiet og i fritiden blev mest tiltrukket af dengang, det var folk, som ikke rigtigt så til min side. Det betød ikke, at de ikke ville kendes ved mig eller var forudindtagede og kritiske. Det var den type mennesker, som altid vil være de sidste til at komme hen til dig. Dem blev jeg draget af, dem kunne jeg hurtigt mærke, jeg skulle hen til og have i tale. Det var de mennesker, jeg langt hen ad vejen fik mest ud af, til min egen dannelse og viden om, hvor jeg stod i mit solsystem. Det handlede i vid udstrækning om at få bekræftet, at man ikke bare var en vildfaren satellit, der ikke anede, hvilken planet man skulle finde kredsløb omkring. Derfor søgte jeg lidt rundt og nærmede mig nogle af disse planeter og sole. Og det var som regel dem, der var længst væk fra mig, jeg endte hos."

I 1995 gennemgik kronprinsen den krævende uddannelse om frømandssoldat.

I forsvaret blev han indrulleret i et hierarki stærkere end medfødte privilegier. Også her søgte han mod dem, der ikke lod sig imponere af hans status.

"Forsvaret har haft en utrolig stor betydning i Frederiks udvikling, tror jeg. Han har altid befundet sig godt i et system, hvor han så at sige har været uden navn og rang hele vejen op i geledderne, næsten i hvert fald", siger vennen Holger Foss i "Under Bjælken".

Frømændene lærte ham at overvinde sig selv fysisk, og helt generelt har kronprinsen gjort fysiske udfordringer til sin signatur. For ham er det også mental træning: "Her har jeg, ligesom topatleter gør, visualiseret de sidste minutter, sekunder, og at jeg passerer målstregen (...) Den indsigt, jeg har fået i mig selv, især gennem de fysiske prøvelser og det, at jeg samtidig har løftet min mentale kunnen, det kan jeg trække på hele tiden", sagde han til Politiken i 2014.

Hele vejen op gennem 90'erne fulgte vi med i Frederiks kærlighedsliv. Mens vi kyssede frøer, der aldrig blev til prinser (ikke engang til frømænd), dyrkede han det meste af tiden seriel monogami med piger, vi forsøgte at forestille os som royale overhoveder.

Men prinsesser kører ikke spritkørsel, de er ikke undertøjsmodeller, de bader ikke topløse, og ingen af dem holdt i længden.

For min kollega ved langbordet i Skagen er han et sjovt minde og et anekdote-es, der altid rydder kantinebordet.

Hyttefadet var og er et legendarisk diskotek, et hotspot for nordsjællandske feriegæster og festaber. Her mødtes 2900's ungdom over fadøl og langborde, og pludselig var det en prins, hun faldt i snak med. Lige indtil festen var slut. Der skete ikke mere, siger hun og undviger på det næste uundgåelige spørgsmål. Det handler om pli.

Mødet med Mary

Malou, Katja, Maria og Betina og alle de navnløse flirter blev aldrig prinsesser. Danske piger vil altid have en tilgængelig fortid, og hvem af os ville egentlig kunne klare en PET-granskning?

Udenlandske piger kan bedre bevare mystikken, og måske derfor lykkedes det med Mary, der var en helt almindelig australsk pige, indtil hun mødte Frederik under OL i 2000.

Han ville ellers ikke med i byen den aften, havde jetlag og var træt efter netop at have afsluttet en pilotuddannelse hjemme i Danmark.

Men han gik med ud at spise med sine græske fætre, og aftenen udviklede sig til en fest, hvor nogle lokale stødte til. Mary var en af dem. I "Under Bjælken" beskriver Mary aftenens afslutning sådan her: "Frederik satte mig af i Porter Street i en taxa, og inden de forsvandt om hjørnet, bad han om mit telefonnummer. Jeg gav ham det og fik et lille godnatkys."

Frederik har tidligere i bogen "Frederik – kronprins af Danmark" beskrevet sine følelser efter det første møde på sin egen kringlede, billedrige måde:

"Jeg følte virkelig, at det var en soulmate. Jeg var draget af Mary på alle fronter. Det var fantastisk. Indledningen var lidt hemmelighedsfuld, men meget smuk. Hvis man skal visualisere det, var det nærmest som et sommerlandskab i måneskin. Stillestående vand i en lille sø – stemningsfuld – der er en overflade, men også en dybde. Harmoni og ro og masser af venlighed og skønhed. Det er som at beskrive et landskab badet i månelys."

Allerede næste dag efter få timers søvn ringede Frederik til Mary.

"Jeg ringede først. Der var noget specielt ved den pige, følte jeg, og hun var heller ikke afvisende, da jeg ringede. Så mødtes vi faktisk flere gange under De Olympiske Lege og lærte hinanden bedre og bedre at kende."

Det lykkedes parret at holde forholdet hemmeligt i mere end et år. Så afslørede Billedbladet dem, og vi andre kunne endelig få lidt glæde af Mary. Mens vi ventede på forlovelsen, forberedte kongehuset hende på at tage del i den todelte virkelighed, Frederik gennem årene havde lært at håndtere på sin egen måde. Nu skulle hun prøve at forstå hele konstruktionen i løbet af de to år, der gik, fra de blev outet som kærester til forlovelsen i 2003.

Jeg var selv udsendt reporter ved pressemødet på Fredensborg Slot. Kunne mærke suget i maven, da de guldrandede døre til Havesalen gik op, og Marys sug må have været 100 gange dybere, da hun trådte ud foran hele Danmark. Men hendes bevægelser og mimik var kontrollerede, nærmest skolede, da hun tog ordet.

"Goddag. Jeg vil gerne sige, at jeg er meget glad for at være her. Det er en spændende dag. Jeg håber, De vil kunne forstå, at jeg er nervøs. Jeg har læst et sted, at jeg taler flydende dansk. Det gør jeg ikke. Men det er vigtigt for mig at tale dansk. Og jeg skal forsøge at svare på dansk."

Herfra havde hun os i sin hule hånd. Hele forsamlingen brød spontant ud i klapsalver, og ved siden af hende sad kronprinsen – glad, stolt og rørt.

Siden da har det ikke bare været "vores kronprins", men "vores kronprinsepar". Mary var voksen og klar og forstod straks rollen. Frederik kan stadig virke kejtet, men nu med den klædelige ro, det giver at blive ældre, at blive far til fire børn, at opleve kriser og overvinde dem.

Vi håber på, at han skal være prins mange år endnu, men når dagen kommer, så vil min generation af kvinder helt sikkert også se ham som "vores konge".