Anders Agger: Kvinderne i mit liv har lært mig denne ting om kærlighed

Hvordan staver man til kærlighed, spørger Grisling. 

Man staver det ikke … man føler det, svarer Peter Plys. 

Anders Agger nævner det fine lille Peter Plys-citat i prologen til sin første bog. En bog om kærligheden. Og al dens væsen. Han er med på, at der er lidt Gajolæske over sådan et citat, men han synes alligevel, at det rammer ret præcist.

– Det handler om at flytte kærligheden fra hjernen og ned i hjertet. Noget, man kan have lyst til at sige til dem, der har en tendens til at være meget rationelle, når de overvejer at kaste sig ud i et forhold: ”Prøv nu bare at flytte det ned i hjertet, og find ud af, om det taler til dig. Kan du mærke den? Kærligheden?”. Det er måske i virkeligheden den mest konkrete øvelse, når det kommer til kærlighed:

Det at overgive sig. 

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: "Jeg er blevet god til at få kærligheden til at gro"

Anders Agger er kendt som tv-journalist, men nu er han altså aktuel med en bog om kærlighed. Er han mon blevet ekspert på kærligheden? Nej. På ingen måde. Det skriver han også i prologen: ”Jeg ved cirka ingenting om kærlighed”. Men nysgerrigheden, den har han. 

– Jeg er en af de tre – muligvis fire – journalister i Danmark, der ikke har skrevet en krimi. Jeg har aldrig haft den store trang til at udkomme skriftligt. Men jeg er blevet spurgt rigtig mange gange, om jeg ikke havde lyst til at lave en samtalebog eller et portræt af en eller anden. Det har jeg simpelthen aldrig haft lyst til. Og jeg har aldrig haft den der iboende trang eller evne til at rejse fiktive karakterer ud af et blankt stykke papir. Men jeg har en fotograf, der hedder Mingo, og han blev ved med at gå og prikke lidt til mig, fordi han godt kunne tænke sig, at vi udforskede et eller andet sammen. Så det var ikke fordi, jeg vågnede op, badet i lys, og tænkte: Nu vil jeg lave noget om kærlighed! Men jeg nåede et punkt, hvor jeg tænkte, at der er noget ved det emne. Kærligheden. Og jeg havde en idé om, at jeg måske var den første – nogensinde – der havde tænkt på at skrive noget om kærlighed. Det var jeg så ikke … Men Mingo og jeg begyndte at drikke kaffe. Virkelig meget kaffe. Og til sidst nåede vi frem til, at okay, så lad os prøve at udfordre hinanden på at lave ”noget om kærlighed”. Ud fra devisen om, at når alt kommer til alt, så er kærligheden grunden til, at vi står op om morgenen. Kærligheden er også grunden til, at vi går i seng om aftenen. Med hinanden.  

Der er konstant et lunt glimt i Anders’ øjne, når han taler. Han holder små pauser som for at lure på, om journalisten på den anden side af bordet mon fanger de finurligheder, han hele tiden krydrer sine sætninger med, og det er præcis noget af det, han er blevet så kendt og elsket for i sine tv-programmer på DR. Lune, nærvær og en lidt langsom, inderlig måde at fortælle på. Stilen er den samme i bogen ”Kærlighed”, hvor han har lavet 16 interviews om kærlighed med kendte og ukendte mennesker.

– Nej! 

Er det nu rigtigt …?

– Altså, man ophober jo erfaring gennem livet på alle områder. Også på kærlighed. Man får erfaringer ved at være – eller ikke være – i et forhold. Men hvis man ser på kærligheden som urkraft, så tror jeg, at vi altid vil kunne risikere at blive rykket rundt og have svært ved at forstå, hvad der sker, selvom vi har masser af erfaring. Det er i den kontekst, jeg siger, at jeg ikke er blevet klogere kærlighed. Og det er egentlig rigtig fint. For der er nogle få områder, hvor vi simpelthen ikke kan regne det ud. Hvor vi ikke kan lave et Excel-ark, der viser, at når du har investeret x antal år i det, så må der komme noget ud i den anden ende. Nej. Sådan er det ikke. Ikke nødvendigvis i hvert fald. 

Prøv alligevel at komme med din definition af kærlighed? 

– De 16 meget forskellige fortællinger, der er i bogen, er også 16 super fine beviser på, hvor forskelligt vores kærlighedsliv opstår, og hvad der ligger i dem. Men for mig er kærlighed karakteriseret af følelsen af at være inde i et koordinatsystem, hvor der er nogle hjørner og kroge, som jeg ikke har styr på. Og det er jo en hel vanvittig følelse, at man stadigvæk – selv i en høj alder – kan opleve at blive sat ud af spillet og være nødt til at overgive sig eller gøre drastiske ting, fordi der er et hjerte, der kaprer alt det rationelle i en. Samtidig er kærligheden det lange seje træk. Der, hvor man bliver et med hinanden. 

Og hvad så med forelskelse? 

– Forelskelse, siger man jo, er en form for sindssyge, hvor man lever det hele ud, og hvor alt er irrationelt. Jeg tror – uden nogen form for videnskabelig dækning – at vi alle skal igennem seks-syv forelskelser i løbet af livet. Det er i hvert fald, hvad jeg selv kan tælle af forelskelser, hvor der virkelig har været noget på spil. Fra jeg var ung teenager til i dag, hvor jeg er 55. And still counting. Hele grundidéen i kærlighed – uanset om du er 15 eller 55 – er tabet af kontrol. I de fleste sammenhænge ønsker man ikke at miste kontrollen, og samtidig er tabet af kontrol det mest forunderlige ved kærligheden. Det er meget modsatrettet. Jeg kender mennesker, der har levet i kærlighedsforhold, hvor det hele har været så hårdt og udmarvende. Og det er jo dybest set upraktisk. Det ville være nemmere, hvis man bare følte noget for en og så vidste, at de næste syv år skal du være sammen med hende, og derefter flytter du videre til den næste kvinde, som bor i huset ved siden af. En tak til højre. Det ville da være smart, hvis man lavede det sådan lidt mere ordentligt og fabriksagtigt … 

Rævesmilet breder sig over Anders’ ansigt igen. 

– Jeg tror, at mange bliver fanget i de her rum, hvor man tænker: Okay, var det det? Efter syv år og tre børn. Og der synes jeg, at vores bog peger på, at der kan være noget superstærkt ved at komme ind i en form for ”anden runde”, hvor man måske bliver. Bliver i det. Og at man måske også tager de sidste dage sammen. Isoleret set synes jeg, at det smukkeste er, hvis man virkelig kan knække koden til at blive gammel med den, man var ung med. I bogen er der mange eksempler på folk, der er kommet ind i en form for anden runde og har overlevet det. De har fået en chance mere i kærlighedskampen. 

Kærlighedskampen?

– Ja, det er jo sådan, det er. 

Det er sådan, du opfatter det?

– Ja, det er en kamp at opretholde sin kærlighed, synes jeg. Det er en kæmpe investering, og desto smukkere er det så også, hvis folk virkelig kan overleve det. Men de skal jo ikke bare overleve – siger jeg så helt Dr. Phil-agtigt – ikke for enhver pris. 

LÆS OGSÅ: Michelle Kristensen: ”Jeg havde bare fået en kæreste. Og ja, det var en kvinde”

De seks-syv forelskelser, Anders har været igennem i sit liv, vil han ikke umiddelbart fortælle en masse om, siger han og vrider sig lidt på stolen. Hårdt presset fortæller han alligevel lidt om Suzanne. Og Lene.

Og Mette-Marie. 

– Suzanne fra blokkene ved havnen i Juelsminde var halvt italiener, havde gnistrende sortkrøllet hår og spillede fodbold, og jeg kan huske, at jeg som 11-årig var svimlende forelsket i hende. Vi var kærester i et par måneder, og så flyttede hun. Måske til Italien. Jeg ved det ikke. Men jeg er sikker på, at hun stadig ser godt ud. Jeg kan ikke huske, om jeg nåede at kysse hende, men det gjorde jeg nok. Senere kom jeg på efterskole, hvor jeg var en lille lort med langt hår, der løb rundt i en islænder og var virkelig forelsket i en pige, der hed Lene. Hun endte med at blive kæreste med en af lærerne, hvilket jeg syntes var meget mærkeligt. Hvordan kunne sådan en gammel mand være sammen med en 17-årig pige? I gymnasiet blev jeg kæreste med Mette-Marie, som jeg var virkelig, virkelig glad for og endte med at flytte til København med. Jeg fulgte bare efter hende som sådan en våd hund. Hun var et år ældre end mig og ville over på Riget og gøre rent, og jeg hoppede bare blindt med til København. Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg bare kunne få et arbejde og tjene nogle penge, så jeg begyndte at læse biokemi. Bare for at være i nærheden af Mette-Marie. Det nåede jeg at læse et halvt år og fik en studiegæld på 40.000 kr. Det var kærlighedens pris. Og så gik det over. 

Han griner. 

– Virkelig tarveligt, altså. 

Hvordan har du haft det, når kærligheden er gået over? 

– Et brud er jo som at få dele af hjertet savet ud og over. Og jeg tror ikke, jeg har håndteret det specielt anderledes end alle andre. Men det, jeg ved i dag, er, at der findes en lille lagerforvalter inde i en, der kører rundt og skubber tingene ind på de rigtige hylder med sådan en lille gaffeltruck. Det ved man ikke, når man er barn og ung, og derfor er det også nogle gange så svært at trøste sine børn. Det er jo helt urimeligt at sige til dem, at om et år er du fin igen, for det kan de ikke bruge til noget. Men med alderen får man tillid til, at der er en lille lagerforvalter, der kører rundt og rydder op efter en. Man får perspektiv og ved, at den momentane sindssyge aftager. Men jeg har da også taget mine tæsk i forhold til, hvor mange kærester jeg har haft. 

Så måske har der været mere end de seks-syv stykker?

– Ahr… der findes jo også andre udgaver af forhold. Dem, der ikke sådan er listet op. Og der tror jeg ikke, at jeg har været ret meget bedre end alle mulige andre. 

Du skriver også i prologen, at din seneste kærlighed er dine børns mor, Lissa, og at du håber, at det bliver din sidste kærlighed, men at det ikke er sikkert. Og det er jo rigtigt, det kan man ikke vide, men det er stadig en modig ting at sige højt? 

– Når du kigger ind i prismet af kærlighed, er det, der står tilbage, uforudsigeligheden. Og at der er en form for kynisme i at sige, at det ikke er sikkert, at denne kærlighed bliver den sidste. Det gør næsten fysisk ondt, og man taber næsten pusten. Er det virkelig rigtigt? Der er noget grundlæggende i det, vi bliver bange for. Men der er bare en vis evidens for, at det ikke er så mange forskydninger, der skal til, før du kommer til at sidde ved siden af en i et tog eller et fly, og pludselig er der en anden virkelighed, fordi du bliver forelsket. Selvom det er svært at forestille sig. Da Lissa læste det, jeg havde skrevet i prologen, reagerede hun ikke på det, og det var vel ud fra devisen om, at ja, det er jo et grundvilkår. 

Du har også taget brodden lidt af det ved at skrive, at det er hende, der møder en anden mand i toget? 

– Det er jo det. Men jeg tror, at hun også ville have accepteret præmissen, hvis jeg havde skrevet, at det var mig, der sad over for en anden i det tog og blev forelsket. For mig handler det i virkeligheden bare om at sige det højt. Det ligger i alle mulige konventioner, at den slags jinxer man ikke, men sandheden er jo bare, at det ER sådan, og det bliver praktiseret hele tiden. På vej herhen i dag sad jeg faktisk og tænkte på, at inde bag de hække og mure, jeg kørte forbi, udspiller der sig et kammerspil, som er tyve gange mere besværligt, finurligt, fascinerende, kærligt og utroligt end det, man ser på film.

Vi mennesker gør så mange vanvittige ting. Og lige nu, mens vi sidder og snakker, kører der en mand rundt lige derude på motorvejen med en kvinde på forsædet, som han er utro med. Måske er de hver dag i seks måneder kørt ud i en skov lige herude og har snavet. Og så kører de hjem igen, og han går ind bag sin hæk og forsøger at opretholde det liv, han egentlig har. Det er jo vanvittigt, at vi sætter os selv i de sammenhænge. Men det foregår hele tiden. Og det ville være fuldstændig blåøjet og naivt ikke at se, at det er der. Andre lever mindre dramatiske liv, men der er noget i hele grundfortællingen om kærlighed, som jeg synes er superinteressant. 

Anders og Lissa mødte hinanden, da Anders var 23 år og begyndte som pædagogmedhjælper i den børnehave, hvor Lissa arbejdede. Hun var seks år ældre og mor til to, men de blev kærester, flyttede sammen og fik deres fælles søn, Rasmus, to år senere. I 2007 gik de fra hinanden, men

ti år senere fandt de sammen, og for et år siden flyttede de sammen igen. 

– Som jeg sagde før i relation til bogen om muligheden for en ”anden runde”, er der faktisk tit en kerne i kærligheden, der er intakt. Alt andet rundt omkring den kerne kan være ramponeret og indimellem slået helt i stykker, men kernen kan være intakt, og så er der noget at bygge på. Jeg synes, der er noget stærkt i det med, at man kan overkomme. Og at man kan tilgive. 

Hvordan er det så med den anden runde? 

– Jeg har ikke lyst til at gå længere ned i min egen historie, men Mingo, min fotograf, og jeg har da endevendt mange ting i processen. Mingo har boet sammen med sin kone i 27 år og har tre børn, og vi har talt om, om de kunne være gået fra hinanden undervejs. Og ja, det kunne de sagtens. Men de overlevede alle kriserne. Og når man kigger på par, der har været sammen i mange år, kan man godt tænke, wauw, de gør det godt. Men sandheden er jo, at alle – inde bag murene, hækkene og termoruderne – kæmper alt, hvad de kan, for at holde sammen på det hele. Og hvis der er en fælles vilje til, at nu gør vi det her, så kan det også lykkes. 

LÆS OGSÅ: Sara Bro: "Jeg kan virkelig blive provokeret af, at der kun er én fast måde, man kan være kærester på"

Du sagde før, at noget af det smukkeste er, hvis man kan blive gammel med den, man var ung med, hvilke tanker gør du dig selv om det? 

– Alt andet lige må det da været noget af det fineste i et kærlighedsforhold, at man kan være sammen, til man ikke er her mere. Og det kan nogle gange godt blive fejltolket som om, at man bare har brug for sikkerheden eller brug for, at der er en, der kan tage sig af en. Men det har ikke noget med det at gøre for mit vedkommende. For mig er det kun et ønske om at dele den sidste tid … aj, det lyder, som om jeg ligger og raller …

Han griner højt. 

Det synes jeg nu ikke, og der er da noget meget fint i at have historie sammen? 

– Ja, præcis. Men det skal heller ikke være en sovepude, vil jeg lige sige. Der findes jo også den parforholdskliché, hvor man siger: Ja, ja, hvis du hopper ind i et nyt forhold, så kommer du tilbage i den samme trædemølle om ti år. De samme problematikker, de samme udfordringer, de samme skænderier. Men det er jo noget bullshit at sige. For hvis ikke man skal have lov til at følge intuitionen og kærligheden, hvis den virkelig er der, så er det jo helt håbløst. Hvis man kun bliver hjemme på sin banehalvdel i ren angst og ikke forfølger alt ”det forbudte”, så vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om det er et reelt valg, eller om det bare er mangel på reaktion i ens liv. Guderne skal vide, at jeg også indimellem ser nogle parforhold, hvor jeg tænker: Hvorfor er det lige præcis, at I to er sammen? Og hvis man kun er sammen, fordi man ikke tør andet, er det altså noget af et straffespark at brænde. Livslangt.  

Hvad har du lært af de kvinder, du har kendt gennem livet? 

– Jeg kan til stadighed blive fascineret af kvinders måde at håndtere kærlighed på. Den kærlighed, som rækker ud over dem selv. Mænd er bare mere kortsigtede i deres måde at elske på. Kvinder favner bredere. De er mere omsorgsfulde, synes jeg, end mænd er. Og det er ikke noget angreb på manden eller mændene. Jeg bilder mig ind, at jeg selv er omsorgsfuld og passer på mine. Men jeg er stadig fascineret af kvinders rummelighed, når de elsker. 

Han holder en længere pause. 

– Jeg tænker. 

Pause igen. 

– Der er sikkert en stigende læringskurve fra Suzanne og op til der, hvor jeg er i dag, i forhold til ting, jeg har lært af kvinder. Et er i hvert fald sikkert. Når kærlighed er renest, sætter man sig ud over sig selv og sætter nogle ting på spil. Ikke til egen fordel, men til gavn for andre. 

Når vi nu taler alder og tiden, der går – hvad ser du, når du ser dig selv i spejlet? 

– Jamen, jeg kan stadig blive helt overrasket over, hvor virkelig godt jeg ser ud. Det er jo vanvittigt i en alder af 55 …

Han griner højt. 

– Nej, se her, jeg nåede at tage et billede af mig selv på vej herud, som jeg skulle sende til vores familietråd …

Han viser et kikset billede af sig selv med ansigtsmaske på. 

– Altså, jeg ser jo en mand, der er 55 år, når jeg ser mig i spejlet. Jeg smiler altid, når der er en 70-årig på forsiden af et blad, der siger: ”Jeg har aldrig haft det bedre”. I mange år har jeg tænkt, at det er jo løgn. Det er noget, du siger, fordi du skal sige det. Men det kan godt være, at det er rigtigt. At man kommer mere overens med sin alder. Faktisk synes jeg, at de år, jeg er i lige nu, er en form for guldalder. Det kan godt være, at jeg lige om lidt begynder at rutsje ned ad den anden side af grafen, men lige nu kan jeg godt have følelsen af, at det hele forener sig. Børnene er væk – heldigvis – og så er der børnebørn. Vennerne er intakte. Fysisk er jeg okay, jeg træner. Det er sådan nogle nydelsesår, hvor man kan mange ting. Men jeg kæmper da med, at jeg er den gamle på redaktionen. Jeg har altid været den yngste, men når jeg kigger rundt i dag, kan jeg godt mærke, at de tænker: Nå, nu skal vi lige høre, hvad den gamle siger … Men jeg kan faktisk godt lide det, hvis jeg skal være helt ærlig. Så nu er jeg selv blevet en af dem, der siger: Jeg har aldrig haft det bedre, ha ha. 

LÆS OGSÅ: Mette Bluhme Rieck mødte sin kæreste på en utraditionel måde: ”Vi klikkede bare”

Hvis vi nu holder fast i, at du ser vanvittigt godt ud, det ved jeg, at mange kvinder er enige med dig i, og jeg ved, at du får mange beskeder og invitationer til kaffe med mere … Hvad er det, du

kan med kvinder? 

– Ja, det er rigtigt, jeg får mange beskeder, men for mig er det en projektion. Folk ser en på tv og tænker, at han nok også er sådan i virkeligheden. Og det er langt hen ad vejen rigtigt, for der er ikke den store forskel på ham i fjernsynet og ham udenfor. Sådan vil jeg helst have det. Og skal man tro det, er jeg åbenbart så empatisk, at jeg næsten ikke kan komme til for mig selv. Men der må jeg lige sige, at det billede nok ikke holder helt i virkeligheden. Så forstående er jeg altså heller ikke, når jeg står nede i Netto eller kører på E45. Jeg vinker ikke alle ud foran mig, det kan jeg godt afsløre. Men altså,

jeg forholder mig ikke så meget til det at være kendt …

Han holder en pause. 

– Det er klart, at forfængeligheden i mig bliver glad, når der er nogen, der synes, at jeg – alderen taget i betragtning – er en pæn mand. Og det er der sikkert også mange, der synes, at jeg IKKE er. Så det er jo fint. Men jeg kan ikke bruge det til så meget. Andet end som sådan et indre BS Christiansen-kursus. Jeg forsøger at være så venlig som muligt, når folk henvender sig, men det er stadig relativt nyt for mig, at jeg bliver genkendt. De første mange år var jeg jo kun bag kameraet. 

Du er midt i livet – formentlig – hvilke tanker gør du dig om resten af livet i relation til kærlighed? 

– Ikke andet end at jeg til stadighed øver mig i at være omhyggelig med den. Og prøver at lade være med at gå i stå med kærligheden. Kan jeg tilføre noget nyt eller pleje den på en anden måde? Jeg har svært ved at kigge ud i fremtiden og sige, at jeg gerne vil nå tre parforhold mere eller noget andet radikalt. Men jeg synes samtidig, at det er superfascinerende at tænke på, at hvis vi to mødes om fem år, så kan alting være lavet om. Så har jeg pludselig fem papbørn og bor i Brønshøj og spiller fodbold i AB. Men det er svært at forestille sig, ikke …? 

Anders Agger, 55 år

• Journalist og siden 1989 ansat på DR, hvor han har været ankermand på en lang række roste dokumentarprogrammer, bl.a. ”Herlufsholm”  (2005),  ”Kongehuset indefra” (2010), serien ”Indefra – med Anders Agger” (2013) og senest en lang række programmer med Anne Hjernøe. Modtager af bl.a.
  DR’s sprogpris Liv & Død-prisen. 
• Aktuel med bogen ”Kærlighed” der udkommer 27. oktober, der er lavet i samarbejde med fotograf Mingo Nørager. 
• Kæreste med Lissa, som han har sønnen Rasmus på 30 år med. Er desuden papfar til Line, 41, og Thomas på 38 år. Har fire børnebørn i alderen 4 måneder til 14 år.

Han griner. 

– Det sker nok ikke. Men det er bare for igen at sige, at kærligheden er vanvittig og uforudsigelig. 

Men skal vi så ikke bare lave en aftale om at ses igen om fem år?

– Jo, vi laver simpelthen et tjek til den tid. Aftale.