Anders W. Berthelsen har været gift i 25 år: Dette er opskriften på vores langvarige forhold

Anders W. Berthelsen var 13-14 år, da han fik sin første kæreste. Han gik til spejder med hende, og de udvekslede det første kys på en lejrtur. Det var hende, der tog initiativet, og det var vist meget godt, siger Anders, når han i dag husker tilbage på det. Ellers var det nok ikke blevet til noget kys. Til gengæld var Anders godt fremme i skoene, da han først var blevet fanget ind.

"Min kæreste havde en lillesøster, og jeg købte altid noget med til hende, når jeg skulle besøge min kæreste. Det havde jeg set mine ældre fætre og kusiner gøre, så jeg tænkte: Jeg tager lige noget med til den lille. Det sjove er, at lillesøsteren ikke var særlig meget yngre, men jeg følte mig lidt voksen, nu hvor jeg havde fået en kæreste, og så var det nok meget godt også at opføre sig lidt sådan."

Spejderkæresten blev den første af ikke særligt mange kærester i Anders’ liv. ”Jeg har ikke væltet mig rundt i kærester”, som han forsigtigt siger, da jeg beder ham fortælle om de kvinder, der har betydet noget for ham gennem livet. Til gengæld har det betydet noget, når han har givet sit hjerte, og netop historien om lillesøstergaverne siger en hel del om, hvor betænksom og dedikeret Anders er, når han først er på.

Vi taler om følelser og forhold denne formiddag, fordi Anders er aktuel i filmen ”Alle for fire”, der har den lidt svære kærlighed som et af sine temaer. Anders spiller Timo, der pludselig får en mistanke om, at hans kæreste måske er ved at smutte med løbetræneren. I stedet for at snakke med hende om, hvad der sker, laver han sine egne historier inde i hovedet, og han kaster sig ud i at skaffe penge til det store herregårdsbryllup, som han tror, at hun drømmer om. Og det bryllup skal være med ham. Ikke med løbetræneren.

"Og det er jo netop der, det går galt i rigtig mange forhold. Når man glemmer at tale sammen, kan man glide fra hinanden. Det er så enormt vigtigt at sige det højt, hvis man føler, at den anden er på vej væk, eller hvis forholdet er ved at tage en drejning. Hvis ikke man gør det, kan forholdet ende med at køre helt af sporet. Det værste er altid det usagte. Hvis man går og laver sine egne historier om, hvad der foregår, så kan noget, som egentlig er en lille bitte ting, ende med at blive noget stort og farligt. Det er bedre bare at sige tingene, som de er. Og det gælder i alle livets forhold."

"Jeg har f.eks. prøvet at have oplevelsen af, at en instruktør syntes, at jeg spillede dårligt, men det blev ikke sagt højt. Og hvor jeg så tænkte, kan du da ikke bare fucking sige, at jeg ikke rammer den, i stedet for at prøve at sige det på alle mulige indirekte måder? Jeg kan godt håndtere at få at vide, at jeg spiller dårligt en dag, sådan er det jo en gang imellem, man kan ikke være lige god hver dag. Men sig det da højt, det er meget skønnere. Det andet kan hurtigt virke meget sårende."

Du væltede dig ikke i kærester, sagde du, var – og er – du genert?  

"Ja, meget."

Var eller er?

"Det er blevet bedre på mine ældre dage. Jeg er blevet bedre til at tage det roligt og sige til mig selv, at jeg skal slappe af, for det er jo bare et møde, en fest eller whatever, og det kan jeg godt håndtere. Men aj... Da jeg var ung, uha, hvis noget ikke lå lige for, så droppede jeg det. Da jeg var 15-16 år, skulle jeg f.eks. til en optagelsesprøve i en lille teaterforening i Kolding, hvor jeg boede. Det var en rolle i ”Anne Franks Dagbog”, og jeg ville vildt gerne have den."

"Prøven foregik inde i et kulturcenter i midtbyen, og min mor køre mig derind. Og så var hun heldigvis så snedig, at hun sagde: ”Jeg følger dig lige op”. Og det var skide godt, for det var svært at finde ud af, hvilken sal det var på, og hvis jeg var kommet derind alene og ikke straks havde fundet lokalet, så var jeg vendt om. Bare for at slippe for det."

Så du var ikke kun genert i forhold til piger?

"Nej, det var med alt muligt. I forhold til piger var det mest i forhold til kærlighed, for jeg har altid haft vildt mange pigevenner, også i mit voksenliv. Det har altid været let for mig. Men hvis jeg faldt for en pige, så blev jeg genert, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun ville kigge i min retning og tænke, at jeg var sød."

Hvorfor ikke?

"Det ved jeg ikke. Jeg har bare altid tænkt, at de andre nok var mere interessante. Og det gælder også i forhold til arbejde. Da jeg startede min karriere med tv-serien ”Taxa”, havde jeg ikke skænket det en tanke, at der ville blive fokus på mig på den måde, som der blev. Jeg havde tænkt, at det var Peter Mygind og de andre, der allerede var kendt, som folk ville tale med og skrive om, så jeg fik et chok, da jeg så en anmeldelse af serien, hvor jeg blev nævnt."

Anders’ spæde ungdomskærlighed varede ikke så længe, og spejderkæresten blev hen ad vejen skiftet ud med hende, som Anders kalder sin første seriøse kæreste. Han var 17-18 år, da de mødte hinanden, og da Anders flyttede fra Kolding til København for at søge ind på Teaterskolen, flyttede hun med. Forholdet varede i fem formative år, og så gik de hver til sit. Det føltes meget naturligt, for de var begge i gang med at finde ud af, hvem de selv var, og hvad livet skulle indeholde. Og så mødte Anders Christina.

"Jeg skulle spille en forestilling på Nørrebros Teater, og Christina havde taget et job som påklæderske. Det var sådan, vi mødte hinanden."

Det var den meget korte version. Altså, du kom ind ad døren, og?

" Ja, okay... Prøverne havde stået på i noget tid, og det var først til sidst, der kom kostumer på. En dag kom jeg ind på teateret, gik ind i kantinen, og der sad Christina som den eneste. Jeg gik hen og introducerede mig, og hun fortalte, at hun skulle være påklæderske på forestillingen. Cool, sagde jeg, og så gik jeg ned i min garderobe, hvor Peter Mygind sad. Jeg lukkede døren og sagde: ”Jeg har fundet den kvinde, jeg skal giftes med!”. Hvortil han svarede: ”Hende oppe i kantinen? God idé!”."

Hvem er Anders W. Berthelsen?

• Skuespiller kendt for tv-serier som ”Taxa”, ”Krøniken” og ”Forbrydelsen” og film som ”Italiensk for begyndere”, ”Mødregruppen” og ”Erna i krig”.
• Aktuel med filmene ”Alle for fire”, som har premiere 11. august, og ”Bamse”, som har premiere 25. august.
• Snart aktuel som instruktør af filmen ”Lykkelige omstændigheder”, der har premiere 6. oktober.     
• Han er 52 år og gift med Christina, der er lineproducer.
• Sammen har de datteren Vigga på 14 år.

"Vi lavede forestillingen, og jeg gik meget, meget forsigtigt til værks, fordi jeg kunne mærke, at det føltes rigtigt med Christina. Jeg kunne enormt godt lide hende og ville ikke ødelægge noget ved at fare for hurtigt frem. Faktisk prøvede jeg i en periode at virke som om, at jeg ikke var interesseret på ”den måde”, og hun har bagefter fortalt, at hun havde tænkt, at hun måtte være det værste, jeg kunne forestille mig. Men heldigvis lykkedes det hele til sidst."

Hvad var det, du faldt for lige der i kantinen?

"Ja, jeg ved det næsten ikke, for det var så mærkeligt. Men det var den måde, hun kiggede på mig på. Ja, det lyder simpelthen så klichéagtigt, men der var bare noget i hendes øjne, som lige med det samme fik mig til at tænke wauw! Det er ret vildt, faktisk. Selvfølgelig kunne det jo godt bagefter have vist sig, at hun var røvirriterende, men det var hun så ikke, ha ha. Heldigvis."

Så det var simpelthen kærlighed ved første blik?

"Ja, det kan man godt kalde det. Og derefter kom en fantastisk tid. Jeg var chauffør for Peter Mygind og Tom Jensen, der i den periode var rundt på landets diskoteker og lave showet ”Score Kaj”. Jeg inviterede Christina med på nogle af turene, og Peter var sød til at hjælpe med: ”Se her, Christina, du kan sidde på forsædet ved siden af Anders, så sidder Tom jeg omme bagi”."

Christina og Anders flirtede, mens forestillingen på Nørrebros Teater var i gang, og da forestillingsperioden var slut, var de blevet kærester. I dag er de gift på 25. år.  

Hvorfor er I gode for hinanden?

"Vi passer bare rigtig godt sammen."

Han holder en lang pause.

"Jeg tror, vi var det kedeligste par i verden at invitere ud der i starten, for vi sad kun og snakkede med hinanden hele tiden. Det er det eneste billede, jeg har, af det første år med Christina. Vi snakkede og snakkede og snakkede. Vi syntes simpelthen, at den anden var så interessant, og vi ville vide alt om hinanden. Og sådan har vi det den dag i dag. Vi snakker stadig helt vildt meget sammen."

Så det, der sker for din karakter i den aktuelle film, det kommer ikke til at ske for jer?

"Nej, det tror jeg ikke. Vi er gode til at sige til, hvis vi kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Der er ikke noget usagt mellem os."

Hvilke udfordringer kan I have?

"Jeg arbejder rigtig meget i perioder, og jeg forsøger virkelig at huske på, at jeg skal lægge det væk, når jeg kommer hjem, så jeg ikke også er arbejdsmand inde i hovedet hele tiden. Nogle gange kan man godt blive så opslugt, at det kører hele tiden, men jeg er egentlig ret bevidst om, at der også er et familieliv og et kærlighedsliv, der skal prioriteres. Selvom vi har været sammen i 25 år, kan man jo ikke tage hinanden for givet. Jeg kommer selv fra et hjem, hvor mine forældre altid har vist, at de elsker hinanden. De har hele livet været gode til at give hinanden opmærksomhed og plads, de har altid lige tjekket ind med hinanden, og de har interesseret sig for, hvordan den andens dag har været. Alle de ting tror jeg, at jeg har taget med mig.

Anders’ og Christinas datter, Vigga, er 14 år. Der lå ikke nogen bevidst beslutning om at vente så mange år med at få et barn, fortæller Anders, og da Vigga så endelig meldte sin ankomst, passede det egentlig meget godt.

Hvordan var det at gå fra at være to til tre?

"Det var helt fantastisk at komme hjem med Vigga. Tosomheden var pludselig væk, men jeg syntes, at det var helt perfekt, lige som det var. Det passede bare så godt, at vi var tre, og det har altid føltes helt naturligt. Jeg har aldrig tænkt, nå, gad vide, om der så er plads til mig."

Der er jo mange, der oplever, at der kommer mere pres på, når der kommer et barn?

"Ja, men sådan har vi ikke haft det. Og igen må jeg bare sige, at det nok er det gode ved, at vi snakker så meget om alting. Når man får et barn, er det endnu vigtigere at sige, hvad man føler og tænker, og det har vi jo som sagt altid været gode til."

Hvad gør I som par for at holde gnisten ved lige – udover at snakke?

"Ja, det lyder så kedeligt – kan I for helvede ikke bare holde kæft, ha ha. Nej, men altså, vi har da været på et par kæresteture alene, men egentlig laver vi mest noget, hvor vi alle tre er sammen. Og jeg synes stadig, at det er en kærestetur, hvis vi alle tre tager en tur til Paris. Vores venner fik børn nogenlunde samtidig med os, og vi har egentlig altid lavet ting sammen, hvor alle børnene har været med. Da Christina fyldte 50 sidste år, holdt vi en middag, hvor vi var 14 mennesker med børn, og jeg tror ikke, at der er nogen, der kunne forestille sig, at vi inviterede uden børn. Det ville være mærkeligt. Hvorfor skulle de dog ikke være med?"

"De er jo en del af det hele, og det er bare pisse hyggeligt, at de er der. Vi har aldrig tilsidesat vores eget liv for at lave ting, der kun var sjove for Vigga. Vi har bare taget hende med ind i vores liv, og vi er med i hendes. Det dejlige er, at Vigga er meget begejstret for teater, ikke kun børneteater, så det er noget, vi har sammen. Vi går også til koncerter sammen, og nu nærmer vi os jo efterhånden en tid, hvor vi kan lide flere af de samme musikere. Justin Timberlake, f.eks., har vi været til koncert med alle tre, og det var bare mega hyggeligt. Det giver os nogle fantastiske oplevelser og skønne minder sammen. Glæden ved at gøre noget sammen med Vigga er mindst lige så stor, som hvis Christina og jeg laver noget sammen alene."

Hvad tænker du om, at du har en datter, der har den alder, hvor du selv fik din første kæreste?

"Det skal man til at forholde sig til. Og det gør jeg også med et åbent sind. Jeg er ikke typen, der siger, at jeg vil stå klar med et stort jagtgevær ved døren, når der begynder at komme kærester. Men det er da klart, at jeg er opmærksom og har et øje på, hvad der sker. Man er jo hele tiden nevøs. Eller...Det er jeg i hvert fald. Og jeg kan også mærke, at der ligger en stor ting i det med at give slip og sige, okay, det og det har du selv ansvaret for."

"Lige så rædselsvækkende det somme tider er, lige så skønt er det også, for jeg kan se, hvor meget Vigga vokser af at få ansvar. Men der er jo også situationer, hvor jeg bliver skide bange, hvis vi pludselig ikke hører fra hende. Vi har en aftale om, at hun altid skal ringe, hvis der er ændrede planer, eller hvis der sker noget, og det synes jeg, at hun er god til at huske. Det er sindssygt spændende alt sammen, men jeg vil da gerne indrømme, at jeg nogle gange tænker: Kan vi ikke bare lige klippe frem til, at alt gik godt?! Tænk, hvis man lige kunne spole på den måde."

Dengang Anders og hans første rigtige kæreste gik fra hinanden, var det helt rigtigt og uden den store dramatik. Det var en fælles beslutning, men det var alligevel svært, kan han huske. Måske fordi han kommer fra en familie, hvor de fleste er blevet sammen livet igennem, og han derfor faktisk tror på ”for evigt”. 

"Jeg tænker altid, at et forhold er for evigt. Jeg kan ikke være sådan en, der går ind i noget og tænker, nå ja, lad os se, hvad det bliver til. For mig er det mærkeligt. Jeg går ind i det med hud og hår, og jeg er ikke så god til at gøre ting med distance. Jeg har det også vanvittig hårdt med, at folk bliver skilt. Vi har jo haft vennepar gennem tiden, der er gået fra hinanden, og det har sikkert været det rigtige for dem at gøre, men jeg synes, det er sindssygt hårdt at være en del af. Og jeg synes også, at det er hårdt, når de får nye kærester."

"Nogle gange kan folk godt glemme familie og venner i den sammenhæng, når de introducerer en ny kæreste. Det er noget, man aldrig rigtig taler om, for man taler jo altid om deres sorg og deres problemer, når de er blevet skilt. Men jeg synes faktisk, at det er lidt voldsomt, når en ven dukker op med en ny kæreste, og man slet ikke har nået at bearbejde, at han eller hun er blevet skilt. Nogle har jo været ens venner igennem 15-20 år, man har været venner med begge parter i forholdet, og der er børn involveret. Og så kan jeg altså godt lige have brug for en modningsperiode."

Nogle gange bliver man jo også tvunget til at vælge side?

"Ja, det er jo det, og det er da vanvittig hårdt. Man prøver at sige, nu må I kraftedeme tage jer sammen, engang var det jo så lykkeligt, hvorfor kan I nu slet ikke være sammen? Og igen må jeg vende tilbage til, at det ofte går galt, fordi man glemmer at tale sammen. Fordi man ikke lige siger hey, nu bliver jeg ked af det, eller gør opmærksom på, hvis der er noget, der irriterer en. Sådan nogle følelser vokser jo, og lige pludselig fylder de alt."

Hvad tænker du om fremtiden?

"Jeg tænker, at den bringer lutter spændende ting. Tænk engang, at Vigga om ganske få år skal til at tage kørekort, det går jo sindssygt stærkt alt sammen, men det er også så spændende. Arbejdsmæssigt er jeg begyndt at instruere lidt. Det er en drøm, jeg har gået og flirtet med, og nu er jeg ved at være moden nok til det. Man skal jo turde at være kaptajnen på skibet for at gøre det."

Og privat skal det bare fortsætte, som det er?

"Ja, det må det gerne. Det er ret skønt. Jeg har intet behov for at skifte min familie ud."