The Dating Game

5 hjerter til ’Woman of the Hour’: ”Zovatto er et fund i rollen”

Anna Kendrick instruktørdebuterer fremragende med denne genfortælling om seriemorderen Rodney Alcala, der huserede i 1970'ernes USA.

Drama

Et hemmeligt bånd af søstersolidaritet

Det er blevet sagt, at uden kvindevold ville der være utroligt meget mindre indhold på alle fronter.

Mængden af true crime, serier, romaner og film er som kataloger over mænds brutalitet, vi forlængst har vænnet os til. 

Filmen her løfter sig genialt over gru som underholdning og viser også alle de steder, kvinder gør sig selv mindre for at undgå mænds mørke sider. Her mærker vi kvindernes blikke, sat i scene af en, der ved, hvad der er på spil. Skuespilleren Sheryl (Anna Kendrick) mangler roller i 1970’ernes Los Angeles og medvirker derfor i et letbenet dating-show for at blive eksponeret.

Kvindemorderen Rodney Alcala (en isnende troværdig Daniel Zovatto) er en af de tre ungkarle, hun skal vælge imellem. Kendrick er en overbevisende debutinstruktør og spiller selv hovedrollen. Hun skruer ned for den kækhed, hun ofte har vist på film. Hendes Sheryl har ben i næsen, men forstår også, at frigjorte kvinder stadig er udsatte. 

Mellem Hendes Sheryl og de andre kvinder i filmen glimter et hemmeligt bånd af søstersolidaritet. De passer på hinanden med et blik, en bevægelse, for de kan ikke stole på mændene. De smiler tak, bliver bløde, vil ikke vække bæsterne. 

Historien bygger på virkelige hændelser, men er genfortalt med lidt forvirrende tidsskift. Det, som især flår filmen væk fra klichébjerget af andre fortællinger om kvindevold, er den smukke fotografering og de mange kvindeskæbner, Alcala fanger ind med sit kamera. Det hænger sammen med subtile skift i belysning og betoning både hos ofre og gerningsmand. 

Man engagerer sig i hver eneste af dem og forstår også, hvorfor de ikke ser hans farlighed med det samme. Zovatto er et fund i rollen. Blød, tung og brunøjet flippet, men også i stand til at gå i sort ved en vejrtrækning, et øjekast. Fy for den lede.

'Woman of the Hour' har biografpremiere den 28. november.