Tidligere overrabbiner er død: ”Nu er min bedstefar væk”
Den tidligere overrabiner Bent Melchior blev 92 år. Han blev kendt for bl.a. at bygge bro mellem muslimer og ikke-muslimer sammen med folketingspolitiker Özlem Cekic.
”Min skønne Bent Melchior. Min bedstefar. Min ven. Fortrolige. Er gået bort.
Jeg er så ked af det. Så trist. Så tom.”
Sådan indleder tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic sit Instagramopslag, hvor et billede af hende og den tidligere overrabbiner Bent Melchior omfavner hinanden.
Bent Melchior døde i morges af en blodprop, oplyser hans familie. Han blev 92 år.
”Han var fantastisk til det sidste. Jeg var med mine børnebørn og min datter i BonBon-Land i går (tirsdag, red.), fordi de trængte til at komme lidt væk fra det hele,” fortæller Alan Melchior, en af hans sønner, til Ekstra Bladet.
”Og det sekund min kone og jeg trådte ind ad døren, spurgte han, hvordan vi havde haft det i BonBon-Land, at vejret jo havde været fint og med os, og at han håbede, at børnene nød det. Det var det sidste, han sagde, inden han sagde godnat,” siger sønnen.
Så mennesket fremfor noget andet
Den tidligere overrabbiner har i den brede offentlighed været kendt for sin aktive stemme i flygtningedebatten. Blandt andet på grund af sin egne oplevelser under Anden Verdenskrig, hvor han flygtede over Øresund for at undgå nazisternes deportation.
Men gennem de seneste 12 år har han måske oftest været kædet sammen med den tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic, da de to – som jøde og muslim – har rejst landet rundt for at bygge bro mellem muslimske og ikke-muslimske friskoler.
Sammen startede de Foreningen Brobyggerne, og den tidligere folketingspolitiker har tidligere i år fortalt, at de to så hinanden mindst en gang om ugen.
” Vi er sammen mindst en gang om ugen, og vi kan ikke gå 100 meter på gaden, uden at folk stopper os og har tårer i øjnene, fordi det er så sødt, at en muslim og en jøde går sammen. Jeg har aldrig mødt mine bedstefædre, så vi har aftalt, at han er min bedstefar. Han rådgiver mig, og jeg ringer til ham i tide og utide,” sagde hun til Hendes Verden.
For Özlem Cekic vil Bent Melchior blive husket som en, der insisterede på at se mennesket fremfor noget andet – og hun vil mindes ham som sin egen bedstefar:
”Han insisterede altid på det gode i mennesker og på at dialog var vejen frem. Han lyttede og var nysgerrig på livet. Var modig og var aldrig bange for samtalens kraft,” skriver hun og tilføjer, at hun har besøgt ham på sygehuset, siden han blev indlagt i lørdags.
”Nu er min bedstefar væk. Jeg kommer aldrig over det, men måske kan jeg komme igennem det.”