Betina Hald Engmark: Sådan er det at være forsvarer for en mand, alle hader

Denne artikel er fra august 2018.

I år har Betina Hald Engmark købt billet på forhånd. Hun skal på Smukfest. Alle dagene.

– Jeg glæder mig især til at høre Carpark North, men bare det at komme afsted og være sammen med gamle kolleger, venner og veninder bliver fantastisk, fortæller hun glad.

Det virker måske ikke oplagt at tale om festival med en kvinde, der gennem det seneste år er blevet kendt som forsvarsadvokat for en mand, som var tiltalt og nu er dømt for at have torteret, dræbt og parteret en ung kvindelig journalist.

Og der er da også mange andre spørgsmål, der trænger sig på. Men svaret på det første – og måske største – af dem "hvordan kunne du?" begynder her: Til sidste års fest i bøgeskoven.

– Jeg havde ikke nået at få en billet i tide, men en tidligere kollega havde en billet til salg, så jeg pakkede drengene i bilen og kørte dem op til min mor i Svenstrup ved Aalborg, og så kunne jeg lige nå at være der to dage. Det er en gammel tradition, jeg elsker det, det er så hyggeligt.

Men som enlig mor til to drenge på 13 og 11 år er der også andre forpligtelser end musik og hygge, så festivalen sluttede allerede fredag aften, hvor de kørte hjemad mod Nordsjælland, hvor den yngste næste dag skulle deltage i det årlige fodboldstævne.

– På vej i bilen får jeg et opkald, hvor jeg bliver spurgt, om jeg kunne være interesseret i at repræsentere Peter Madsen. Hun spørger, om jeg har hørt om, hvad der er sket. Jeg havde godt nok set på telefonen, at der var noget med en mand, der havde bygget en raket og en ubåd, som var forsvundet, men jeg anede ikke, hvem han var.

Manden, der ventede i arresten, var Peter Madsen. Indtil denne dag kendt som ambitiøs raketbygger og indehaver af ubåden Nautilus, som nu var blevet centrum i en sag, hvor en 30-årig svensk journalist, Kim Wall, var forsvundet. Hun var gået ombord i ubåden dagen forinden, og siden havde ingen set hende, ubåden var sunket, og Peter Madsen var blevet reddet i land af Forsvarets helikopter.

– Jeg bliver ringet op kort før midnat og får at vide, at Peter Madsen har sagt, han gerne vil have mig som forsvarer, og at der vil blive grundlovsforhør næste dag. Hun var aldrig i tvivl, om hun skulle tage sagen.

– Jeg ser det som en anerkendelse, når nogen har fået mig anbefalet, siger hun.

Inden grundlovsforhøret havde Peter Madsen fortalt politiet, at Kim Wall var død, og at han havde "begravet hende til søs". Det vidste offentligheden endnu ikke, og for Betina Hald Engmark var det også lige meget, hvad han havde gjort og ikke gjort.

– Når jeg siger ja til at hjælpe en klient, så har jeg ikke nogen grænser for, hvilke typer sager jeg tager. Det kan man ikke, for så er man ikke en ordentlig forsvarsadvokat. Hvis du repræsenterer retssystemet og tror på retssystemet, så tror du også på, at alle har krav på en forsvarer. Hvis man begynder at sige nej til nogen, så er man i min verden ikke en ordentlig forsvarsadvokat.

Der er noget trodsigt over måden, Betina Hald Engmark forklarer det på. Hun er træt af folks forargelse og af, at nogen vil pådutte hende sociale normer. Den trods er også en del af hendes egen fortælling om, hvem hun er.

FARVEL TIL LANDSBYSLADDER

Betina Hald Engmark boede som barn flere forskellige steder i landet, og da hendes mor blev gift med en læge, slog familien sig ned i den lille by Farstrup i Himmerland. Et landsbysamfund, hvor man havde det nemmest, hvis man ikke stak ud.

– Man måtte ikke være for klog, man måtte ikke gå i specielt tøj. Hvis man ikke lignede de andre, så blev man holdt ude. Jeg gad det ikke, jeg fik gode karakterer, og jeg ville bare gerne gå i de bukser, jeg selv kunne lide, jeg var ligeglad med, hvad de andre synes var smart.

– Jeg har også haft veninder gennem tiden, hvor man i den her lægefamilie mente, at det havde været bedre, hvis jeg var sammen med ingeniørens datter i stedet for. Men det skulle de ikke bestemme; jeg legede med dem, jeg selv kunne lide.

– Jeg orker ikke sociale normer. Så tuller jeg hellere rundt for mig selv, jeg har ikke noget behov for at skulle anerkendes af mine omgivelser. 

Hun husker landsbysamfundet som gennemsyret af netop normer og den dertilhørende sladder.

– Min stedfar hørte som læge mange ting. På et tidspunkt flyttede der en dreng til byen, som kom fra København, og samtidig gik der historier om, at der var hash i omløb. En dag ved bordet sad min mor og hendes mand og snakkede om, at de var sikre på, at det havde noget med københavneren at gøre. Det, syntes jeg, var dybt uretfærdigt; folk skal behandles ordentligt, og man skal ikke beskylde folk for noget på baggrund af rygter. Man skal ikke gå efter nogen, bare fordi de ser anderledes ud eller ikke tænker som en selv. Lad dem være, og pas jeres eget.

Efter folkeskolen kom hun på gymnasiet, men her følte hun sig ikke hjemme og endte i stedet med at tage en HF. Da hun var færdig, var der bare én ting, der var sikker: Hun skulle flytte hjemmefra.

– Det ville være bedst for alle parter. Så jeg slog op i "Hvad Kan Jeg Blive". Jeg var begyndt at skrive meget og ville gerne være journalist, men vi boede ude på landet og havde kun én tv-kanal, og jeg gad i hvert fald ikke læse Jyllandsposten. Så jeg havde intet begreb om, hvordan verden hang sammen, og kunne ikke søge ind på Journalisthøjskolen.

Jurastudiet havde flere fordele: Hun ville kunne kombinere det med en journalistisk efteruddannelse, hun havde gennemsnittet til det, og så kunne hun komme til København, hvor hendes far boede.

Betina Hals Engmark. Foto: Les Kaner.

SLANK ENLIG MOR TIL TRE

Betina Hald Engmark blev som bekendt aldrig journalist. Både fordi hun blev grebet af juraen, men især på grund af et utraditionelt personligt valg.

– Jeg fik mig en kæreste, og vi fandt ud af, at vi gerne ville have en familie sammen, selv om det ikke var normalt på jurastudiet.

De to unge studerende lod naturen gå sin gang, og men da det efter nogen tid ikke var lykkedes for Betina at blive gravid, gik hun til lægen og fik en besked, hun i årevis havde nægtet at se i øjnene:

– Hun sagde, at jeg skulle gå op på vægten, og så kunne hun fortælle mig, at de ekstra kilo havde indflydelse. Da brast min verden sammen, for jeg havde aldrig tænkt på det. Jeg gik altid i gamacher, og jeg havde aldrig ladet nogen tage billeder af mig, så jeg havde ikke indset, at det var løbet løbsk og at jeg vejede mere end 20 kg for meget.

Hun gik på kur dagen efter og valgte kun at have et enkelt fag det kommende semester, så hun havde tid til at træne og spise sundt. Hun tabte 20 kilo på fem måneder.

– Det gav mig mere selvværd og energi. Jeg havde jo trøstespist, jeg havde det ikke så godt som teenager og barn, min mor og jeg havde mange issues.

– At tabe mig har betydet noget for min egen selvopfattelse. Da jeg blev skilt fra drengenes far for ni år siden, havde jeg det også sådan "det kan godt være, jeg skal ud og være enlig mor til tre, men jeg skal fandme ikke være en TYK enlig mor til tre". Jeg ville ikke sætte mig i sofaen, trods knapt med fritid, mere arbejde og små børn prioriterede jeg motion og træning. Jeg kan det, jeg sætter mig for, og motion er stadig en vigtig ingrediens i mit liv – også nu, hvor jeg til tider har arbejdsuger på 70-80 timer.

Hun var kun 22 år og midt i årsprøverne, da hun fødte en datter.

– Det blev ikke vel modtaget ved familien i det jyske, og de var også overbevist om, at jeg aldrig ville blive færdig med jurastudiet, men jeg var i forvejen meget engageret i studenterpolitik, så jeg havde allerede indrettet studiet på en måde, så det passede ind i mit kram, og ikke hvordan det passede ind i andres kram.

Forholdet til faderen holdt ikke, de gik fra hinanden som venner og hjalp fortsat hinanden med at være forældre.

– Selv om jeg nu var enlig mor, havde jeg et godt netværk, og hun var verdens nemmeste barn. Hun har sin fars sind, ikke sin mors sind, haha. Hun var med mig allevegne.

EN LIGNING SKAL GÅ OP

Med en smule forsinkelse lykkedes det hende at gøre jurastudiet færdigt, men den oprindelige plan om at tage en journalistisk efteruddannelse i Aarhus var skrinlagt.

– Jeg kunne ikke flytte til Aarhus, når jeg havde fået et lille barn, og hendes far boede i København. Jeg er selv skilsmissebarn og er vokset op med forældre, der boede i hver sin ende af landet, og det ville jeg simpelthen ikke byde mit barn. Den mulighed blev lagt væk. Jeg ville ikke undvære hende, og hun skulle ikke undvære sin far. Hun var klar over, at hvis hun skulle blive i juraen, så skulle hun arbejde med strafferet.

– Det var spændende. Det med at få tingene til at gå op i den sidste ende. Det er et regnestykke, en ligning. Du har en case, hvor du skal regne ud, hvad der er galt, hvad er x, og hvad er y?

Som nyuddannet jurist med passion for strafferet er der kun ét sted at gå hen: Anklagemyndigheden. Og selv om det dengang var svært at få job, så lykkedes det Betina Hald Engmark med det samme. I Kalundborg politikreds.

– Min fordel var, at det var en lille kreds, og at jeg begyndte lige op til sommerferien, så jeg blev kastet ud i mange ting. Inden for en uge havde jeg mit første grundlovsforhør.

Når man spørger, om det var jagten på retfærdighed, der drev hende, giver hun et – for lægmand – overraskende svar:

– Nej, det har aldrig handlet om jagten på retfærdighed – ikke den følelsesmæssige retfærdighed i hvert fald. Den "tekniske" retfærdighed; objektivitetsprincippet" og "lighed for loven" har dog været med til at drive mig som anklager. Det er mere en ligning, der skal gå op. Man skal huske, at anklagemyndigheden ikke vinder og taber sager – den FØRER sager. Det er ikke et spørgsmål om at vinde og tabe, for det er jo samfundet, man arbejder for, og samfundet kan heller ikke være tjent med, hvis en uskyldig bliver dømt. Retssystemet må i sidste ende komme frem til det rigtige resultat.

SKILSMISSE OG STRESS

Betina Hald Engmark arbejdede for politiet flere forskellige steder og endte med at være senioranklager i Nordsjællands Politi. Med speciale i økonomisk kriminalitet.

– Det er spændende, fordi det er så svært juridisk, her skal man i langt højere nørkle med juraen, så jeg plejer at sige, at hvis man kan de økonomiske sager, så kan man alle sager. En drabssag er ikke juridisk svær, siger hun og understreger, at hun også har haft drabssager i sin tid som anklager. Det er en pointe for hende, fordi der undervejs i Peter Madsen-sagen blev sat spørgsmålstegn ved hendes manglende erfaring med drabssager.

Netop som hun havde fået jobbet som senioranklager og nu var ansat i "ukontrollabel tjeneste" med masser af overarbejde og ingen afspadsering, tog hendes privatliv en drejning. Hun blev skilt fra drengenes far. Drengene var 2 og 3 et halvt år gamle.

– Jeg havde været den yngste ansøger i alder og anciennitet, og jeg

ville ikke have, at de skulle føle, de havde valgt forkert, så jeg arbejdede en hel masse. Stod op klokken 4 om morgenen og læste sager, og de uger, jeg ikke havde børnene, sad jeg ofte på kontoret til klokken 10 om aftenen. Jeg prøvede helt ærligt nok også at arbejde mig ud af det for at slippe for at tænke på situationen.

– Jeg endte med at blive udbrændt og blev lagt ned med stress og

måtte tage en timeout. Men jeg kom tilbage, og jeg har lært at lytte til signalerne nu.

I 2016 – efter 17 år som anklager – tog hun springet til "den anden side". Hun fik et tilbud fra den kendte forsvarsadvokat Peter Blinkenberg og tog først et års orlov fra politiet. Efter dét år skulle hun vurdere, om hun endegyldigt ville sige sit anklager-job op. Det ville hun – og bliver helt træt, når man spørger til det at gå fra "den gode side til den onde".

– Det handler det slet ikke om for mig; jeg har været igennem en proces, og jeg har lært det, jeg skulle lære hos anklagemyndigheden. Jeg trængte til at prøve noget nyt.

– Jeg kom til at arbejde med mennesker. Som anklager arbejder man med sager – ikke mennesket bag sagen. Jeg elsker at snakke med alle mulige typer mennesker, og det manglede jeg.

Men hendes karriereskift skulle blive mere omvæltende, end hun havde forestillet sig. Nogle få måneder efter døde Peter Blinkenberg pludseligt, 46 år gammel.

– Og så stod jeg og skulle tage stilling til, om jeg ville føre virksomheden videre. Det havde jeg overhovedet ikke overvejet, men jeg sprang ud i det fra den ene dag til den anden.

Betina Hald Engmark. Foto: Les Kaner.

BESØG I SØNNENS KLASSE

Alt dette skete i foråret 2017. Blot få måneder før Betina Hald Engmark ville få det opkald, der bragte hende ind midt i en af danmarkshistoriens mest omtalte sager nogensinde.

– Da jeg tager ind til retten den lørdag, har jeg ikke nogen som helst forestilling om, at det her skulle blive noget, der skulle give anledning til det mediecirkus, som det gjorde. Jeg havde ikke forestillet mig det chok, der ramte mig, da jeg trådte ud af døren efter det grundlovsforhør. Det var et overvældende syn, der mødte mig uden for retssalen, det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Hun kan og vil ikke tale om selve sagens detaljer. Hun har tavshedspligt, og desuden er sagen endnu ikke afsluttet. Peter Madsen har anket strafudmålingen, og sagen skal for landsretten igen i september. Derimod vil hun gerne svare på spørgsmålet om, hvorfor hun ikke havde nogen betænkeligheder i forhold til at tage sagen.

– Jeg skal ikke på nogen måde tage stilling til, om personen er skyldig i det, han er sigtet for. Det er ikke mit job. Og mit job er heller ikke at hjælpe retten med at få nogen dømt for det, de er sigtet for. Mit job er ene og alene at varetage min klients interesser i forbindelse med det, han skal gå igennem. Som sigtet har du hele det her system mod dig; anklagemyndigheden og bag dem politiet, som har en masse ressourcer til blandt andet at efterforske. Som sigtet står du alene, så selvfølgelig har du brug for en, der kan tage dig ved hånden og guide dig gennem det, der nu skal ske. Det er en forsvarer, og den mulighed skal alle have – lige meget hvad de har gjort. Det tror jeg fundamentalt på.

Det er principper, men kan du godt adskille det fra realiteter?

– Ja, for jeg skal ikke vurdere det, og det siger jeg også til mine klienter. Folk spørger mig "tror du, personen er skyldig eller ikke skyldig", men det er fuldstændig lige meget.

Men du er jo også et menneske – kan du godt lade være?

– Ja, og jeg ser det sådan, at vi jo alle sammen er summen af nogle forskellige ting, vi er alle mennesker, og vi består alle af mere end én handling. Og det er selve mennesket, jeg taler med, når jeg møder en klient. Jeg får et helt billede af den her person, for det er på den måde, jeg bedst kan hjælpe vedkommende fremad. Hvor meget jeg får indblik i, er ikke noget, jeg deler med nogen som helst. Hos mig kan personen føle sig tryg. Hos mig kan man sige alt. Det kommer ikke uden for de her fire vægge, medmindre klienten gerne vil have, at jeg går videre med det. Det har alle brug for – især når man står i sådan en presset situation.

Og den rolle fylder det hele: Du tænker ikke – et sted bagved – "dumme svin"?

– Nej, det kunne jeg aldrig drømme om at tænke. Min personlige holdning til tingene er fuldstændigt uvedkommende, fuldstændigt. Jeg er professionel, og når en person sætter sin lid til mig, så gør jeg, hvad jeg kan for at hjælpe. Mit job er ikke at få personen frifundet, men at hjælpe ham bedst igennem processen og sørge for, at han får en fair rettergang.

I Peter Madsen-sagen har det været svært at gennemføre en fair rettergang, mener hun.

– Den her mediebevågenhed har gjort det op ad bakke. Der har været en folkedomstol, som vi alle har mærket. Især på de sociale medier, hvor folk havde travlt med at have meninger om sagen. Jeg valgte hurtigt ikke at læse i kommentarfelterne, der var mange grimme beskeder.

Men nogle af beskederne var umulige at undgå. De kom direkte i hendes egen indbakke.

– Folk fra hele verden har været inde og lede efter og finde mig på Facebook og skrive Messenger-beskeder til mig. Ting som at jeg er en større psykopat end min klient, når jeg kan finde på at tage sådan en sag, at jeg er det sygeste menneske, og at jeg burde tænke på mine børn.

– Nogle af dem har haft truende karakter, og en af dem er jeg faktisk gået videre med og har anmeldt det som en trussel.

Også hendes børn mærkede omverdens undren. Kammerater og lærere havde jo set deres mor i fjernsynet.

– Min ældste søn går i sjette klasse, og for at han ikke skulle stå på mål for bemærkninger og spørgsmål, valgte jeg at hive en time ud af kalenderen og holde et foredrag om at være forsvarer i hans klasse. 29 elever, og de har aldrig været så stille. Det hjalp, tror jeg, for klasselæreren har efterfølgende fortalt mig, at gassen gik af ballonen. Nu vidste de, hvad det handlede om, det var ikke så mystisk længere.

AT VÆRE "HENDE ADVOKATEN"

Den åbne stil var fra begyndelsen også en strategi over for pressen, men åbenheden tog overhånd.

– I begyndelsen valgte vi at være åbne, men det var aldrig intentionen at åbne så stor en del af efterforskningen op, som det skete. Politiet gik i denne sag ud og gav offentligheden usædvanlig mange oplysninger om efterforskningen og deres fund på en yderst unuanceret måde, der har bidraget til, hvad der ligner domfældelse i folkedomstolen.

Mediernes dækning af sagen lod en del tilbage for forsvarsadvokaten at ønske.

– Jeg synes, at medierne har blæst den her sag op, og det er forkert, for hvis medierne er den fjerde statsmagt, så en af pressens fornemmeste opgaver må jo antages at være med til at sikre, at alle får en retfærdig rettergang. Jeg ved godt, at min klient har haft en særlig rolle i offentligheden, og at han selv tidligere har nydt godt af positiv presseomtale – og selv har søgt presseomtale. Jeg anerkender også, at han på denne baggrund må tåle en hårdere medfart i pressen end en almindelig borger, der tiltales for en alvorlig forbrydelse. Men dette må på ingen måde gå ud over hans ret til en retfærdig rettergang.

Ét var det, der blev til artikler, noget andet var rygterne, som aldrig kom på tryk, men alligevel levede i kommentarfelterne. Et af dem var, at Betina Hald Engmark kendte Peter Madsen privat.

Har du været ked af, at der var spekulationer om, at du kendte ham i forvejen?

– Nu kendte jeg sandheden, og jeg vidste, at det var der også andre mennesker, der gjorde. På et tidspunkt tænkte jeg meget på mine børn. Jeg har jo min store datter, som er ude i virkeligheden og ved, hvad der foregår, og jeg tænkte på min kæreste – "hvordan tager han det?".

Hvordan har han så taget det?

– Han har været bekymret for mig. Men det har også været noget af en omgang for ham: Da jeg mødte ham, var jeg bare almindeligt ansat, så skulle han bakke mig op i at blive selvstændig, og det næste var, at han skulle se sin kæreste smækket op på avisforsider og på fjernsynet hver gang, han tændte.

– Mens sagen stod på, gik vi ikke meget ud i offentligheden, vi orkede ikke, at folk skulle komme med tilråb. Efter sagen var vi en tur i Berlin. Vi var ude og shoppe, og mens jeg står i KaDeWe og skal betale for en taske, spørger ekspedienten "er du ikke hende advokaten?". Det er godt nok lidt specielt, når man står der med søndagshår og uden makeup.

Nu glæder hun sig til sommer og festival uden livsændrende telefonopkald.

Hvad har du lært af den her sag?

– At jeg skal blive ved at holde fast i mig selv og tro på, at jeg gør det rigtige. Der har undervejs været kolleger, der udtalte sig om, hvordan de ville have gjort det, og det kunne godt opfattes som kritik, men de udtaler sig om noget, de ikke har haft en fis viden om. Det har jeg skullet lære at håndtere.

Hvem er Betina Hald Engmark?

• Cand.jur fra Københavns Universitet i 1999.
• 1999-2016 ansat hos politiet og anklagemyndigheden.
• Forsvarsadvokat siden 2016.
• Har en kæreste, to hjemme-boende børn og et udeboende.

Ville du sige ja til den her sag igen?

– Ja, for når en person kommer og beder om min hjælp, så siger jeg ja.