Er min veninde ved at blive skør?

Spørgsmål om glemsomhed og demens

Jeg har en jævnaldrende veninde, som jeg har kendt siden vores ungdom. Vi er begge sidst i 50’erne. Vi er begge blevet singler, og vi har også begge hund. Så en del af vores samvær går med at gå tur med hundene i parken og så drikke kaffe hos hinanden bagefter. Alt burde jo være idyl, men jeg er begyndt at bemærke, at min veninde er blevet glemsom. Hun har nu tre gange glemt vores aftaler. Hun har ellers aldrig været uforskammet, men de gange, jeg har spurgt hende om, hvor hun dog blev af, så har hun fejet mig af med en irriteret bemærkning om, at vores ture jo ikke er en fast aftale – hvilket det altså er.

I starten blev jeg selv forvirret og tænkte, om det var mig, den var gal med, men forleden havde vi så en aftale om, at jeg skulle hente hende på vej til en fælles vens fødselsdag. Jeg troppede op i min bil på det aftalte tidspunkt – blot for at konstatere, at hun ikke var hjemme. Jeg endte med at tage afsted alene, og da jeg dagen efter nævnte det for hende, svarede hun kort, at hendes datter var blevet syg, og at jeg ikke skulle blande mig i alt.

Problemet er, at jeg senere mødte datteren, der aldrig havde været syg, men hun havde dog fået et uventet besøg af sin mor den dag, hvilket havde undret hende. Jeg sagde ikke noget til hende om, hvad der var gået forud, men jeg er bekymret for, om min veninde måske har begyndende demens. Jeg vil ikke tage det op med datteren bag ryggen på min veninde, men jeg kan heller ikke tage det op med med min veninde. Så hvad gør jeg?

Vibeke Dorph om at være en omsorgsfuld ven

Det er forståeligt, men også lidt ærgerligt, at du undlod at fortælle din venindes datter om det forløb, der var gået forud for besøget hos jeres fælles ven. For når datteren selv tilkendegav, at hun undrede sig over sin mors uventede besøg, så var det en åbning for, at hun nok har en fornemmelse af, at noget er galt. Og jo, også jeg synes da, at der lyder til at være noget galt med din veninde. Man glemmer ikke aftaler, slet ikke over flere gange, og gør man det, så siger normale mennesker undskyld. De reagerer ikke aggressivt og går i forsvarsposition. Det sidste bekræfter jo kun, at din veninde selv godt er klar over, at der er noget galt.

Glemsomhed og stærke humørudsving er et af tegnene på en begyndende demens, det kan også være tegn på anden sygdom, men jeg synes da helt sikkert, at noget skal gøres. Nu er jeg ikke selv læge, så jeg kan kun sige, hvad jeg selv ville gøre, stod jeg i din situation. Jeg tror, at jeg i de næste par uger ville lade som ingenting, fortsætte gåturene som vanligt og her være ganske opmærksom på min venindes opførsel. Ja, det er ubehageligt sådan at gå og overvåge en god ven, men husk, du gør det for at hjælpe hende. Jeg ville så notere al anderledes adfærd ned, og så ville jeg på et tidspunkt sætte mig med min veninde og roligt med eksemplerne dokumentere for hende, at noget er galt. Fører det ingen vegne, så ville jeg ikke tøve med at kontakte datteren. Det kan godt være, at det i første omgang føles som at gå bag om ryggen på din veninde, men i sidste ende handler du for hendes eget bedste – og dermed også som en god og omsorgsfuld ven.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.